Love me...JDB 5

Justin og Isabella er gift. Men Julie lader ikke til at være ligeså glad for det, som de selv er. Vil hun nogen sinde finde en måde at få Justin til at elske hende i stedet for? Eller vil Justin og Isabellas kærlighed til hinanden være for stærk? Findes der noget der kan overvinde kærlighed? Er det en god eller dårlig ting? Jeg er ikke så glad for den her novelle, så det kan godt være jeg en dag laver den om, så den ender på samme måde men bliver lidt... Bedre;P

7Likes
39Kommentarer
1481Visninger
AA

4. Et skænderi

JULIE'S SYNSVINKEL

Kun én ting kan overvinde kærlighed. Jeg kom frem til det. Men det er ikke bare lige noget man leger med. Man skal virkelig stræbe efter det. Man skal som mig, ønske det så inderligt at intet andet kommer før det. Jeg tog mine sko og jakke på. For at gå over til Mrs. og Mr. Bieber. det var klamt bare at tænke på det. Jeg bankede roligt på døren. Det var nu. Var jeg blevet sindssyg? Nej. Isabella fortjente smerten. Og Justin. han skulle nok blive lykkelig igen. Det var Isabella der åbnede. Perfekt. "Ehm... Justin er lige i bad, vil du indenfor?" Spurgte hun venligt om. "Nej, det er okay. det er dig jeg vil snakke med." Bag hende kom Emilie, tror jeg hun hed. "JUSTIN! Du hjælper mig. Lige nu!" Sagde hun strengt, men for sjov. "Okaay?" Isabella tog tvivlende sine sko og jakke på. "Næ!" Hørte jeg Justin grine tilbage til Emilie inden Isabella lukkede døren bag os. Jeg troede ellers Justin var i bad? "Hvad vil du?" Spurgte hun, da vi havde gået i lidt stilhed. "Christopher har ringet." Løj jeg. "Hvad er der sket?" Spurgte hun bekymret. Ha. Hun hopper sikkert på den. "Han... han vil gerne selv snakke med dig om det. Han har det ret svært." Jeg prøvede at lyde ked af det. Det gik meget godt. Hun så mere bekymret ud end før. "Åh nej. Stakkels Christopher. Jeg siger det til Justin med det samme, vi tager der over nu." Hun var allerede på vej hjem igen. Jeg smilede. Det virkede. Vent. Sagde hun vi? Nej! Det skulle jo kun være hende! "Vent! Isabella. Det er ret personligt. Han vil have dig alene." Forsikrede jeg hende om. "Men Justin behøver jo ikke lytte med. Han skal bare være hos mig." Sagde hun og kiggede undrende på mig. Nok på grund af min reaktion. "Han vil ikke have Justin skal med!" Hvæsede jeg. Hun så forskrækket på mig. "Hvorfor ikke det?" Hun var jo idiot! "Fordi han føler at Justin har... Stjålet dig." Svarede jeg hurtigt. Jeg håbede det lød oprigtigt. "Han kan sgu blande sig uden om!" Bed hun. Flot Julie, nu var hun sur på Christopher. "Isabella! Han har det virkelig dårligt! Hjælp dig din ven lidt! I stedet for kun at tænke på Justin. Han skal nok klare en nat uden dig." Sagde jeg hårdt. Jeg ville gøre alt for at hun skred på stedet. Jeg ville have Justin for mig selv. "Du skal bare blande dig udenom! Hvorfor ringede han ikke bare selv?" snerrede hun. "Han er for ked af det Isabella, please hjælp ham. Jeg kan ikke holde ud at høre hans stemme. Han har det virkelig svært." Jeg gjorde min stemme blidere. Hendes ansigt udtryk ændrede sig. Hun havde skyldfølelse. Det kunne man nemt se. "Hvis han ikke vil have Justin med... Må jeg jo lade ham blive hjemme." Man kunne godt høre hun ikke ville forlade Justin. Hun ville ikke være et sted uden ham. Men hun ville heller ikke have han skulle savne hende hvis hun tog væk. Hun gik hjemad. Jeg gik med hende. Hun sagde ikke noget om det, så jeg regnede med at det var okay. Hun åbnede langsomt døren. Jeg lukkede den efter hende. Hun gik hen til Justin. Ville jeg se det her? Jeg tog mig sammen. Snart ville det være mig der sad i favnen på Justin. Jeg kunne vel godt klare at se det. Den ene gang? Hun satte sig ved side af ham, uden et ord. "Hvad er der sket?" Justin lagde armene om hende. Nej. Jeg kunne ikke se det. Jeg gik op oven på. Jeg gik på wc. For at gå glip af så meget som muligt. Jeg hørte kun få ord af deres samtale. "Ja... Alene." Sagde Isabella trist. Så var der en lang pause. "Hvorfor?!" Spurgte Justin,så en smule hårdt. Jeg var gået glip af noget. Det kunne jeg godt høre. "Fordi han er min ven! Du skal tale pænt om ham!" Det varede lidt, før jeg opdagede hvad jeg havde gjort. Et smil kom frem på mine læber. De var oppe at skændes!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...