Love me...JDB 4

Det her er 4'eren af Love me...JDB. Justin har spurgt om Isabella vil gifte sig med ham. Men hvad vil Isabella svare? Er hun klar til at blive gift? Og hvis hun ikke er, vil Justin så forlade hende? Og hvis hun bliver gift. Er det så hende og Justin der bliver gift? Eller har Isabella i virkeligheden stadig følelser for en anden dreng? Og hvis hun har, vil de så nogen sinde mødes igen? Kan ét enkelt spørgsmål i virkeligheden lave kaos i det hele? Vende alt på hoved, og miste den man elskede mest?

11Likes
16Kommentarer
2152Visninger
AA

12. En hjælpende hånd. Eller?

JUSTIN'S SYNSVINKEL

Jeg var på vej hjem i et fly. Isabella måtte have undgået mig i en uge... Jeg havde ledt over alt. Hun var ingen steder. Jeg havde også skrevet med Julie, men hun vidste ikke noget. Hun havde bare sagt at jeg ledte efter hende. Men det var også nok til at Isabella havde en plan i ærmet. Julie ville komme hjem til mig i morgen. Så ville hun hjælpe mig med at finde Isabella. Få lige meget hvor meget det føltes sådan. Var Isabella ikke forsvundet. Hun var stadig et sted i L.A. Hun var ikke væk for altid. Jeg ville finde hende. Om det så ville være det sidste jeg gjorde. Jeg ville med glæde dø for Isabella. Uden hende var der alligevel heller ikke nogen grund til at leve. Uden hende var der ingenting der gav mening mere. Uden hende, var der heller ingen mig.

(NÆSTE DAG!) JULIE'S SYNSVINKEL

Jeg var på vej over til Justin. Jeg skulle hjælpe ham med at finde Isabella. Jeg fnøs da jeg tænkte hendes navn. Hvis jeg fandt hende, ville jeg så overhoved kontakte Justin? Ville jeg lyve og sige hun var væk? Eller at hun havde en anden? Jeg måtte få Justin til at tro, at jeg ville gøre alt for at finde Isabella. Men som om hun betød noget for mig. Men hans stemme. Hans øjne. Hans hår. Hans smil. Alt ved ham. Han var fantastisk. Jeg ville ønske der ikke var nogen Isabella. Jeg ville ønske han var min. Hvad så han også i hende. Hun var jo grim, irriterende og egoistisk. Hun skred fra ham. Han burde se på hvad han kunne få. I stedet for at kæmpe for at få hende. Jeg ville med glæde tage mig af ham. Jeg ville gøre ham lykkelig. Jeg ville aldrig skuffe ham. Jeg ville aldrig forlade ham. Jeg ville sige ja, hvis han ville giftes med mig. Hvorfor kæmpede han så for at få en, der skred fra ham. Sagde nej til ham. Gjorde ham ulykkelig. En der skuffede ham. Når han kunne få mig? Jeg bankede på den store dør, og Justin åbnede og lukkede mig indenfor. "Hej Justin." Smilede jeg til ham. Og prøvede at lyde så normal som muligt. Min stemme var ikke for sød. Som om nogen havde helt flere kilo sukker i mig. Men lidt sød var den da. "Hej Julie." Han prøvede at lyde glad. Men han var stadig nede. Det kunne man nemt høre. Jeg måtte vente. Han ville være nem at få fingrende i nu. Fordi han savnede hende. Men hvis han så fandt hende, kunne jeg stå tilbage med tåre i øjne. Uden han ville se tilbage på mig. Jeg måtte vente. "Ved du hvor hun er nu?" Spurgte Justin, og afbrød der med også mine tanker. "Hm... Rosa er jo ikke rigtig i kontakt med hende mere. Men jeg kan da spørge." Jeg ville på ingen måde havde at han sendte mig hjem igen. Vi skulle være gode venner. Vi skulle være bedste venner. Vi skulle være så gode venner at hans lille Isabella blev jaloux. Vi skulle være så gode venner at hun ville forlade ham for altid. Vi skulle være mere end bare venner. Jeg sendte den besked, som jeg havde skrevet mens jeg tænkte. Der var ikke nogen grund til at ringe. Så ville jeg bare have svaret for hurtigt. Jeg ville gerne blive her i en uge. Eller mere. Men jeg skulle kun sove en nat også hjem igen. Med mindre jeg var til så god en hjælp at han havde brug for mig. Så blev jeg lidt længere. Så hvis jeg trak tiden lidt ud. Kunne vi jo lave noget andet i mellem tiden? Jeg smilede ved tanken. Jeg kunne nemt forstille mig, gå sammen med Justin. Jeg kunne mærke hans kram. hans kys. Jeg forstille mig at han friede til mig. Mine tanker blev så virkelige at jeg næsten troede det skete i den virkelige verden. Men det gjorde det desværre ikke. Endnu. Min mobil vibrerede, jeg tog den hurtigt op af min lomme. Da jeg læste beskeden blev jeg fyldt med glæde. Men kun inden i. Uden på var jeg trist. Uden på havde jeg medlidenhed. Inden i var mit livs lykke sket. Jeg var tæt på at smile. Men jeg lod være. Så ville Justin gennemskue mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...