Love me...JDB 4

Det her er 4'eren af Love me...JDB. Justin har spurgt om Isabella vil gifte sig med ham. Men hvad vil Isabella svare? Er hun klar til at blive gift? Og hvis hun ikke er, vil Justin så forlade hende? Og hvis hun bliver gift. Er det så hende og Justin der bliver gift? Eller har Isabella i virkeligheden stadig følelser for en anden dreng? Og hvis hun har, vil de så nogen sinde mødes igen? Kan ét enkelt spørgsmål i virkeligheden lave kaos i det hele? Vende alt på hoved, og miste den man elskede mest?

11Likes
16Kommentarer
2155Visninger
AA

20. Brylluppet

 Det var i dag. Jeg skulle giftes. Jeg var mere nervøs, end jeg havde regnet med at jeg ville være. Christophers far Willy, skulle følge mig ned af kirkegangen, i stedet for min egen far. Han var slet ikke inviteret. Han troede sikkert jeg var død. Hvis han overhoved kunne huske mig? Christopher var allerede gået. Jeg skulle gå om 10 min. Jeg skulle bare lige klare det sidste. Jeg skulle have makeup på. Noget jeg aldrig gjorde. Men som Julie havde tvunget mig til. Mit hår skulle sættes op og jeg ved ikke hvad. Julie hvinede lykkeligt da jeg kom ned til hende og Willy. Willy havde tåre i øjne. Han var sikkert stolt over at hans søn skulle giftes. Jeg smilede til dem og vi gik sammen ned til Willys bil. Julie var okay sød, når det kom til stykket. Men vi ville nok aldrig blive venner. Der var stadig et eller andet over hende, som jeg ikke kunne holde ud. Julie hvinede hele tiden at jeg var så smuk, og at det her ville blive så romantisk. Jeg måtte da indrømme at jeg var meget pæn. Men hun overdrev dog ret meget. Jeg var ikke smuk. Det ville jeg ikke sige. "Iiih! Nu er vi her!" Hun hev mig nærmest ud af bilen. Og op til kirken. Hun tog mig i hånden. Jeg var ved at dø. Så nervøs var jeg. "Bare rolig det skal nok gå. Du skal ikke bære bange. Lad være med at kigge nogen i øjne. Bare sig ja, og smil!" Trøstede hun mig. Jeg tog en dyb indåndingen. Så slap jeg hendes hånd og tog Willys arm. Julie løb hjem til mig og Christopher igen. Hun skulle ikke se os blive gift. Da hun skulle lave et eller andet til efter festen. Vi holdte den lidt længere væk en fra vores hjem. I en stor have. Jeg klemte Willys arm en enkel gang, inden vi gik ind i den store kirke. Hvis min mor havde levet nu, ville hun hade mig. Hun ville være skuffet over mig. Min far ville dræbe mig, hvis han var her. Jeg turde ikke engang tænke på min far. Selvom Julie havde sagt jeg ikke skulle se nogen af gæsterende i øjne. Kunne jeg ikke lade være. Der var en del jeg ikke kendte. Da de var Christophers familie og venner. Jeg kunne genkende Jacob der sad og smilede til mig. Mikkel sad der også han sad ved siden af Victoria, Chris, Chaz, Caitlin, Emilie og Ryan. Gud hvor havde jeg savnet dem. En enkel tåre faldt ned af mine kind, da jeg så dem, af glæde. Men så var der noget der fik mit hjerte til at gå i stå. Alt sortnede et øjeblik for mig. Jeg var ikke sikker på om jeg var stoppet op mit på kirkegulvet. Da jeg var fuldstændig i chok. Det var ikke kun mine venner der sad og kiggede op på mig. Jeg ville nok ikke have lagt mærke til ham Hvis ikke det var for hans ansigt udtryk. Alle sad og smilede rundt omkring ham, han selv sad med et såret udtryk. Jeg lukkede øjne hårdt i, og kiggede væk fra gæsterende og ikke mindst ham. I stedet så jeg op på min kommende mand. Han smilede stort til mig. Jeg gengældte hans smil. Jeg prøvede at glemme gæsterende og  gik i takt med musikken. Der rungede over mig. Willy slap min arm der holdte stramt om hans. Jeg stite mig ved siden af Christopher. Jeg fulgte ikke med i præstens prædike. Præstens stemme var kun en svag summen. Og alligevel så høj. Kirken lavede en rungende lyd, hver gang præsten sagde noget. Men jeg var ikke specialt opmærksom på hans ord. Mine tanker var et helt andet sted henne. "Ja." Hørte jeg Christopher sige, højt og tydeligt. Jeg tænkte på det billede af mig og Justin, der lå der hjemme i den hemmelige skuffe. Jeg tænkte på det billede af mig og Christopher der hang om min hals. Jeg vendte en enkel gang mit hoved. Der sad han. Hans øjne var fyldte med tåre. Men det var ikke fordi han var stolt, eller han syntes det var romantisk. Nej. Han var skuffet. Han kiggede mig direkte ind i mine øjne. Hvorfor var han her overhovedet? Jeg havde gjort det klart for Julie at han ikke skulle med. Præsten kiggede ventede på mig. Et par stykker kiggede den vej jeg så. Jeg vendte mig mod Christopher. Han elskede mig. Jeg elskede ham. Men var det nok? Skulle vi nu giftes? Skulle vi blive sammen til døden skilte os ad? Var det, det jeg ønskede? Igen kiggede jeg bag mig og mødte Justins blik. Han kiggede hurtigt ned i gulvet. "Nej." Fik jeg fremstammet til sidst. Jeg så undskyldende på Christopher og løb så ud af kirken med tåre i øjne. Jeg hørte nogen skridt løbe efter mig, men jeg så mig ikke tilbage. Nogen Undrende blikke fulgte mig hele vejen ud af kirken. Tårerne var for længst begyndt at løbe lydløst ned af mine kinder. Jeg havde mistet Christopher. For altid. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...