U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
11019Visninger
AA

8. Taylors synsvinkel.

Jeg smilede sødt til ham, da jeg så ham komme ind ad døren. Hurtigt blegnede mit smil. Han så ikke glad ud. Nærmere vred? Hvad var der sket? Jeg trak let på skuldrene, og gik ned mod bordet, hvor Ariana sad.

Jeg havde mit blik rettet mod mine sko, da jeg følte, at alle kiggede på mig. Jeg ville helst ikke møde nogle fremmedes øjne, og se, hvordan de dømte mig. Dømte mig på udseendet. Det gjorde mig utryg.

Jeg nåede lige at kigge op, før min bakke fløj tilbage i mit bryst, og min mad langsomt gled ned ad mig. Jeg nåede lige at se et par velkendte, brune øjne stå, og smile håndligt, mens det meste af kantinen grinede. Det var med vilje. Han havde hældt min mad udover mig med vilje. Jeg følte mig ydmyget. Jeg bed mig i læben, for ikke at græde. Jeg havde håbet, at sådan noget ikke ville ske igen.

”Ser der kommer grimme Taylor,” grinede han hånligt, og pegede på mig. Hans lumske blik, var rettet mod mig, mens han tog hastige skridt over mod mig. Jeg sank en klump, og gik hurtigt den anden vej. Jeg mærkede, at alle kiggede. Nogle med medlidenhed, og andre bare fordi, at de ikke ville gå glip af det, som snart skulle til at ske. Jeg nåede ikke væk, for pludselig stod han lige foran mig, og vippede bakken om mod mig.

Den gang løb maden også ned ad mig. Der grinede kantinen også. Der var der heller ikke nogen, som hjalp mig. Jeg kiggede over på Ariana, for at se, om hun ville hjælpe mig. Men i stedet så jeg, at hun bare sad, og prøvede at holde et grin inde. Det lykkedes ikke særlig godt for hende.

”Tuder du nu?” sagde han hånende, og begyndte også at grine.

Jeg smed hurtigt bakken på gulvet, og fór ud af kantinen. Hvorfor af alle, skulle det lige være ham? Jeg havde følt, at vi havde klikket. Men det havde vi åbenbart ikke.

Jeg åbnede langsomt døren til hytten, og trådte ind. Der var stille. Ikke en stilhed, som jeg brød mig særlig meget om. Alle de gamle følelser var kommet tilbage. De havde ellers været væk i næsten to år. Hele to år, hvor jeg havde følt glæde. Jeg bed mig endnu engang hårdt i læben. Skulle jeg gøre det? Jeg havde jo taget den med, for at kunne holde det hele ud, når det var hårdt. Jeg vidste, at jeg havde lovet min nye familie, at jeg aldrig ville gøre det igen. Det havde jeg heller ikke gjort, men jeg havde den altid på mig, just in case.

Var dette tidspunktet? Der var ingen, som havde hjulpet mig. Heller ikke engang Ariana. Jeg tog min hånd op til hjertet, og mærkede, hvor hurtigt det bankede. Hvis jeg nu ikke gjorde noget, for at få det til at slå langsommere, ville det være farligt. Ville det ikke?

Et stort smil bredte sig over mine læber. En god grund. Ellers ville jeg jo dø, ville jeg ikke? Jeg vidste, at det i hvert fald ville få mit hjerte til at slå langsommere. Jeg ville føle ro, og blive rolig. Jeg ville mærke, hvordan hjertebanken ville forsvinde.

Jeg gik hurtigt hen til døren, og kiggede ud. Ikke et øje at se. Jeg låste døren. Hvor var lejrlederne egentlig henne i sådan situation? Hvor var de dårlige til deres job. Jeg skyndte mig hen til min kuffert, og fik hurtigt lynet den op. Jeg fumlede med at finde det, som jeg længtes efter, i den hemmelige lomme. Endelig stødte min hånd på noget hårdt, og koldt. Min lommekniv.

Jeg rodede lidt mere rundt i min kuffert, og fandt iPoden. Gad vide, om der var internet herude? Jeg dansede lidt rundt, da jeg fandt ud af, at det var der. Jeg kom ind på internettet, og gik på YouTube. Der var en sang, som havde fanget mig inden jeg tog af sted. Lightweight med Demi Lovato. Den sagde mig noget, den beskrev, hvordan jeg havde det. Jeg kiggede lidt ned ad mig selv, maden var forsvundet, da jeg var løbet. Nu var der kun pletter tilbage. Det kunne jeg altid skifte efter, men lige nu ville jeg bare have det godt igen. Så jeg kunne komme tilbage, og vise, at jeg ikke var svag. Selvom det var det jeg var.

Jeg satte mig på sengen, og kiggede lidt på kniven. Jeg fik langsomt lagt mit højre håndled på mit lår. Jeg kunne ikke så godt skære særlig meget, det fyldte en del på min arm, og det skulle helst kunne gemmes af et svedbånd.  Jeg satte høretelefonerne i, og startede musikken.

The slightest words you said have all gone to my head. I hear angels sing in your voice, when you pull me close. Feelings I never known they mean everything to me, and leave me no choice. Light on my heart. Light on my feet. Light in your eyes. I can’t even speak. Do you even know, how you make me weak? I’m a lightweight. Better be carefull what you say. With every word, I’m blown away. You’re in control of my heart. I’m a lightweight. Easy to fall, easy to break. With every move my whole world shakes. Keep me from falling apart.

Jeg førte langsomt kniven til mit håndled. Længe sad jeg uden at gøre noget, og kiggede på den. Pludselig kunne jeg mærke det velkendte, og kolde på huden. Jeg kunne mærke, hvordan huden gav efter, for dens skarpe blad, og blodet kom. Det var ikke sådan, at blodet løb hele vejen ned, men der kom dråber. Dråber som langsomt steg op fra hullet i min hud.

Make a promise, please, you’ll always be in reach. Just in case I need you, you’re there when I call. This is all so new, seems too good to be true could this really be a safe place to fall. I’m a lightweight. Better be carefull what you say. With every word, I’m blown away. You’re in control of my heart.  Light on my heart. Light on my feet. Light in your eyes. I can’t even speak. Do you even know, how you make me weak? I’m a lightweight. Easy to fall, easy to break. With every move my whole world shakes. Keep me from falling apart.

To nye, røde streger viste sig på min arm. Jeg smilede for mig selv. Min hånd var helt rolig, når den kørte over mit håndled. Jeg rystede ikke. ‘This is all so new, seems too good to be true’ – Jeg havde virkelig troet, at han rent faktisk havde kunnet lide mig. Bare som venner.

Keep me from falling down, drowned in your love. It’s all too much. Handle with care, say you’ll be there. Oh, I’m a lightweight. Better be carefull what you say. With every word, I’m blown away. You’re in control of my heart. Light on my heart. Light on my feet. Light in your eyes. I can’t even speak. Do you even know, how you make me weak? I’m a lightweight. Easy to fall, easy to break. With every move my whole world shakes. Keep me from falling apart. Keep me from falling apart, keep me from falling apart, oh, oh, falling apart.

Sangen endte ud, og jeg lagde kniven på mit skød. Syv smalle, blodige streger. Jeg følte mig glad, og en smule lettet. Det var, som at komme af med en stor byrde. Under hele ’seancen’, havde jeg hverken, grædt, eller rystet på hånden. Alt havde været kontrolleret, og det var det bedste ved det hele. Det var noget, som jeg kunne kontrollere. Jeg kiggede op fra mit håndled, og mit blik landede mod døren. En skikkelse forsvandt hurtigt væk fra døren. Hvem var det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...