You and I Forever 3

Da Caron forlader Emery, går hun helt ned. Hun føler ikke at Gwen hjælper hende, så hun rejser hen til sin nye klan. Men hvis Gwen får problemer, er hun så klar til at komme tilbage?
Gwen leder efter Emery, men skal stadig passe skolen. Skole slutningen er nær. Men hvis hun kommer ud i problemer, hvad er så det første man gør, uden den person der har været ens støtte længe?

7Likes
57Kommentarer
14426Visninger
AA

12. Kapitel 11 - Emery.

Årh det her var bare fedt. Her stod jeg i min korte nattrøje der kun lige gik til toppen af mine underbukser. Og så lige den dag hvor jeg havde følt mig meget feminin. Mine underbukser var pink. Og det var ikke det værste. Det var en g-streng.

”UD!” udbrød jeg og skubbede ham hårdt ud af døren. Gud hvor pinligt! Her havde jeg stået i g-streng! Og så var den PINK! Jeg smækkede døren lige foran hans tomatrøde ansigt. Det var jo fedt. Vent… havde jeg gået rundt i hele bygningen i g-streng. Pokkers. Ikke smart. Jeg gik hen til vinduet, og hoppede ud. Jeg kravlede op på taget og ned til mit værelse. Der lirkede jeg vinduet op og hoppede ind.

Jeg styrtede hen til mit skab og rodede lidt rundt. Til sidst fandt jeg en tank top og et par sorte bukser. Jeg skyndte mig at tage dem på. Så gik jeg ud på gangen. Jeg gik roligt rundt. Måske skulle jeg gå ned til en giver? Det var en af mine nye regler. Vi havde fundet en masse mennesker som selv havde tilbudt sig, så vi skulle ikke jage mennesker mere.

Jeg havde ikke sagt noget om at de ikke måtte. Jeg gjorde det jo selv nogle gange. Men det var bare nemmere, hvis en vampyr kom til skade og vi så bare kunne kalde på et menneske. Jeg gik ind på de værelser hvor giverne boede.

Jeg blev lukket ind til det menneske jeg helst ville have. Jeg vidste godt at det var dumt, men jeg havde en favorit, fordi han smagte lidt som Caron. Det var selvfølgelig ikke den helt rigtige smag, men det var det tætteste på jeg havde smagt.

Jeg bøjede mig frem og lukkede kæberne om hans hals. Så drak jeg. Han smagte sødt. Som sukker. Som jeg sagde, ikke helt som Caron, som smagte som den sødeste honning. Jeg slog hurtigt tanken om Caron ud af hovedet og nød bare smagen af frisk blod.

Jeg gav slip på mennesket og trak et sort lommetørklæde op af min lomme, og duppede mig om munden. Jeg rejste mig og gik ud mod gangen.

Der var næsten helt mørkt, da jeg ikke havde bedt om at få lysende tændt.

Pludselig var der nogen der prøvede at snige sig ind på mig bag fra.

Jeg drejede rundt, greb personen om halsen og smadrede den ind i væggen. Jeg snerrede. Så, så jeg at det var Ross. Jeg stirrede ondt på ham.

”Jamen hej… Emery.” sagde han halvkvalt. Jeg gav slip på ham. Han skyndte sig at tage om sin hals. Han hostede lidt.

”Hvad vil du?” snerrede jeg. Ross kiggede op på mig. Jeg faldt ikke for hans, stakkels-lille-mig-ting. Det troede jeg han vidste. Han sukkede og rettede sig op. Jeg havde ikke ondt af ham. Så ville jeg have sagt undskyld. Eller nej, det ville jeg nok ikke. Jeg var ikke så god til det med at sige undskyld, og vise sorg.

”Jeg ville bare se til dig!” smilede han. Jeg krængede mine overlæber op og snerrede ondt af ham. Han sank en klump. Jeg vendte ryggen til ham og begyndte at gå. Jeg kunne hører at fulgte efter mig. Jeg snerrede irriteret. Nogle gange havde jeg virkelig lyst til at smide ham ud. Selv om jeg havde lovet folk at de først skulle gøre noget virkelig dumt før jeg gjorde det.

”Emery vent! Jeg har fundet en ny vampyr!” udbrød Ross. Jeg vendte mig stille om. Så, så jeg noget som jeg aldrig have håbet ville ske. Der under Ross’ arm var… Adela. Først stod jeg og åbnede og lukkede munden. Så mærkede jeg vreden. Jeg hvæsede vredt af Ross. Han så straks nervøs ud.

”HVAD HAR DU GJORT?!” skreg jeg, mens jeg kastede mig over ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...