Love me...JDB 6

Julie har sagt til Justin at Isabella er død. Og til Isabella har hun sagt at Justin er død. Vil Julie nu for sit ønske opfyldt? Vil hende og Justin blive gift? Eller vil Isabella og Justin fatte mistanke? Vil de måske støde ind i hinanden en dag? Hvad vælger man at gøre når man tror at den person man elsker aller mest, er død?

8Likes
7Kommentarer
2545Visninger
AA

7. En tanke

Hvad skulle jeg sige? Jeg så dit interview. Og jeg vil bare lige sige at Isabella lever. Jeg bor sammen med hende. Hun tror du er død. Måske vi skulle finde ud af hvem der har startet den her løgn? Jeg sukkede invindigt. Det var ikke bare noget man sagde! "Justin... Jeg troede du var..?" Jeg kunne ikke få ordet ud af min mund. "Død?" Færdig gjorde han min sætning. Jeg blev overrasket over at han vidste hvad jeg ville sige. "Ja? Jeg så dit interview... Og Isabella hun..." Jeg fik ikke færdig gjort min sætning. Da en klam stemme afbrød mig. "Hvem snakker du med?" Julie. Det var umuligt ikke at kunne genkende hendes sukkersøde falske stemme. "Emilie?" Svarede Justin hende. "Hej Emilie!" Julie havdet taget mobilen ud af hånden på ham. "Jeg var faktisk igang med at snakke med Justin!" Sagde jeg surt til hende. Hun skulle da ikke ødelægge det nu! Det var faktisk vigtigt! Og så slog det mig. Self! Hvorfor havde jeg ikke tænkt på det noget før?! "Du siger ingenting til ham! Er du med?!" Hvæsede hun. Jeg blev helt overrasket over at høre hendes stemme. Den hvæsen hun havde sagt det med. Passede ikke til den sukkersøde stemme hun normalt brugte. Jeg regnede ud at Justin ikke var i rummet mere. "Julie! Giv mig Justin!" Sagde jeg hårdt til hende. Hun svarede ikke, men lagde på.

 

JULIE'S SYNSVINKEL

 

Hvor længe kunne han sorge over Isabella? Så var det da ikke værre? Han havde jo mig. Jeg gik ned i stuen. Jeg havde bedt ham om at gå der ned, mens jeg snakkede med Emilie. "Hvad må jeg ikke vide?!" Justin lød sur. Havde han hørt mig? Han så ikke på mig. Han havde ryggen til mig. Jeg stod stivnet på trappen. Han sad i sofaen. Han sad bare der. Med ryggen til, men jeg tror heller ikke jeg havde lyst til at se hans ansigt nu. "Ikke noget Justin? Er du okay?" Jeg fik min stemme til at lyde bekymret og uskyldig. "Nej. Du skal ikke skifte emne! Hvad er det jeg ikke må få af vide?!" Gentog han. "Justin det... Det er altså ret privat. Og svært at sige." Jeg bed mig i læben. Han vendte sit hoved mod mig. Og så mig dybt i øjne. Hans ansigtudtryk ændrede sig. Han så bekymret på mig. "Hvad? Spyt ud." Sagde han hæst. "Justin jeg... Jeg elsker dig." Hviskede jeg. Han stivnede.

 

ISABELLA'S SYNSVINKEL

 

Jeg sad hjemme hos min far. Han havdet slået mig blå og gul. Men jeg var ligeglad. Lige nu var det eneste jeg tænkte på, Justin. Hvis jeg valgte at dø. Ville jeg så se ham igen? Ville vi møde hinanden oppe i himlen? Ville vi elske hinande ligesom på jorden? Min far sad inde i stuen. Han så en fodbold kamp mens han bælede den ene øl efter den anden. Det minde mig om den gang min mor døde...

 

Min far sad inde i stuen. Jeg var en smule bange for ham. Han slå på min mor. Og en gang imellem også mig. Men min mor passede godt på mig. Hele huset lugtede af de øler min far drak sig fulde i. "Isabella? Vi gå en lille tur. Ikke?" Hviskede min mor til mig. Jeg smilede op til hende og nikkede. Mit smil blegnede, da hun ikke smilte tilbage. Hun hjap mig med at få overtøj på. Så tog hun min hånd. hendes hånd var kold. Vi gik tavse, jeg kunne ikke genkende stedet. Vi endte ved en lille bro. Den så hyggelig ud. Min mor stoppede op. "Pas på dig selv. Du skal ikke tage hjem bag efter. Du skal løbe. Løbe væk. Okay?" Tårene trillede tavse ned af hendes kinder. Jeg nikkede, mine tåre var også begyndt at løbe. Selvom jeg ikke vidste hvad der skete nu. Min mor slap mig. hun stilte sig langt ud på kanten af broen. "Løb!" Råbte hun inden hun hoppede. Jeg løb ikke. Jeg var neglet fast til jorden. Tårene strømmede ned af mine kinder. Små lyde slap ud af min mund. "Hun dykker bare, hun dykker bare. Hun kommer snart tilbage." Tænkte jeg for at berolige mig selv. Så løb jeg. Jeg løb som hun bedte mig om. Men ikke væk. Hjem. Til min far.

 

Tårene var begyndt at trille ned af mine kinder, ved tanken. Jeg var kun 7 år den gang. Men jeg klarede den. Og nu sad jeg så her igen. His min far. Han havde låst mig inde. Men jeg kunne jo hoppe ud fra vinduet? Jeg var ligeglad med om jeg ikke overlevede. Vi boede på 4. sal. I en lille lejlighed, jeg ville nok ikke overleve at hoppe ud af vinduet. Men hvad havdede jeg at miste? Måske ville jeg møde Justin igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...