One Night Stand (JB) 5

Cady er 'endelig' single og fri. Glæden er bare ikke i top. Men hvem ville være glad for at finde sin kæreste og gamle bedste veninde i færd med at have sex?
Det er ved at være forår, og Cady og Russell bliver bedre og bedre venner. Samtidig har de lyst til at lave sjov med Justin, for at give ham gengæld, for det han gjorde mod Cady. De arrangerer nemlig et fake-forhold, som alle tror på. Justin bliver mere og mere frustreret, og Cady bliver mere og mere varm på en anden person, som hun ikke havde regnet med...

528Likes
1207Kommentarer
238004Visninger
AA

22. Skal, skal ikke?

Jeg var knust. Fuldstændig knust. Og jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle gøre nu. På en eller anden måde havde jeg troet, at mit liv var ved at samle sig igen, men jeg tog åbenbart helt fejl. Det var det mest forfærdelige følelse, jeg rendte rundt med lige nu. Jeg havde bare lyst til at gemme mig væk fra alt og alle.
Jeg kunne virkelig ikke forstå, at Justin kaldte mig billig. Jeg var da ikke billig? Og jeg løj ikke for at få sex! Jeg havde været sammen med tre i alt. Ham, Russell og, suk, Steffen. Det var da ikke billigt at være sammen med tre. Men det var det åbenbart ifølge ham.. Ellers var det fordi, at han virkelig troede, at jeg legede med hans følelser, hvilket jeg ikke gjorde.
Jeg sad lige nu på mit værelse og stirrede ud i luften fra min seng af. Det var bælgmørkt, og man kunne høre vinden hyle udenfor. Jeg havde ikke orket at rejse mig og tænde for lysten, siden det blev lidt mørkt. Nej, jeg sad bare på min flade røv og stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke rigtig andet. Jeg kunne overhovedet ikke tænke klart. Hele mit hoved kørte bare rundt i tanker. Om Justin selvfølgelig. Jeg kunne bare ikke tro.. at han havde kaldt mig det lort! Hvis han virkelig ville have mig tilbage, ville han ikke ha' gjort det.

Justins synsvinkel
Jeg kunne ikke fatte, at Cady lige havde smidt mig af hendes hus. Jeg var sgu da lige i gang med at fortælle hende noget, og så skriger hun fandeme bare af mig. Og de ting hun skreg, var eddermaneme den største omgang lort, jeg nogensinde har hørt. Jeg trådte blidt på speederen, så bilen kørte af sted igen.
På en måde følte jeg mig som den onde denne her gang... Jeg havde lige kaldt Cady en billig tøs. Og sagt, at jeg fortrød alt med hende. Mente jeg det overhovedet? Ja og nej. Det fløj jo egentlig bare ud af min mund. Og, at jeg fortrød alt med hende, det mente jeg så ikke lige..
For helvede, Justin, din klovn.
Ja, nu får jeg hende sgu nok ikke tilbage!

Cadys synsvinkel
Hele aftenen sad jeg bare og kiggede ud af mit vindue. Jeg sad bare og tænkte på Justin. Ham, jeg elskede allermest. Og som sårede mig allermest. Han havde kaldt mig billig? Hvordan fanden kunne han få sig selv til det? Gjorde det ham glad at sige sådan noget til mig?
Jeg sukkede og lagde mig langt om længe ned i min seng og kiggede op i loftet i stedet for ud af vinduet. Det var begyndt at blive lidt mørkt, så jeg kunne ikke se helt så meget, kun fornemme lygtepælene, der stod ude ved vejen og lyste ind af mit vindue.
Argh, Justin din...! Jeg fucking hader dig. Jeg har lyst til at smække dig en i hovedet, så du selv kan mærke, hvordan det føltes at blive kaldt billig. Klamme idiot.
Og selvfølgelig tog jeg det tilbage. Han er ikke en idiot. Jeg har ikke lyst til at smadre ham. Jeg hader ham ikke. Jeg elsker ham tværtimod. Men det er åbenbart slet ikke gengældt.

Jeg vågnede op næste dag kl. halv otte. Jeg havde vist glemt at sætte vækkeuret. Hvis det var en normal dage uden problemer, havde jeg valgt at skynde mig i skole, men jeg orkede det slet ikke i dag. Jeg havde været vågen næsten hele natten og bare tænkt på Justin.
Jeg rejste mig og slentrede nedenunder for at se, om far eller Penelopé var hjemme. Det var kun far. Han sad inde i stuen og skrev et eller andet på en blok.
”Godmorgen,” sagde han og så op på mig. Jeg nikkede.
”Skal du ikke i skole?” spurgte han mig. Jeg trak på skuldrende.
”Ikke hvis jeg kan blive fri,” mumlede jeg. Han lagde blokken fra sig.
”Hvad er det?”
”Jeg har bare enormt ondt i hovedet,” løj jeg. Han skulle ikke vide, at det var på grund af Justin.
”Det er i orden. Hvis det kunne jeg også godt bruge din hjælp i dag,” svarede han. Dejligt. Begge dele.
”Med hvad?” spurgte jeg nysgerrigt.
”Jeg skal finde noget musik, og du er vist den rette, jeg kan spørge,” svarede han. Jaaa, noget sjovt for en gangs skyld.
”Jeg kunne ikke finde noget band, der havde tid, så vi må nøjes med en cd,” sagde han. Jeg nikkede og kom automatisk til at tænke på Justin. Suk.
”Den kan jeg godt klare,” sagde jeg så.
”Tak.”
Jeg rejste mig og gik op på mit værelse igen. Appetitten var ikke en gang stort, så jeg gad ikke spise morgenmad. Jeg tog blot min MacBook i min hånd og lagde mig på min seng, hvor jeg satte mig op ad væggen og tændte MacBooken. Så begyndte jeg at finde nogle sange. Jeg havde allerede nogle, også fandt jeg nogle, som jeg købte via iTunes.
Det havde jeg brugt næsten to timer på. Og så orkede jeg ikke mere. Jeg var bare træt, og følte mig egentlig ret syg, selvom jeg jo ikke var syg.
Jeg kunne se, at min iPhone vibrerede, derfor tog jeg den.
Russell skrev: Hvorfor er du her ikke?
Jeg kunne samtidig se, at Chris også havde spurgt om det. Fem gange. Jeg lagde bare min iPhone fra mig igen, da jeg ikke orkede at svare hende.
Jeg ville bare sove. Væk fra mine tanker. Væk fra Justin.

De følgende dage, pjækkede jeg. Jeg løj bare overfor min far og sagde, at jeg havde det enormt dårligt. Vidste godt, at det var dumt, men jeg havde bare brug for en pause fra alting og koncentrere mig om mine tanker om Justin.. Ligeud sagt var det hans skyld, at jeg pjækkede.
Det var fredag i dag. Jeg sad lige nu og kiggede på sko inde på nettet. Til brylluppet. Og så sad og jeg og prøvede at finde en frisure, som jeg kunne have. Og makeup. Det var lige nu det eneste, som jeg glædede mig til. Der var bare intet i mit liv, som jeg havde lyst til lige nu. Jeg var som en ensom munk, der ikke lavede en skid. Jeg ville dø ensom, tror jeg næsten.
Da skærmen på min iPhone lyste op, så jeg på den. Russell ringede. Jeg overvejede lidt at tage den, men lod være. I stedet for lagde jeg bare på. Jeg orkede ikke at snakke med ham lige nu. Ligesom de andre dage...
”Cady?”
Det bankede på min dør og Penelopé åbnede døren og stak hovedet ind.
”Mm?” svarede jeg kort og så træt op på hende.
”Der er mad,” sagde hun, som om hun havde sagt det ti gange og gik igen. Jeg lagde min MacBook fra mig og rejste mig. Så gik jeg nedenunder og ind i spisestuen. Mit blik strejfede spejlet, der hang på væggen. Jeg havde stadigvæk morgenhår, og mit nattøj sad sjusket på mig. Og det var aften.
Far var ikke hjemme, han havde noget arbejde, så det var kun Penelopé og jeg her til aften. Det havde jeg det egentlig fint nok med. Bare noget stille og roligt noget.
Jeg gik ind i spisestuen til hende og satte mig ved bordet.
”Du ser træt ud,” sagde hun og studerede mig grundigt.
”Grim,” svarede jeg bare og drak et glas vand i en slurk. Jeg kunne mærke, at det røg igennem mit spiserør. Ubehageligt.
Penelopé grinede lidt. Jeg smilede bare svagt og begyndte at spise.
”Så er der kun 21 dage tilbage,” sagde hun for sig selv og smilede lidt. Hun glædede sig meget, kunne man bare høre.
”Jeps,” svarede jeg lidt stille og tog en pastaskrue ind i munden.
”Og så er jeg en rigtig kvinde,” mumlede hun for sig selv. Og så det...
”Hvem skal egentlig være brudepige, udover mig?” spurgte jeg.
”Hmm, lad mig se. Din mor vil ikke have dine brødrer kommer, og jeg har ingen børn eller noget, så... kun dig,” svarede hun og smilede sødt. Okkaaay? Kunne hun ikke bare ha' sagt, at det kun var mig?
”Det mener du ikke, vel?” sagde jeg hurtigt.
Blikke. Sceneskræk.
Hun nikkede og så forvirret på mig.
”Er der noget galt i det?”
Jeg gloede olmt på hende.
”Halloo?! Jeg failer! Jeg falder og brækker foden, og så bliver jeg kendt som 'hende, der brækkede foden til brylluppet',” nærmest panikkede jeg. Penelopé begyndte at grine af mig.
”Cady, vi har generalprøve inden,” forsikrede hun mig.
”Jamen..” begyndte jeg.
”Bare rolig. Du failer ikke,” afbrød hun og smilede stort. Jeg sukkede og så på min tallerken, der var ret så tom.
”Kommer Russell egentlig?” spurgte hun. Nå jo, det havde jeg glemt at sige...
”Ja, det gør han,” svarede jeg hurtigt. Hun nikkede.
Og så begyndte stilheden at sværme ind over os.
”Cady, må jeg godt spørge dig om noget personligt?” spurgte hun pludseligt. Jeg nikkede og fik en nervøs følelse i maven. Nu ville hun ikke spørge mig om sådan noget... er du gravid? Ryger du? Bla bla bla.
”Er dig og Russell stadigvæk sammen?”
Jeg havde stadigvæk ikke fjernet det forhold inde på Facebook..
”Nej,” svarede jeg kort og så væk. Jeg kunne allerede mærke, at tårerne pressede på her. Ikke på grund af Russell, men ham, der ødelagde alt for mig.
”I virkede da ellers... ja, gode sammen,” sagde hun stille. Jeg kunne bare mærke hende blik hvile på mig.
”Det var vi også,” mumlede jeg bare. Jeg ville gerne væk lige nu. Jeg havde slet ikke lyst til at snakke om det.
”Men er i så slet ikke venner mere?” spurgte hun mig. Jeg så hen på hende og nikkede.
”Vi er bedste venner,” sagde jeg og stirrede lidt på hende. Hun nikkede.
”Må jeg gætte på, at det er Justin, der er i vejen?”
Hvordan vidste hun det??
Jeg sank en klump og var virkelig tæt på at bryde sammen i gråd.
Hun kunne se det på mig.
”Cady...”
Der gik ikke et split sekund, før jeg havde begravet mig ansigt i mine hænder og græd.
Jeg kunne høre, at hun rejste sig op og kom hen til mig og med det samme, kunne jeg mærke hendes hænder køre rundt på min ryg.
Hun satte sig på stolen, der stod ved siden af min og aede min skulder.
”Vil du fortælle mig det?” lød det fra hende.
Skulle jeg?
Eller skulle jeg bare holde det indelukket..?
Måske kunne hun hjælpe mig?
Ellers ville hun sige det til min far...
Så måtte hun gøre det.
Jeg så op og tørrede min øjne. Penelopé så bare på mig med medlidenhed.
”Jeg savner ham bare så meget,” mumlede jeg og fik tårer i øjnene igen. Min stemme rystede, og jeg var bare virkelig.. smadret.
Hun nikkede lidt.
”Men jeg troede, at du var ovre ham?” spurgte hun. Jeg rystede på hovedet.
”Det har jeg aldrig været...” svarede jeg og tørrede mine øjne igen. Det var nu lidt lige meget, da der bare kom flere tårer ned.
”Ved han det?” sagde hun og fjernede en tot hår, der sad ned i mine øjne og satte det om bag mit øre.
Jeg trak på skuldrende. Han troede jo, at jeg løj.
”Han savner også mig,” begyndte jeg og snøftede en enkelt gang. Det var sandt. Det havde han selv indrømmet!
”Hvad er så problemet?” spurgte hun og så forvirret på mig.
Ja, det her var altså fra efter vi havde sex.... Da jeg troede, at vi havde en chance sammen. Men så blev den chance taget ud af hånden på mig.
”Det var fordi.. Til min fest kom han. Og så havde han taget Selena med for at gøre mig jaloux. Og så kyssede de, og det blev jeg ret ked af.. Så jeg gik op på mit værelse og sad der. Og så kom han derop, og så...”
”Cady, slap af, du kludrer fuldstændig i ordene.”
Jeg tog en dyb indånding og tog det lidt roligere.
”Han.. kyssede mig deroppe. Og så havde vi sex. Og jeg troede, at vi skulle være sammen igen, men han kontaktede mig ikke. Og så troede jeg, at han bare legede med mine følelser, men det var jo fordi, at min iPhone var blevet nakket. Det havde jeg slet ikke tænkt over. Så i tirsdags så han, at Russell gik med armen rundt om mig, og så troede han, at jeg havde leget med hans følelser. Og så skændtes vi virkelig meget..”
Jeg kludrede totalt i orden igen og begyndte at græde endnu mere end før.
”Men det er jo en misforståelse,” svarede Penelopé mig.
Jeg rystede på hovedet og så alvorligt på hende.
”Han kaldte mig en billig tøs, der leger med folk for at få sex.”
Hun så sødt på mig.
”Cady, hør her... Folk kan sige ting et øjeblik, som de ikke mener bagefter. Tror du, at Justin mente det?”
Jeg nikkede.
”Han sagde det på en totalt led og ondskabsfuld måde,” mumlede jeg trist. Årh, jeg hadede mit liv lige nu!
”Hvad sagde du så efterfølgende?” spurgte hun videre.
”At jeg fortrød, at vi havde været sammen, og jeg hadede ham,” svarede jeg lavt. Måske havde jeg så ødelagt det hele nu?
Hun så lidt på mig.
”Det var måske heller ikke særlig godt..”
Han havde kaldt mig billig, det skulle han sgu ikke slippe godt fra!
”Er det derfor, du har været hjemme hele ugen?” sagde hun undrende. Busted..
”Ja,” mumlede jeg kort.
”Jeg havde bare.. brug for en pause fra det hele.”
Hun nikkede.
”Det er også i orden,” svarede hun kærligt. Jeg svarede ikke
”Men du elsker ham stadigvæk, ikke?” spurgte hun mig.
”Jo...”
”Og han elsker dig?”
Jeg nikkede lidt.
”Så synes jeg, at i burde se at komme op på hesten igen. Tag hen og tal med ham. Tale, ikke råbe. Forklar ham, alt det, der er sket. Sig, at du savner ham.”
”Det kan jeg ikke,” mumlede jeg og opdagede, at en tåre fór ned ad kinden på mig.
”Hvorfor ikke?”
”Jeg tror bare ikke, at han gider mig mere...”
”Cady, hvis han virkelig elsker dig, så gider han dig godt. Har han ikke givet dig noget på hans kærlighed til dig?” sagde hun og så seriøst på mig.
Han har jo givet mig meget... Men én ting har han da givet mig helt præcist.
”Han gav mig en promise-ring,” svarede jeg. Hun så på mig og smilede.
”Du bør tale med ham.”
Havde hun ret? Skulle jeg forsøge? Eller skulle jeg bare gemme mig? Måske kunne det resultere i noget godt, måske noget dårligt. Men måske ville det være det hele værd.
”Jeg orker det i hvert fald ikke lige nu..” sagde jeg så. Hun nikkede.
”Så gør det i morgen. Tænk over, hvad du vil sige. Og så sig det roligt, så han ikke bliver sur.”
Jeg nikkede. Jeg var ikke helt overbevist, om jeg skulle gøre det. Måske, måske ikke.
”Tak,” mumlede jeg så. Hun nikkede.
”Kan du svare mig på et spørgsmål?” spurgte hun så. Jeg tørrede mine øjne, imens jeg nikkede.
”Hvad synes du om, at jeg kommer ind i familien?”
Jeg smilede svagt.
”Jeg syntes, at det er fantastisk,” fastslog jeg. Hun gav mig et blik, som om hun ville prøve at gennemskue mig, men hun havde ikke rigtig noget at gennemskue. Jeg ville jo gerne have, at hun kom ind i familien.
”Mener du det?”
Jeg nikkede.
”Så du hader mig ikke mere?”
Hun hentydede til den første gang, jeg mødte hende.
”Nej.. Jeg var bare sur over, at far ikke havde fortalt mig noget,” sagde jeg. Hun nikkede smilende.
”Det forstår jeg også godt.”
Jeg smilede lidt og rejste mig så.
Vi hjalp hinanden med at tage af bordet, og derefter gik jeg op på mit værelse igen.
Jeg tænkte meget over det, Penelopé sagde til mig.
Skulle jeg tage hen til Justin?
Skulle jeg bare tilgive ham?
Måske var det min sidste chance hos ham...
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...