U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
11032Visninger
AA

7. Justins synsvinkel.

Jeg havde været lige ved at fortælle hende, hvem jeg var. Jeg var lige ved at fortælle hende, at jeg var den verdensberømte Justin Bieber. Men valgte at lade være. Hvad ville hun ikke tænke om mig? Jeg var jo kommet her for at se, hvad folk mente om mig, når jeg ikke var Justin Bieber – den store popsanger.

Jeg gik chokeret over mig selv tilbage til hytten. Jeg stod ude foran døren, da jeg kunne høre dem råbe derinde. Hvad lavede de? Jeg åbnede døren, og gik ind. Da jeg kom ind ad døren, blev jeg ramt af en kraftig lugt. Der var en, som havde haft dårlig mave.

”Yo man. Hvor blev du af?” råbte Jacob opstemt. Jeg kiggede over på ham, og grinede. Han stod op i overkøjen med en hånd nede i en pose chips.

”Jeg skulle bare noget,” mumlede jeg, og trak på skuldrene. Hans ansigt, som før bare havde været et lille smil, lyste op til i et smørret grin.

”Du skulle ned til hende pigen,” konstaterede han, og tog en håndfuld chips i munden. Jeg trak hemmelighedsfuldt på skuldrene, og grinede med ham. De kunne ikke lide hende, det var tydeligt. Hun var åbenbart blevet kåret som lejrens udstødte, uden rigtig at have gjort noget. Han havde jo sagt, at hun var en rigtig steg den anden dag, hvad var der lige sket siden?

”Du skal sgu snakke med hende,” sagde Jacob, da vi var på vej hjem til hytten, efter at han næsten havde skubbet hende i, igen. Jeg kiggede forvirret på ham. ”Jo, du ved..” startede han, og lavede et kast med hovedet i hendes retning, ”hun er den underlige,” afsluttede han.

Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, og opdagede at hun kiggede på mig. Jeg skyndte mig at sende et smil, måske et lidt for stort smil.. Jeg synes ikke, at hun var underlig, bare lidt mystisk.

”Hey, kig lige,” råbte Dylan ude fra toilettet, og fik revet mig ud af mit flashback. Da jeg kiggede på ham, kunne jeg ikke lade være med at grine højlydt. Han var ikke alt for klog. Han havde taget toiletbørsten, og proppet den ned i sine busker. ”Aaad,” skreg Jacob, som en lille pige. Det fik os til at grine endnu mere. Det skulle nok blive en hyggelig lejr. Efter at have grint, og snakket besluttede vi os for at gå i seng – eller jeg gjorde. De andre ville blive oppe, men jeg ville gerne sove. Jeg var træt, og fuldstændig smadret. Jeg havde holdt en koncert dagen før, og det krævede meget energi. Jeg faldt ret hurtigt i søvn.

”Jason,” sagde Jacob drillende. Jeg åbnede øjnene, og så hans hoved hænge ned oppefra den øverste køje. Jeg brummede irriteret, og lukkede igen øjnene. ”De har lige været her. Vi skal op,” sagde han, og jeg kunne mærke hele sengen ryste. Han var på vej ned af trappen.

”Du er vidst meget glad for musik, var?” sagde Dylan, og de begyndte begge at grine. Vi havde hurtigt fået vores tøj på, og var på vej over i kantinen, hvor vi skulle spise. Jeg kiggede undrende på dem, mens de bare stod, og var ved at flække af grin.

”Du.. sang.. i søvne.. man,” grinede Jacob, og slog sig selv på låret af grin. Det havde jeg ikke tænkt på. Det var ikke særlig tit jeg gjorde det, men bare en gang imellem. Jeg gjorde det mest, når jeg var glad. ”Aye, hvad er der med det?” sagde jeg, og gik straks i forsvarsposition. De stoppede ikke med at grine, men det blev i stedet voldsommere.

”Ej, undskyld.. Du kan.. jo.. ikke selv.. gøre for det,” hulkede Dylan af grin, og klappede mig på skulderen.

”Er du klar?” hviskede Jacob, da vi var kommet over i kantinen. Jeg kiggede forvirret op. Hvad var det lige, de havde talt om? Jeg havde gået lidt i min egen verden.

”Du ved,” hviskede han igen, og kiggede over på noget. Jeg fulgte hans blik, og så, at det var Taylor han kiggede på. I det øjeblik jeg kiggede over på hende, kiggede hun op, og opdagede mit blik. Hun smilede usikkert, og fokuserede så igen på den mad, som blev udleveret.

”Nej, bare drop det,” sagde jeg hurtigt, og gik op for at hente noget mad. Jeg kunne sagtens mærke Jacob, og Dylans blikke i nakken. De skarpe, gennemborende blikke. Men jeg ville under ingen omstændigheder være med til at mobbe. Det var bare for ondt.

”Chill,” sagde Dylan, da de satte sig ved siden af mig med deres morgenmad. Jeg sukkede irriteret, men lod det passere, og begyndte at snakke med dem. Lidt efter var det tid til at gå ud til vores mødested, hvor vi blev mødt af vores leder for i dag. Det var den samme, som i går, Jackson.

”Okay, i dag for i en dag til at skrive en sang, og i aften mødes vi, så vi kan høre hinandens, er I med?” sagde han, højt og tydeligt, da alle var kommet. Jeg nikkede, men der sad et par stykker, som vidst ikke helt forstod det, eller havde spørgsmål.

”Ja,” sagde han kort, og kørte ned over listen med navne ”Hailey,” han nikkede over mod en pige, som sad med hånden oppe.

”Altså nu er der nogle, som ikke kan synge, hvad skal de så?” spurgte hun, og kiggede lidt genert rundt på alle. ”Hm, godt spørgsmål. Det kunne være, at vi skulle lave nogle hold,” sagde han, og smilede, som om det var en fremragende idé. ”Lad os se, hvor mange er det, som kan synge?” spurgte han, og der var seks personer, inklusive mig, som rakte hånden op. ”Og hvor mange kan spille på et instrument?” jeg lod min hånd blive op, og kiggede rundt. Alle havde deres hånd oppe.

”Okay, vent ti minutter, så er der nogle hold, som er blevet lavet,” sagde han hurtigt, og forsvandt. Efter ti minutter kom han igen, og havde lavet hold. Han havde lavet 5 hold, hvor der var to på hver. Jeg havde været så heldig at komme på hold med Brianna.

Jeg gik med raske, og sure skridt mod kantinen. Jacob, og Dylan gik med et smørret grin lige bag mig. Hvordan kunne hun sige sådan om mig? Jeg kendte hende jo ikke, og hun kendte ikke mig. Hun var for hurtig til at bedømme folk. ”Du ved godt, hvem Taylor er, ikke?” spurte Brianna sukkersødt, imens vi var i gang med en sang. Jeg blev lidt irriteret. Hvorfor skulle vi tale om det nu? Lige nu, var det musikken det drejede sig om, alligevel nikkede jeg.

”Jeg bor jo på værelse med hende,” sagde hun, og jeg kiggede uforstående på hende. Hvor ville hun hen med det? ”Altså hun har talt om dig,” sukkede hun irriteret – som om jeg var fuldstændig dum. Jeg smilede lidt. Hun havde talt om mig.

”Men det er ikke godt,” sagde hun hurtigt, da hun så mit smil. Jeg kiggede endnu engang uforstående på hende. Hvordan kan hun dog have talt dårligt om mig? Jeg kendte hende knap. ”Altså hun sagde bare, at du var vildt irriterende, og sådan noget,” sagde Brianna, som før havde lydt interesseret i at fortælle mig det, men nu, lød hun ligeglad. ”Hvad har hun sagt?” spurgte jeg vredt. Brianna begyndte at smile lusket, og hemmelighedsfuldt. Hvorfor gjorde piger altid det? Holdte ting hemmeligt. Men jeg skulle nødig snakke.

”Hun sagde, og jeg citere; Ham der Jason, ikke? Han kigger hele tiden på mig, det er vildt skræmmende. Og hans øjne, helt ærligt. De er godt nok ikke for kønne. Hans øjnefarve ser kunstig ud, og det samme med hans hår. Og når han synger, føj,” sagde hun lystigt, og muntert. Det var ikke så meget det med mit hår, eller mine øjne. Det var jo falskt, men min stemme.. Den skulle hun ikke kritisere.

Jeg mærkede, hvordan foragten steg, da jeg kom ind i kantinen. Endnu engang stod hun med en bakke oppe ved serveringen, og smilede straks, da jeg kom ind. Hvorfor havde hun sagt det om mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...