Et (en) snefnug (JDB)

April er en pige på 16 år, der tegner sine oplevelser. Hun kan bedre tegne end at snakke om sine problemer. Hver en tegning hun tegner, giver hende flashback, og sådan finder man ud af hvad, hun har været igennem.

4Likes
48Kommentarer
1348Visninger
AA

6. Hospitalet.

Jeg husker nemt hendes blege ansigt. Med alle de sår bilen havde efterladt på hende. Jeg tegnede som altid mine oplevelser ned på det blanke papir der lå foran af mig. Jeg tegnede mig der lå klar. Det var hårdt for mig at tænke tilbage til den gang. Det er umuligt for mig ikke at fælde en enkel tåre. Mig som ellers troede at jeg var tømt for tåre. Jeg havde tegnet mig der sad og holdte Vanessa i hånden. Man kunne se i hendes øjne at hun ikke var til at kontakte mere.

 

"Vanessa." Var det eneste jeg kunne sige. Min mor kiggede endnu mere bekymret på mig. "Hvor er hun nu?" Spurgte hun stille, mens hun nussede min ryg. "Hospitalet." Det var som om, at jeg kun kunne sige ét ord. Hun fik hjulpet mig op at stå i en fart. Jeg fik sat mig ind i bilen. Hun startede den. Nu gik turen til Hospitalet. Jeg havde siddet sammen med min mor og Vanessas familie i en halv time. Intet nyt. Det var svært at sidde her og ikke vide hvad der ville ske med Vanessa. Der kunne ske alt nu. Vi sad alle sammen og ventede på svar. Svar på de spørgsmål vi alle sad og tænkte på. Hvad ville der ske med Vanessa? Over levede hun? Hvornår måtte vi se hende igen? En mandlig læge kom ud til os. "I kan godt komme ind og se til hende nu... Men kun en ad gangen." Vi blev hurtigt enige om at det var hendes mor der først skulle ind til Vanessa. Imens sad vi i tavshed og ventede på hun ville komme ud. Forhåbentlig med et stort smil og Vanessa ved sin side. Men hvis det var det vi ventede kunne vi godt tro om igen.10 minutter efter kom hendes mor nemlig ud. Hun havde røde øjne, hun græd stadig. Selvfølgelig havde hun ikke Vanessa ved sin side. Jeg kiggede bekymret op på hende. "Må jeg se til hende?" De andre nikkede stille til mig. Jeg fik travlt med at se hvordan hun så ud. Men jeg skulle ikke have haft så travlt. Hun lå helt stille. Hun havde en respirator ved sin side. Den hjalp hende med at trække vejret. Det var et frygteligt syn. En læge stilte sig lidt bag mig. "Vi slukker respiratoren nu." Sagde hun og gik hen for at slukke den. "Nej! Så kan hun jo ikke trække vejret!" Råbte jeg nærmest. "Vi bliver nødt til at tage chancen ellers kan hun aldrig lære at trække vejet uden hjælp fra maskinen." Sagde hun roligt. De andre havde fået lov til at komme ind. Selvom vi ikke måtte være så mange her inde. Jeg studerede nøje efter hvordan hun gjorde. For at sikre mig hun ikke gjorde noget forkert. Ikke at jeg havde en den fjerneste anelse om hvordan man gjorde. Men jeg blev mere tryg hvis jeg kunne se alt hvad hun fortog sig. Hun slukkede den og blev for at se om det gik galt. Der gik lidt tid, hendes brystkasse bevægede sig ikke som den skulle. Pludselig blev der vildt kaos og læger løb ind og ud fra hendes hospital værelse. Vi blev bedt om at sidde ude i venteværelset og vente. Vi satte os tavse ned. Tårerne løb uden stop ned af mine kinder. Der gik en time, der gik to. Da der var gået to en halv time kom der endelig en læge ud til os. "Hun... En af jer kan godt komme med ind til hende." Jeg rejste mig op uden at spørge først. Da jeg åbnede døren til hendes værelse, fik jeg et stik af dårlig samvittighed. Måske skulle det havde været hendes mor der først kom ind og så til Vanessa? Jeg greb hendes hånd. Den var kold. Hun var ligbleg og kiggede op i loftet. "Hvad sker der med hende?" Spurgte jeg en kvindelig sygeplejeske. Selvom jeg godt kunne gætte svaret. Det her var værre end at sidde ude i venteværelset og ikke vide hvad der skete. Hun ville aldrig mere smile til mig. Hun ville aldrig sig til mig at jeg nok skulle klare den. Alt sammen var slut. Hun var død.

 

Det var sidste gang jeg så hende trække vejret. Det var sidste gang jeg rørte hendes kolde krop og det var sidste gang jeg hørte hendes blide stemme. Jeg blev hos hende i 2 minutter, men så kunne jeg ikke mere og var gået tilbage til de andre. De 3 uger der kom efter Vanessas død. Var helt klart de hårdeste uger i mit liv. Uger der sneglede sig af sted. Uger der føltes som år. De uger hvor jeg græd og græd, over min døde veninde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...