Because Of You - Jason McCann

Hvem ville have troet, at selveste Jason McCann ville falde for en? Ingen. Ikke engang ham selv, men det skete.

162Likes
460Kommentarer
36740Visninger
AA

17. "... You got it bad"

16.

Jasons synsvinkel:

Jeg var ikke mindst overrasket over at jeg indrømmede mine tanker for Kendall, men også at jeg kyssede hende efter – og at hun uden noget kyssede straks tilbage. Ikke at jeg ikke kunne lide det, men det overraskede mig bare på det højeste. Langsomt trak jeg os hen til min seng, og lagde hende langsom ned, uden at bryde kysset i mellem os, som for hvert minut blev heftigere og heftigere. Kendalls hænder rodede rundt i mit hår, som jeg ikke gav andre end hende lov til at røre.

”Jason” mumlede hun efter et par minutter, og prøvede at trække sig, men jeg gav hende ikke lov. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at afbryde kysset.

”Jason, stop.. STOP!” råbte hun, og prøvede at trække mig væk med hendes hænder som lå på mit brystkasse.

”Hvad? Hvorfor?!” spurgte jeg irriteret, og fjernede mig, så jeg ikke stop oven på hende.

”Det er jo forkert!” udbrød hun, og rystede straks på hovedet. Hun rejste sig op, og hendes blik flakkede rundt i værelset, og hun lignede ærligtalt noget mess.

”Hvad er forkert, Kendall?”

”Alt! Alt er forkert! Hvad er det, vi har gang i Jason? Vi hader jo hinanden..” råbte hun frusteret, og kørte en hånd igennem hendes silkebløde hår.

”Så du tror, at jeg hader dig?” spurgte jeg, med en mindre irriteret stemme. Hørte den pige ikke lige hvad jeg havde sagt?

”Ja! Du hader mig, okay? Du hader mig, og jeg hader dig. Sådan har det altid væ..” Jeg stoppede hende ved at plante mine læber på hende, og kysse hende for anden gang. Og til min endnu store overraskelse, kyssede hun også med for anden gang. Inden det blev til et make-out session, trak jeg mig væk, og kiggede på hende.

”Du hader mig? Er du sikker, Kendall? Er det derfor at du kyssede med? Og det er ikke første gang, men anden gang” spurgte jeg hende, og kiggede på hende med et opløftet øjenbryn.

”Jeg..” startede Kendall, men lukkede straks munden igen.

”Præcis. Du føler det samme som mig, Kendall” svarede jeg, men det eneste Kendall gjorde som svar tilbage, var at ryste hovedet, inden hun uden at jeg nåede at sige noget, løb ud af mit værelse og sikkert hjemad. Jeg sukkede tungt, og lukkede øjnene for et kort stund, inden jeg løb ned efter hende.

”Kendall, vent” råbte jeg, og løb over til hende. Heldigvis var hun ikke nået langt.

”Hvad er der?” spurgte hun sukkende, og kiggede på mig med trætte øjne.

”Du tror virkelig at jeg vil lade dig gå hjem alene? Glemte du det, der skete sidst? Huh?” Kendall vendte hovedet, uden at svare mig tilbage og vi gik bare i stilhed. I mens vi gik, tænkte jeg. På alt, og hvad jeg kunne sige, så stilheden blev afbrudt. Det irriteretede mig, men det der irriterede mig mest var, at hun ikke bare kunne indrømme det. Hvorfor kunne hun ikke også indrømme, at hun følte noget for mig? Jeg vidste allerede at hun gjorde, men jeg ville høre hende sige det. Mine tanker blev afbrudt af hendes stemme, og jeg kiggede hurtigt på hende med forvirrede blikke, da jeg ikke hørte halvdelen af det hun sagde.

”-Kan gå nu” afsluttede hun, og havde blikket rettet i mod asfalten.

”Hvad?” spurgte jeg med opløftede øjenbryn, men da jeg kiggede op, fik jeg svaret. Vi var nået frem. Så hurtigt?

”Tak fordi at du fulgte mig” sagde hun bare, inden hun vendte om, og begyndte med at gå ind. Jeg gjorde intet, men så bare på indtil hun trådte indenfor, og derefter vendte jeg mig om og begyndte med at gå hjemad igen med en masse i mine tanker. Hvad skete der for mig?

~

Kendalls synsvinkel:

Jeg låste stille døren op, og glansede på uret som hang over uret i entreen. Den var næsten tolv, hvilket ville sige at jeg næsten havde været sammen med Jason i to-tre timer. Tanken om ham, gjorde mig blød i knæene, og jeg fandt mig selv rødme stærkt ved tanken om alt det han havde sagt tidligere, men på en eller anden måde, troede jeg heller ikke på det. Hvordan kunne jeg tro på noget han sagde? Det kunne være comletely bullshit.

Inden jeg blev busted af mine forældre, skyndte jeg ind på mit værelse, men kom så i tanke om, at jeg ikke kunne komme ind, fordi at jeg havde ladet nøglen blive på døren. Crap! Det var så typisk. Og jeg som troede, at jeg var så klog og blahblahblah. Jeg skyndte mig at løbe ned igen, og lukke døren stille, så jeg ikke vækkede nogen. Derefter gik jeg omme bagved, og kravlede op på træet, som mindst var 100 år gammel. Ej ikke så gammel, men den var virkelig gammel. Jeg fik nået op på mit værelse, og det lykkedes mig at komme ind på det, uden nogen ulykker, heldigvis. Jeg sukkede tungt ved tanken om at jeg ikke var blevet busted, og skiftede hurtigt mit tøj til noget jeg kunne sove i, hvilket bare var et par shorts og top. Jeg lagde mig under dynen, og som refleks, mærkede jeg mine læber, da Jason krydsede mine tanker.

Hvad filen havde jeg gang i?

Men han på en måde indrømmede overfor mig, at han kunne lide mig. Han sagde, at jeg gjorde ham nervøs. Betød det så ikke, at han kunne lide mig? Nej Kendall, han lyver. Ikke stol på Jason. Jeg rystede på hovedet, og prøvede at tænke på noget andet, fx. Jake, men lige meget hvor meget jeg prøvede, dukkede Jason op i mine tanker igen.

Jeg sad og tænkte i måske en halv time, inden jeg kom i tanke om min telefon. Hurtigt skyndte jeg mig at tage den op fra min BH, som jeg havde puttet den i, og tændte så for den, men den gad ikke at tænde. Batteriet var sikkert dødt, hvilket også var forståeligt. Jeg satte den i stikket, og ventede til at den tændte. Det tog sin tid, men det var det værd.

Jeg gad ikke engang at kigge på mine ubesvarede opkalde eller sms’er, som stortset kun var af mine forældre, Emily og Macy. Jeg slettede dem, og fandt så Emily’s navn under mine kontakter, og ringede hende op. Måske var det sent, men tids-zonen var ikke direkte det samme.

Jeg ringede hende et par gange, inden hun endelig tog den.

”Kendall? Jeg troede ikke at du havde en telefon?!” spurgte hun, og lød både fovirret, og også træt.

”Jeg fik skaffet den tilbage, men hey. Sov du?” spurgte jeg, og fik hurtigt dårlig samvittighed over at vække hende.

”Nej nej. Jeg sad bare og stenede lidt TV” sagde hun halvt grinende, over sig selv. Det var nærmest det Emily brugte hendes weekender på, når vi ikke tilbragte dem. At have film-marathoner, og bare stene TVD, PLL, glee osv. Hun var virkelig det man kaldte for en tv-freak.

”Årh godt” mumlede jeg grinende.

”Hvordan går det så? Hvad skyldtes din opkald?” spurgte hun, og vi begge flækkede kort efter af grin. Hun kendte mig alt for godt.

”Der er sket så meget, Emily” udbrød jeg, og sukkede ved tanken om Jason. Den dreng, gjorde bare et eller andet ved mig. Noget specielt, som ingen nogensinde havde formået.

”Fortæl fra starten af.. Jeg har tid” svarede Emily, og lød nu seriøs. Det var det, jeg elskede mest ved hende. Hun kunne fra at være mega useriøs, til at være seriøs. Min kærlighed til den pige, var ubeskrivelig.

Der gik ikk engang to sekunder før jeg begyndte med at fortælle Emily alt. Eller næsten alt. Jeg undlod at fortælle hende hvordan Jason og jeg pludselig begyndte med at hænge ud, men ellers fortalte jeg alt. Jeg havde så meget brug for en andens mening på det, fra deres synsvinkel. Hvad de ville have gjort, hvis de var på min sitaution.

”Og han sagde, at han vidste, at jeg følte det samme som ham.. ” afsluttede jeg, efter et kvarter. Jeg havde dog prøvet at lyde så stille, som jeg overhoved kunne, for ikke at vække mine forældre, og det havde indtil videre lykkedes mig godt.

”Så han er basically grunden til at du har stuerrast?!” råbte hun.

”Var det det eneste, du hørte af alt det jeg lige har fortalt?” spurgte jeg og himlede med øjnene. Endnu en typisk Emily ting.

”Nej, selvfølgelig ikke! Jeg hørte alt hvad du sagde, Ken-ken” sagde hun, og flækkede derefter af grin. Så meget for at være seriøs alligevel. Måske havde jeg bare glemt, at hun alligevel ikke var så seriøs til tider.

”Emily!” udbrød jeg irriteret, og sukkede tungt.

”Undskyld undskyld... Men af hvad jeg har fået ud af alt det du har fortalt mig, min kære ven.. You got it bad” svarede hun, og lød dog mere seriøs denne gang.

”Huh?”

”Jeg kender dig ind og ud, Kendall. Jeg ved, når du har følelser for en fyr, og lader som om at du har. Og hvad end det, du prøver at få med Jake, er fake. Du kan tydeligvis også lide ham Jason fyren, som i øvrigt lyder mega lækker. Just saying.” konstaterede hun, og jeg sagde ikke noget i mod, for jeg vidste, at alt det hun lige havde sagt, passede. Der var ingen anden der kendte mig bedre end Emily. Ikke engang mine forældre, eller Macy. Ingen.

”Hvad vil du have, at jeg gør? Jeg fortalte dig, at han er bad news! Og hvad så, hvis jeg måske.. meget lidt kan lide ham? Det sikkert ikke noget” svarede jeg og trak på skuldrene, i mens jeg pillede min neglelak af. Jeg sad med krydsede ben, og havde bundet mit hår i en knold i mellem tiden da Emily og jeg snakkede.

”Jeg ved ikke hvad du skal gøre, men hey.. Don’t pretend like it’s nothing, Kendall. Vi begge hvad, at det ikke er. Du lyder nærmest som dengang m-”

Jeg afbrød hende hurtigt, inden hun nåede at sige mere.

”Nej! Det er ikke det samme, okay? Overhoved ikke. Men Emily, det er blevet sent. Skal vi snakke videre i morgen?” spurgte jeg, og kunne mærke at jeg langsomt begyndte med at ryste i kroppen.

”Glem det nu, okay? Det var ikke det værd, Kendall. Du skal ikke græde nu okay? Tag dybe indåndinger, og tænk på noget andet. Jeg elsker dig, og ring til mig som det første i morgen. Godnat” sagde hun, inden hun lagde på. Jeg lagde min telefon under puden, og lagde mig så ned, og tog dybe indåndinger, som Emily bad mig.

Glem det. Glem det. Glem det. Det var bare lettere sagt, end gjort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...