Because Of You - Jason McCann

Hvem ville have troet, at selveste Jason McCann ville falde for en? Ingen. Ikke engang ham selv, men det skete.

162Likes
460Kommentarer
36810Visninger
AA

8. "Kendall!"

7.

Kendalls synsvinkel:

 

Jeg stod op mandag morgen med den største hovedpine nogensinde, og havde mest af alt lyst til at blive hjemme, men jeg vidste, at der ikke engang var tale om det. Efter i lørdags, ville mine forældre sikkert ikke tro på en prik af det jeg sagde, og slet ikke at jeg var syg. Da jeg kom hjem efter at Jason havde kørt mig af, havde jeg fået den største skideballe.

”Hvor har du været, unge dame?!” råbte min far og lagde armene over kors. Jeg svarede ikke, men kiggede bare ned på Jasons shorts, som jeg stadig havde på. Jeg havde glemt at skifte til mit normale, da det ikke ligefrem ikke tænkte over at skifte, da han fortalte mig, at jeg endelig måtte tage hjem.

”Jeg .. jeg var hos Macy” mumlede jeg og kiggede nu på ham, så han mindre kunne mistænke. Hvis jeg havde fortsat med at kigge ned, ville han vide at jeg løj.

”Og hvorfor har du ikke fortalt os det, Kendall? Ved du hvor bekymrede din mor og jeg var? Vi prøvede at få fat på dig hele natten!” sagde han, og jeg sank klumpen der sad fast i halsen og kiggede på ham med undskyldende blikke. Hvis han bare vidste, at det var løgn, og at jeg var blevet kidnappet. Jeg havde på ingen måder haft mulighed for at ringe til dem, eller noget som helst! Men jeg kunne ikke fortælle dem noget. Det turde jeg ikke.

”Giv mig din telefon, og gå op på dit værelse. Om lidt, kommer jeg også og fjerner dit TV og tager din bærbar” sagde han, og rakte hånden i mod mig. Jeg tog min hånd ned til lommen, men huskede igen, at jeg ikke havde min kjole på, og jeg sidst jeg havde set til min telefon, var fredag aften, inden jeg vågnede op hos Jason.

”Ehh... det er så det, at jeg ikke ved hvor den er” mumlede jeg stille, og kiggede nu på min mor, som havde røde øjne. Havde hun grædt? Det gjorde min samvittighed meget bedre.

”Hvad mener du?” Jeg kiggede ned igen, og tog en dyb indånding, og prøvede at fordrive tiden, så jeg kunne komme med en hurtig, men god løgn.

”Jeg mistede min telefon.. Yeah, jeg mistede den til festen. Det var også derfor jeg ikke kunne ringe til jer. Jeg kunne ikke huske jeres numre i hovedet, og klokken var også over midnat, da jeg var hos Macy, så jeg tænkte sikkert, at i var faldet i søvn” svarede jeg hurtigt, og da jeg kiggede op på dem, lignede de, at de hoppede på den.

”Jeg kører dig i skole, Kendall” sagde min far, som det første, da jeg kom ind i køknet. Efter en halv time, havde jeg endt med at tage noget ret hurtigt på til skole, men jeg syntes stadig at det var pænt. (Link under kommentar) Vi fik spist hurtigt, og cirka efter 20 minutter, stod jeg foran skolen.

”Vi ses” mumlede jeg, og skulle lige til at lukke døren, da min far stoppede mig.

”Jeg kommer og henter dig.. Var det 2:15 du havde fri?” spurgte han mig. Jeg startede med at kigge på ham med store øjne, men endte med at nikke.

Vi ses” sagde jeg for anden gang, lukkede døren og begyndte med at gå i mod skolen med en masse i tankerne. Ville min far nu kører mig i skole hver dag? Oh gard, please lad det kun være i dag!

”Hey Macy” sagde jeg, så snart jeg fik øje på Macy som kom gående i mod mig. ”Aye chika!” udbrød hun og gav mig det største kram.

Hey hey.. sker der for at dit humør er så godt i dag?” spurgte jeg med opløftede øjenbryn, da Macy normalt ikke var den, der krammede folk.

”Du ved i fredags ...” Hun stoppede sig selv, og kiggede nu på mig med opløftede øjenbryn. ”Hvor var du i fredags? Du var bare væk pludselig?!” spurgte hun.

”Yeah, øh.. Jeg tog hjem? Skrev også en besked til dig, har du glemt det?” sagde jeg hurtigt, og var glad for at jeg hurtigt havde fundet på noget, igen. Macy slog sig selv på panden og grinte af hendes dumhed. Puha.

”Typisk mig at glemme det.” Jeg nikkede, og fake grinede med. Jeg hadede mig selv for at lyve overfor hende lige nu, men jeg havde ikke et andet valg.

”Når men.. Ryan og jeg dater altså” indskød hun pludselig, og ikke engang to sekunder efter, begyndte vi med at snakke om alt muligt andet, lige indtil klokken ringede. Jeg tror ikke timerne havde gået mere hurtigere i dag. I hvert frikvarter, eller time skift, ledte mine øjne altid efter Jason, men han dukkede aldrig op. Ikke at jeg ikke var ligeglad. Det ragede mig jo ikke spor. Overhoved.

”Jeg hader det her” mumlede jeg, og begyndte med at lave mine lektier. Jeg var næsten lige kommet hjem fra skole, og havde bogstaveligtalt intet at lave. I går var gået med at sove, så jeg havde ikke rigtig mærket, at jeg manglede mit TV og bærbar. Men i dag, gjorde jeg, og der var ikke engang gået en halv time, siden jeg var kommet hjem. Jeg fik lavet alle de lektier vi havde fået, til i løbet af ugen, og dem til senere, da jeg intet andet kunne finde på at lave, og da jeg tjekkede uret, slog den kun 6:30PM. Jeg havde lavet lektier i 4 timer, og nogen havde jeg endda dobbelt tjekket. Jeg sukkede tungt, inden jeg pakkede min taske, lagde den i hjørnet på mit værelse, og gik så ned i køknet, for at hjælpe min mor med at dække bord.

”Skal jeg hjælpe med noget?” spurgte jeg min mor. Min mor rystede på hovedet, og strejfede mig ikke et blik. ”Okay fint” svarede jeg irriteret, og gik så ind i stuen, hvor min far sad foran TV’et og så nyheder.

”Er i stadig sure?” spurgte jeg ham, og satte mig overfor. Min far rettede sit blik langsomt fra tv’et til mig, og trak på skuldrene.

”Ej far, helt ærligt!” udbrød jeg, og slog ud med armene. Lavede de sjov med mig?! Det her, var på ingen måder min skyld, men selvfølgelig kunne jeg ikke fortælle dem det. Hvis jeg fortalte dem det, ville ikke kun jeg komme til skade, men også dem. Det havde Jason sikret sig, at fortælle mig, inden han havde ladet mig tage hjem. Min far ignorerede mig, og lidt efter, meddelte min mor, at aftensmaden var klar. Vi spiste i stilhed, og det var kun få gange, at min far og mor talte om hvad der var sket i løbet af dagen. Men hvis det var det, de ville have, så okay. Så ville jeg også være kold og ignorer dem. Jeg fik spist færdigt, og gik uden at lægge mine bestik, glas og tallerken. Normalt, ville jeg også have sagt tak for mad, men det gjorde jeg ikke. De sagde heller ikke noget til det.

Jeg gik ind på mit værelse, og låste min dør, og lagde mig på min seng. Jeg tog min iPod fra kommoden, som min far også var tæt på at tage, men det var en iPod shuffle, så det eneste jeg kunne gøre på den var, at høre musik og se på billeder, hvis jeg havde lagt nogen på dem, hvilket jeg havde. Billeder med jeg og .. Emily! Crap, hun vidste ikke at mine ting var blevet taget, og var sikkert bekymret. Det første jeg vil gøre i morgen, er at låne Macys telefon, så jeg kan sende hende en besked om det. Heldigvis, kunne jeg stadig hendes nummer i hovedet. Jeg sukkede tungt, og langsomt blev mine øjenlag tungere.

”Krash” Jeg vendte mig irriteret om på min seng, og tænkte, at det sikkert var noget min mor havde tabt dernede. Jeg trak dynen over hovedet, og var næsten faldet i søvn igen, da lyden kom igen. ”Krash” Jeg ignorerede det for anden gang, men det blev ved og ved. Jeg trak dynen væk fra min krop, og lagde mærke til, at jeg havde skiftet tøj. Hvornår jeg havde, kunne jeg ikke huske. Jeg gjorde også ret mærkelige ting, når jeg var søvnig, men jeg havde nu nattøj på, som bare bestod af et par lange bukser, og en sort top. ”Krash” lød det igen, og jeg kiggede forvirret rundt på mit værelse, til jeg opdagede, at det kom fra vinduet. Jeg åbnede vinduet, og en dejlig fornemmelse gik igennem min krop. Vejret var hverken for varmt, eller for koldt, og på ingen tid, havde jeg alligevel fået gåsehud på armene.

Kendall!” hviskede en stemme nede fra, hvilket fik mig overrasket til at kigge ned. Jeg fik store øjne, da jeg så, at Jason stod dernede, med et lille smil og kiggede på mig. Hvad. Lavede. Han. Her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...