Love me...JDB 3

Lavede en 3'er alligevel;P kedede mig... Det her er 3'eren af Love me...JDB. Isabella har begået selvmord. Hun mente det var det bedste. Men vil Justin nogen sinde finde ud af det? Og hvad med Christopher? Elskede han også Isabella? Vil Isabella nogen sinde vågne igen? Vil hun nogen sinde se dem hun elskede i øjne igen? Og vil hun nogen sinde kunne smide sit gamle liv bag sig, og komme videre?

9Likes
19Kommentarer
1766Visninger
AA

11. *Et godt navn*;)

Han kiggede mig dybt ind i øjne, uden at svare. Jeg sank en klump. Jeg mærkede min håndflader blive svedige. Havde han tænkt sig at svare? Eller ville han pinde mig til døde? Jeg sagde ikke noget, men ventede bare på han svarede. Jeg ville ikke presse ham, måske skulle han bare bruge tid? Minutter gik, hvor han ikke sagde noget. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Jeg kunne snart ikke vente mere. Jeg prøvede at ignorere mine tanker. I stedet prøvede jeg at læse hans ansigt. Det var anspændt. Men han så stadig lidt glad ud. Han var jo umulig! Jeg sukkede. Han gjorde ikke noget ved det. Hans hænder holdte om mit hoved. Så jeg ikke kunne flytte blikket fra hans øjne. Jeg løsnede hans greb om mit hoved. Han kiggede undskyldende på mig. Men smilede så. Jeg forstod virkelig ikke den dreng. "Justin... Undskyld, jeg skulle aldrig have sagt det til dig. Hvis du ikke føler det samme er det okay, jeg har bare ville sige det så længe nu." Sagde jeg stille og mærkede tårerne presse på. Men jeg gav dem ikke lov til løbe ned af mine røde kinder. Jeg kunne høre ham grine. Men jeg kiggede ikke på ham. Jeg kiggede ned på mine pludselige vildt spændende fingre. Igen løftede han mit ansigt. Men jeg nægtede at se ham i øjne. I stedet kiggede jeg ind i den hvide væg. Han sukkede. "Isabella, se på mig! Jeg beder dig." Sagde han i en lav tone. Jeg gav op og kiggede ind i hans smukke øjne. "Undskyld jeg ikke svarede dig, undskyld du skulle vente..." Han tav lidt. "Men jeg glemmer aldrig sidst du sagde de ord. Jeg så dig aldrig igen." Jeg begyndte langsomt at forstå ham. Han var bange for at miste mig. Jeg kom til at smile. "Justin, jeg lover, at jeg aldrig vil forlade dig." Sagde jeg og lagde tryk på 'aldrig.' Han smile et lille forsigtigt smil. Men han sagde ikke noget. Jeg ventede igen. Denne gang kun 1 minut, men det var også nok til at jeg begyndte at blive i tvivl. Så bøjede han sig ind over mig, hans perfekte læber ramte mine i et blidt kys. Jeg havde helt glemt hvordan det var kysse ham. Jeg havde virkelig savnet ham. Han trak sig lidt væk fra mig. Men stadig så han var helt tæt på mig. Jeg kunne mærke hans varme ånde mod mit ansigt. "Jeg elsker også dig." Sagde han så endelig. Jeg smile og kyssede ham igen. ------------------------------------------------------------------------------------------------------- EN MÅNED SENERE! Jeg var blevet udskrevet for 2 uger siden. Jeg nød at jeg ikke mere var indelukket på det lille hospitals værelse. Mig og Justin var stadig ikke gået fra hinanden. Vi havde holdt en måned nu! Okay det burde ikke være noget stort, det var ikke første gang, men det var stort, for mig i hvert fald. Han havde kunne holde mig ud i en måned! Vi var sammen hele tiden, intet kunne skille os ad. Jeg var flyttet hjem til ham igen. Da jeg ikke rigtig havde nogle bedre steder at bo. Og jeg måtte indrømme, at hans hus var 10006 gange bedre end den lille lejlighed jeg havde boet i før. Jeg passede ikke Filippa mere. Jeg havde  faktisk slet ikke set hende eller hendes far siden den gang. Gad vide om de stadig troede jeg var død? Jeg havde heller ikke set noget til Christopher og Rosa. De levede vidst lykkeligt uden mig. Og desuden kendte jeg ham jo ikke så godt mere da jeg havde glemt ham... Men den bedste grund var nok, at han boede i L.A. og jeg boede i Atlanta. Men jeg måtte indrømme at jeg slet ikke savnede dem. "Skal vi gå over the Beadles?" Justin afbrød mine tanker. Jeg så op på ham. Han var lige kommet hjem fra noget arbejde. Jeg plejede at tage med. Men jeg havde bare virkelig meget brug for noget søvn, så jeg sprang over den ene gang. "Hm... Fint med mig." Jeg tog en af Justin s trøjer på. De duftede dejligt af Justin også nogle løse bukser. Han stod nede vi gangen og ventede på mig. Jeg fik sko og jakke på. Vi gik hånd i hånd ned til bilen. Men da vi kom ind i bilen, blev vi nødt til at give slip på hinanden. Da Justin jo ikke skulle køre galt. Jeg havde det endelig lidt dårligt med at køre bil efter den gang. Men det var kun Justin der vidste det, og han prøvede at vænnede mig af med det. Da vi jo blev nødt til at køre i bil ret tit. Han parkerede fora the Beadles hus og åbnede bil døren for mig. Jeg gik ud af bilen og fulgtes med Justin op til døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...