U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
11052Visninger
AA

6. Taylors synsvinkel.

Jeg sad nede ved søen, igen. Ariana var hurtigt faldet i snak med de tre andre piger, og var gået med over i deres hytte. Derfor sad jeg her helt alene. Men jeg kunne meget godt lide, hvor stille der var. Hvor roligt alting var. Hvordan vandet bare skvulpede en smule, og solen skinnede rødt. Mit blik var fanget på et dyr, som bevægede sig ude midt på søen.

”Skal vi ikke bare gå igen?” hviskede en person bag mig. Jeg vendte mig om, og der stod Jason sammen med to af hans venner – dem som havde skubbet mig i før. Jeg smilede nervøst. Ville de gøre mig noget igen?

”Hey,” sagde ham den ene, og satte sig ned ved siden af mig. ”Jeg hedder Jacob, og jeg er ked af det før. Det var jo bare for sjov,” han trak på skuldrene, og smilede skævt. Jeg fangede hans blik, han mente det.

”Jamen det var ikke særlig sjovt,” mumlede jeg irriteret, og kiggede væk. Hvorfor kunne de ikke bare gå? Det var som om, at Jason havde læst mine tanker, for idet jeg tænkte det, sagde han: ”Jacob, Dylan.. Kan vi ikke bare gå?”

Han lød ret irriteret, som om han ikke kunne holde ud at være i mit selskab. Jeg kiggede op på ham. Han stod med korslagte arme, og kiggede utålmodigt på drengen, som hed Jacob. Ham den anden dreng, som hed Dylan, stod bare, og kiggede væk.

”Okay, men var det ikke dig, som ikke kunne få øjnene fra hende før?” sagde han, og trak på skuldrene. Før han gik, gav han mig et dunk i ryggen, og jeg var lige ved at falde i, men jeg borede mine negle ind i molen, og derfor faldt jeg ikke i. Jason sukkede irriteret, og rullede med øjnene før han vendte sig om. Jeg kiggede efter ham. Jeg havde godt lagt mærke til, at hans øjne havde hvilet meget på mig, men ikke hele tiden. Det kunne ikke passe. Han havde jo virket sur, det kunne være, at jeg havde haft noget siddende i mit ansigt?

Han kiggede sig tilbage over skuldreren, og smilede stort til mig. Okay, han var ikke sur, i hvert fald ikke på mig. Jeg smilede tilbage, og vendte igen mit blik mod søen. Jeg sukkede kort, og fandt min iPod frem. Jeg kunne vel ligeså godt høre noget musik.

Jeg proppede den ene, af de to, ørepropper i, og startede min afspilningsliste, eller den, som jeg troede var min. Pludselig fyldtes Justin Biebers stemme mine ører. Det var den sang, som Jason havde sunget. Jeg var kommet til at tage min lillesøsters iPod med. Vi havde den i den samme farve. Lilla – min yndlingsfarve.

Jeg sukkede, og kiggede hendes musik igennem. Hun havde kun musik med Justin Bieber på. Jeg sukkede igen, men valgte en tilfældigsang. Den hed vidst nok; Never let you go. Den var nu egentlig ret god, og jeg blev ved med at høre den. Til sidst kunne jeg sidde, og synge med på den, hvilket jeg gjorde.

“They say that hate have been send, so let loose the talk of love. Before they outlaw the kiss, baby, give me one last hug,” sang jeg lavt for mig selv.

“There’s a dream that I’ve been chasing, want so badly for it to be reality. And when you hold my hand then I understand, that it’s meant to be ‘cause, baby, when you’re with me,” var der en anden, som sang lige bag mig.

Det var Jason, igen. Jeg kiggede forskrækket om på ham, og slukkede for musikken. Det havde jeg ikke regnet med. Jeg havde ikke engang hørt ham komme. Han stod, og rystede på hovedet ad min forskrækkelse.

”Det er ikke sjovt,” mumlede jeg lidt surt, og rejste mig op. Så jeg stod med mit ansigt lige foran hans, og kiggede ham dybt i øjnene. Hans øjne, de var næsten krystalblå, men det lignede lidt, at det var kontaktlinser. Hans helt perfekte læber, var som magneter, og alligevel formåede jeg at holde mine egne læber væk fra dem.

”Det synes jeg nu,” sagde han, og der bredte sig et stort smil på hans læber. Hans smil, det var helt perfekt. Hans tænder var helt hvide, og lige. Det mindede om et af de smil, som man så på de kendte.

Pludselig ringede hans mobil, og han fik hurtigt fumlet den op ad lommen. ”Aye det er Justin,” sagde han smilende, og jeg kiggede undrende tilbage på ham. ”Jason,” rettede han hurtigt, og smilede, men jeg blev ved med at kigge undrende på ham gennem hele samtalen.

”Justin?” jeg kiggede spørgende på ham.

”Det var Justin, som ringede, og jeg kiggede på displayet. Så jeg kom til at sige hans navn,” han trak på skuldrene, som om det ikke rigtig betød noget, så det gjorde det nok ikke.

”Hvad ville han?” spurgte jeg, bare for at starte en samtale.

”Han ville bare høre, hvor jeg blev af,” sagde han, og smilede undskyldende.

”Hvor du blev af?”

”Ja, altså jeg har ikke helt sagt til noget, at jeg tog herhen. Det er kun min mor, som ved det,” han smilede, igen, undskyldende. Jeg nikkede, og smilede igen.

”Men er du Justin Bieber fan?” spurgte han, og hentydede sikkert til det før. Jeg trak på skuldrene, og svarede: ”Jeg er hverken fan, eller hater. Er du fan?” spurgte jeg, og hentydede til, at han havde sunget videre.

”Lidt er jeg vel,” svarede han smilende, og satte sig ned på molen. Han begyndte at tage sine sko, og strømper af, for derefter at stikke dem ned i søen. Jeg fulgte hans eksempel, og satte mig ned ved siden af ham.

Sådan sad vi i lang tid, og bare snakkede. Vi snakkede om alt, og intet. Vi hyggede os. Klokken blev efterhånden mange, det kunne jeg se på solen. Den var gået helt ned, og det var begyndt at blive ret mørkt.

”Men vi må hellere til at komme hjem i hytterne, vi skal tidligt op i morgen,” sagde jeg muntert, og rejste mig op, hvorefter jeg begyndte at tage sko på.

”Det må vi hellere,” mumlede han, og begyndte at tage sine sko på. Derefter begyndte vi i stilhed at gå på mod fællesarealerne, der hvor alle de andre var.

Vi var lige ved skovkanten, da han tog fat i min arm, og vendte mig om. Det lignede, at der var noget, som plagede ham. ”J-jeg.. h-har noget, j-jeg skal f-fortælle dig,” sagde han nervøst, og kiggede mig dybt i øjnene. Hans øjne var så charmerende, og bedårende.

”Okay, hvad er det?” spurgte jeg nysgerrigt, og smilede stort. Jeg elskede, når folk delte sine hemmeligheder med mig. ”J-jo altså,” sagde han usikkert, og kiggede alvorligt på mig. Han tøvede, og han lød meget nervøs, som om han ikke var sikker på, om han skulle fortælle mig det.

”Nej, bare glemt det,” mumlede han irriteret, og gik sin vej. Helt uden et farvel. Han gik bare med raske, og bestemte skridt hen mod sin hytte. Jeg sukkede højt, og vendte mig om, for at gå hen mod min hytte. Hvad var det, han ville fortælle mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...