Love me...JDB 4

Det her er 4'eren af Love me...JDB. Justin har spurgt om Isabella vil gifte sig med ham. Men hvad vil Isabella svare? Er hun klar til at blive gift? Og hvis hun ikke er, vil Justin så forlade hende? Og hvis hun bliver gift. Er det så hende og Justin der bliver gift? Eller har Isabella i virkeligheden stadig følelser for en anden dreng? Og hvis hun har, vil de så nogen sinde mødes igen? Kan ét enkelt spørgsmål i virkeligheden lave kaos i det hele? Vende alt på hoved, og miste den man elskede mest?

11Likes
16Kommentarer
2169Visninger
AA

15. Glæde.

JULIE'S SYNSVINKEL

 

Han bedte mig om at gå. Det var jeg glad for. Så kunne jeg være bare en lille smule alene. Så kunne jeg skrige af glæde. Sp kunne jeg smile, så kunne jeg danse. Så kunne jeg vise min glæde. Jeg var lykkelig. Endelig var det sket. Endelig havde Isabella fundet en anden. Endelig kunne jeg få Justin for mig selv. Han var min. Min for altid. Det galt bare om bilige trick nu. Han var ked af det. Han savnede en at holde om. Han savnede en at elske. Han savnede en at kysse. Jeg skulle med glæde være hende. Jeg kunne ikke miste ham nu. Nu ville Isabella aldrig komme tilbage til ham. Nu ville hun aldrig mere tænke på ham. Hun ville være ligeglad med om jeg fik Justin. Og Justin, ville ikke tænke over det han havde gang i. Han ville kun tænke på sit savn. Han ville tro det var mig han ville have, til evig tid. Vi ville blive gift og få børn. Uden nogen ville brokke eller blande sig i vores perfekte liv. Justin ville give mig kærlighed. Uden at vide at hans kærlighed i virkeligheden. Inderst inde var til Isabella. Men jeg ville med tiden glemme det dårlige. Jeg ville være så sikker i at han elskede mig. Jeg ville tage alt hans kærlighed til mig. Jeg ville være den bedste for ham. Hvem ville have Isabella? Hvordan havde det lykkes hende at få to drenge til at forelske sig i hende? Jeg forstod virkelig ikke drenge nogen gange. Jeg håbede de blev gift. Jeg håbede Christopher og Isabella blev gift, og ville holde deres fingre fra min Justin.

ISABELLA'S SYNSVINKEL

Jeg kiggede konstant på min mobil. Jeg ventede på at Justin ville ringe, som sandvadelig. Det gjorde han hver dag. Men alligevel kunne jeg ikke få øjne fra min Christopher. Han grinede stille af mig. Jeg ignorerede hans grin og holdte bare mit blik fast med hans. Efter nogle minutter hvor vi bare havde siddet og kiggede ind i hinandens øjne ringede min mobil. Som jeg havde regnet ud var det Justin. Jeg tog aldrig telefonen. Men det gjorde jeg den her gang. "Det Isabella." Jeg holdte vejret. Det var lang tid siden jeg havde snakket med Justin. "Hej." Sagde han, han prøvede at lyde kold. Men hans stemme knækkede over. "Justin! Hvad er der sket med dig, hvorfor..." Han afbrød mig før jeg kunne færdig gøre min sætning. "Hvorfor tror du?!" Hans stemme var pludselig hård og sur. "Justin jeg ved det ikke! Hvorfor tror du jeg spørger?!" Han irriteret mig. Min stemme blev en smule højre og hårdere, end det var meningen. "Undskyld. Jeg troede bare din hjerne virkede nok til at regne... Vent du har jo ikke nogen hjerne!" Svarede han koldt igen. Jeg blev virkelig sur på ham. "Hvis du bare har ringet for at svine mig til, så farvel!" Sagde jeg hårdt. Men jeg lagde ikke på. "Ha. Det var nu ikke dig jeg ville svine til." Han grinede hånde. ARGH! Han var virkelig irriterende. Jeg forstod ikke jeg engang elskede ham? Hvad var der galt med mig den gang? Jeg må have boet i min egen lille verden eller noget. Hvor han var meget sødere. Nårh nej... Ikke engang den gang var han sød. Nej jeg forstod mig ikke. "Nårh. Jeg skal høre dig på du sviner min kæreste til en time eller hvad?" Gættede jeg. Han fnøs. "Jeg forstår bare ikke hvad der er så fantastisk ved ham, når du ved jeg kan give dig det der er meget bedre!" Svarede han surt. Jeg grinede hånde. "Hvor er du dum at høre på. Dig give mig et bedre liv en sammen med Christopher?" Spurgte jeg, som om han var sindssyg. Han sukkede irriteret. "Christopher er så..." Mere hørte jeg ikke da jeg lagde på. og smed min mobil i sengen. Christopher kiggede bekymret på den, også op på mig. Men da jeg smilede smilede han også.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...