U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
11036Visninger
AA

10. Taylors synsvinkel.

Jeg kunne se på ham, at han tøvede. tog fat i begge mine hænder, og holdte dem stramt, mens han kiggede på mig med et gennemborende blik. Det gav mig ubehag. Han åbnede munden, og skulle til at sige noget, men han nåede det ikke.

”BOMBE!” blev der råbt i kor, og en masse af lejrens deltagere kom løbende ned på molen. De stoppede ikke, men fortsatte direkte ned i vandet. Der var to af Jasons ’venner’, og ellers kunne jeg ikke kende andre.

Jason gik i panik - han ville nok ikke ses med mig - og slap mine hænder, så de faldt slapt ned. ”Hva’ så, skal du med i Jason?” råbte en dreng, som åbenbart kendte ham. Jeg tror, at det var ham, som hed Jacob.

Jason rystede på hovedet, men vendte alligevel ryggen til mig. Det tog jeg, som en chance. En chance for at stikke af. Jeg ville ikke snakke med ham, jeg ville bare gå, og holde det hemmeligt – især for ham.

Jeg talte til tre, og begyndte at løbe. Men han vendte sig ikke om, for at kigge efter mig. Han stod bare med blikket rettet mod vandet, der hvor alle de andre hoppede i.

Jeg var hurtigt hjemme ved hytten, men der var ingen. Hvor var Ariana? Var hun taget ned til søen sammen med alle de andre? Jeg overvejede lidt at gå ned at kigge, men lod være. Jason var der.

Jeg smed mig i sengen, og fiksede min lillesøster, lorte, iPod op. Jeg satte høretelefonerne i, og startede en tilfældig sang. Da jeg ikke brød mig særlig meget om den, gik jeg bare på internettet igen. Der kunne jeg altid finde en sang, som jeg kunne lide, og ikke bare, hvad min lillesøster hørte – der mest var Bieber-relateret.

Jeg fandt en sang, som vakte mange minder frem – dårlige minder – men alligevel elskede jeg den. My heart will go on – Celine Dion. Det var den sang, som vi hørte i radioen den dag, jeg fandt ud af, at min mor var død. Det hele står så klart;

Jeg sad, som en lille pige på otte, og tegnede; Jeg sad inde i køkkenet, hvor min far også var. Dengang var min far glad, og rar. Han kunne ALDRIG finde på at gøre mig fortræd. Det var lige før aftensmaden, og min mor lå inde på værelset. Hun sov – troede jeg. Hun havde sin radio til at køre på samme kanal, som inde i køkkenet. Min far var i gang med at dække på bordet, og forstyrrede min tegning.

”Kan du ikke gå ind, og sige til mor, at vi spiser om fem minutter?” spurgte han venligt, og smilede sødt til mig. Jeg elskede min far dengang, men det ændrede sig. Rigtig meget. Jeg nikkede, som den artige pige jeg var, og løb hen til soveværelsesdøren, som stod på klem.

Jeg kunne høre sangen brøle fra radioen. Jeg stod bare lidt, og gyngede med takten, mens jeg nynnede; ”Once more you open the door, and you’re in my heart, and my heart will go on”.

Jeg skubbede døren lidt ind, og skreg. Skreg ved synet af min mor. Jeg kiggede nedefra gulvet, og op. Der lå en væltet skammel, mens hendes ben hans slapt, og dinglende ti centimeter over jorden. Hele hendes krop var slap, og hendes ansigt så dødt ud.

Jeg kunne høre min far komme løbende, og da hans stod ved døråbningen, kunne jeg høre ham tabe tallerknerne. Han fik hurtigt puffet mig væk, og ud i stuen, mens han fumlede med sin telefon.

Ude i køkkenet kørte sangen stadig; ”Near, far, wherever you are. I believe that the hearts go on. Once more you open the door, and you are in my heart. And my heart will go on”.

Jeg havde ikke bemærket, at tårer havde formet sig i min øjenkrog, og mange af dem rendte allerede ned af kinderne. Min mor var død. Hun var væk. Hun ville ALDRIG komme tilbage.

Da sangen sluttede, var mine kinder drivvåde. Selvom der lå dårlige, sørgelig, og triste minder bag sangen, elskede jeg den. Det var den, som betød mest for mig. Også fordi, at jeg forstillede mig, at det var den sidste sang, som min mor havde hørt. Selvom det nok ikke var.

Klokken var ikke mere end ti, da jeg slukkede, og lagde mig til at sove. Hverken Brianna, Hannah, eller Ariana var kommet tilbage, men jeg kunne godt høre, at der var nogle, som larmede nede ved søen. De skreg, grinede, og hyggede sig. Uden mig. Jeg var ikke en del af fællesskabet, som de var i gang med at opbygge. Jeg var den udstødte. Den første uge gik, og den eneste, som talte til mig var Ariana. Men det betød så, at jeg tit var alene. Jeg sad sammen med Ariana, når vi spiste, men hun forsvandt altid om aftenen. Så der var ingen andre end mig i hytten om aftenen. Brianna og Hannah, var tit ude – eller de var hele tiden ude. Det gav mig tid til at bruge tid på mig selv. På den dårlige måde.

For hver dag, der gik, kunne jeg se, at Jasons had voksede. Som om at han troede, jeg sagde noget ondt om ham? Som om at han troede, at det var mig, der gjorde alt forkert. Men jeg havde ikke gjort noget mod ham, sagt noget om ham, så hvorfor skulle han hade mig?

Det var mandag i uge to. Så vi havde været der fredag, lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag, søndag – 10 dage. Vi skulle have endnu en ny leder i dag. Det var vist nok pigen, som hed Sofia.

Rigtig nok, hun hed Sofia.

”Ja, jeg vil prøve at lave nogle nye sangpar,” sagde hun genert, men smilede et stort smil. Hun så rigtig sød ud. ”Brianna, og Jacob. Ariana og Gabriella. Taylor og..” hun kiggede rundt på os alle sammen, og da hun nævnte mit navn, kiggede jeg forskrækket op. Jeg krydsede fingre, og håbede, at det blev alle andre en Jason. Jason som sendte mig dræberblikke hele dagen.

”..Og Jason. Dylan og Hailey. Hannah og Samantha. Det var vidst alle,” hun smilede rundt til os, og tilføjede derefter; ”I skal have en sang klar til..” hun tøvede lidt, og så ud til at regne, ”Fredag”. Hun lavede en bevægelse med hånden, og jeg rejste mig langsomt op. Hvor jeg dog bare ikke gad det.

”Har du nogen idéer?” spurgte han koldt, og afvisende, efter vi havde placeret os i hans hytte. Jeg rystede på hovedet, og rettede mit blik ned mod mine knæ. Han gjorde mig genert, blød i knæene, også selvom han var så kold, og hård imod mig.

Han sukkede irriteret, og jeg kunne mærke, at han kiggede ondt på mig. Jeg bed mig i læben, og knyttede hænderne. Hvorfor skulle det være så svært? Jeg kiggede op fra mine knæ, og så, at han kiggede på mig. Det var ikke længere ondt, men mere bekymret. Jeg kiggede ned ad mig selv, og lagde mærke til en ting. Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til det før?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...