Kiss Me In The Rain. (JDB)

(Justin er ikke kendt i den her historie)

Bella Raymond er en helt almindelig skolepige. Hun har to tætte veninder, og det er nok til at hun føler hendes liv er perfekt. Så starter en ny dreng på skolen ved navn Justin, og ved første øjekast sker der noget magisk imellem ham og hende..

17Likes
63Kommentarer
5157Visninger
AA

6. ~ Indrømmelse.

Morgenen efter gjorde jeg mig hurtigt klar og løb ned i køkkenet. Jeg havde ikke rigtigt lyst til morgenmad, så jeg tog bare et æble fra flettekurven på køkkenbordet. Mine forældre var allerede taget på arbejde, og Sarah var åbenbart allerede taget i skole. Jeg låste hoveddøren og gik ud på vejen som førte ned til skolen. Imens gik jeg og tænkte.. Var Caitlin sur på mig nu? Det håbede jeg ikke.. Jeg mener, Justin og mig var jo kun venner? Jeg rystede på hovedet og da jeg var tilbage i den virkelige verden stod jeg foran skolens indgang. Wow, var jeg allerede nået så langt? Jeg trak på skuldrene og åbnede de tunge døre. Det vrimlede, som altid, med elever på gangene, men jeg var efterhånden vant til det. Imellem alle de bekendte ansigter så jeg et meget velkendt ansigt. Det var Chris som masede igennem mylderet for at komme hen til mig. Det lykkedes hende til sidst, og hun kom forpustet hen til mig.

"Er du klar over hvor hårdt det er at komme igennem alle de mennesker? Nå, hvad skete der med Caitlin og dig i går? Hun kom grædende hjem til mig." fortalte Christina undrende. Jeg sukkede og mærkede et stik af dårlig samvittighed i hjertet. Chris viftede med sin hånd foran mine øjne. 

"Øhm, Caitlin kan vist stadig lide Justin, og Justin fortalte Caitlin på en grov måde at det ikke skulle være de to igen." forklarede jeg stille. Chris smilede bare trøstende til mig.

"Du ved hvordan Caitlin er.. Giv hende et par dage, så kommer hun over det. Desuden har hun heller ingen grund til at være sur på dig. Kom, lad os finde hende." sagde Chris og trak mig igennem menneskemængden..

 

"Nej Chris, jeg vil ikke snakke med hende." sagde Caitlin vredt og gik med hurtige skridt væk fra os. Jeg stoppede op midt på gangen imens Chris blev ved med at følge efter Caitlin. Jeg kunne ligeså godt indse at min ene bedste veninde var sur på mig og at hun nok ikke ville blive glad igen foreløbig. Jeg sukkede og drejede om på hælen. Jeg ville ned og hente mine biologibøger inden biologitimen startede. Da jeg kom ned til mit skab stod Justin ved sit. Jeg var lige ved at vende om igen, men så tog jeg mig sammen og gik hen til mit skab. Justin tittede ud fra sin skabslåge. 

"Hey Bella.. Jeg er ked af det med Caitlin, jeg har lige set Chris følge hende rundt på gangene. Hun vil ikke tale med dig, vel?," spurgte han bekymret. Jeg rystede på hovedet imens jeg fyldte min favn med mine biologiting. Egentlig havde jeg allermest lyst til at græde, men jeg ville ikke græde foran Justin. Jeg smækkede hurtigt min skabslåge i og gik med hurtige skridt ned af gangen. Jeg kunne høre ligeså hurtige skridt bag mig, og snart indhentede Justin mig.

"Bella, er du sikker på at du er okay?," spurgte han, endnu mere bekymret end før. Jeg så et glimt af Caitlins kolde blik som forsvandt ind i klasseværelset ved siden af mig. Det var dråben. Det var startsignalet for mine tårer. Pludselig gennemblødte tårerne mine kinder. Justin lagde hurtigt en arm om mig. 

"Kom, vi misser lige den her time." sagde han og trak mig med hen mod den ene af de to udgange. Vi havde stadig vores biologiting i armene, men det virkede Justin til at være ligeglad med. Vi gik på en sti som førte væk fra skolen, imens vi bare gik i stilhed. Justin havde stadig armen om mig, men jeg var for trist til at varmen kunne skyde igennem min krop. Var mine følelser for Justin allerede væk igen? Vi fandt en bænk langt inde af stien og satte os på den. I lang tid sagde ingen af os noget, men så brød Justin tavsheden.

"Det her tidspunkt er måske ikke lige det bedste, men..," begyndte han. Så stoppede han sig selv i sætningen. Jeg kiggede forvirret på ham med tårer i øjnene.

"Men, hvad?," spurgte jeg grådkvalt. Justin kiggede ned i jorden, og jeg kunne sværge på at hans kinder brændte en lille smule.

"Bella, ser du.. Jeg har haft det lidt underligt, lige siden jeg så ind i dine øjne første skoledag. Jeg har ikke kunnet tænke på andet end dig, men jeg har ikke villet være for desperat. Men, hver gang vi har rørt hinanden ved et tilfælde, så er der en underlig varme som har skudt igennem min krop. Jeg rødmer hver gang jeg er alene med dig. Se bare på mig nu." sagde han og kiggede op fra jorden. Hans kinder var ildrøde. Det fik mig til at fnise. Det så virkelig sødt ud.

"Det er helt i orden, Justin.. Jeg har haft det på præcis samme måde." sagde jeg pludselig. Fuck, det skulle jeg ikke have sagt! Lort! Justin kiggede overrasket på mig. Hans kinder blev endnu mere røde, selvom jeg ikke troede det var muligt. Hans ansigt kom nærmere og nærmere mit, men til sidst trak jeg mig væk og kiggede ned i jorden igen.

"Justin, det føles forkert.. Jeg kan ikke gøre det mod Caitlin, hun er trods alt stadig min bedste veninde." sagde jeg stille. Justin nikkede forstående. Vi rejste os hurtigt fra bænken og gik i tavshed tilbage til skolen. Jeg vidste at Mrs. Jones ville give os en skideballe, men lige der var jeg ret ligeglad.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...