The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham.
Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget.
Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
4192Visninger
AA

5. Alexandra - Tæsk

Jeg kiggede stille ned i jorden imens Dean snakkede med Justin, men det skulle jeg ikke nyde noget af. ”Det sagde din mor også i går” smilede Justin hånende, men blev dog hurtig slået af Dean. ”Dean. Stop!” halvråbte jeg panisk imens jeg kiggede op på ham, ja jeg var lille. Men det gjorde jo ikke noget, endnu. ”Alexandra, kom!” brummede Justin surt og vredt, jeg kunne tydelig se at jeg ville få bank. Men ikke her og ikke nu, men når vi sikkert kom ind på hans territorium. Og så med hans håndlanger, så havde jeg ingen chance, slet ingen. Det var standard viden for alle i det område jeg boede ved.

”Alexandra” spurgte Dean forvirret imens han kiggede på mig. Jeg sukkede stille imens jeg mærkede en hive fat i min arm, eller mere mit håndled. ”Du får betalt” hviskede han svagt ind i øret på mig imens han strammede om mig håndled og hev mig af sted. Men da jeg havde brækket et ben var det lidt svært af følge trop.

 

Jeg sukkede stille imens jeg traskede efter ham, eller forsøgte med alt magt. Nu er det jo ikke det letteste i verden vel, nej nu svære ind letter. ”Justin, jeg kan ikke gå så hurtig” mumlede jeg tæt på at græde, nærmeste grædefærdig. Ikke fordi jeg var specielt bange for ham, nej men at belaste et ben som er mere fuckt ind hvad den normalt er, det er altså ikke særligt sjovt. Især ikke for mig, måske fordi jeg ikke havde fået min krykke med.

  ”Hold din kæft smatso!” råbte han arrigt tilbage imens stedet, byen hurtig nærmede sig. Eller nu var det mere et ghetto sted, desværre. Men det er hvad vores økonomi kan holde til, selvom jeg inderlig ønsket vi kunne bo et andet sted. ”Se smukke, nu er vi her snart” smilede han skummelt imens han hev sin mobil frem og traskede nummeret ind og derefter tog den op til øret imens han rev mig af sted, hen mod en mørk gyde, måske for ikke at blive opdaget.

 

Jeg sukkede stille imens jeg forgæves prøvet at holde mine tårer inde, tårende der vil vise min svaghed. Men jeg er jo svag, så hvad er der galt i at græde. Det kan jeg godt svare dig på. At græde viser det at de bare kan banke en mere, mere ind hvad de normalt gør. ”smatso, hvad fanden snakke du med ’ham’ for, du betyder jo intet for nogle, så hvorfor forsvare han dig. Har du været i seng med ham?!” spurgte han spydigt imens han kiggede med lynede øjne ned på mig. Og ligeledes gjorde hans venner, eller mere hans slæng. Ja de var hurtig nåede frem, selvom de var i skole. Men de var jo alligevel ligeglade med deres uddannelse, ligesom jeg var, var da jeg var i den bande.

”Intet, jeg går kun i klasse med ham. Ja jeg har snakkede med ham men ikke mere, og det bliver ikke mere. Og lad vær med at kalde mig det der” mumlede jeg lydløst imens jeg slog mit blik ned og sukkede svagt. ”Kalder du det bare kammerater. Han er jo mere for dig, det kan jeg se din fucking klamme svin!” råbte han vredt imens han hev fat i armen på mig og skubbede mig derefter hårdt ind i vægen, den kolde stenmur. Ligesom hans personlighed. Jeg mistede hurtig pusten imens jeg faldt slapt ned på jorden imens jeg mærkede kulden stige hurtig op, og ligeså hurtig den var kommet. Ligeså hurtig efterlod den, den tomhed. 

 

 

”Justin, stop!” bad jeg håbløs og forskrækket, men det var en dum ide. Jeg blev igen hevet op imens jeg kunne fornemme at en bil var trillede hen ved kantstenen og bare holdte, men jeg håbede inderlig de ikke kunne se mig her. ”Se på mig, snotunge!” råbte han vredt og kiggede på mig, men jeg kunne ikke jeg ville ikke, jeg ville ikke se ham mere. Aldrig. ”Snotunge!” råbte han vredt imens han kastede mig ind i vægen og jeg faldt slapt ned på jorden imens jeg kunne mærke noget varmt begynde at dryppe stillede ned, ned i håret på mig. Jeg hev svagt min hånd op bagpå imens jeg mærkede efter.

 

Jeg kiggede stille ned på hånden imens den faldt slapt ned på jorden, jeg kunne mærke at blodet bare blev voldsommer og voldsommer, men ikke at det bekymrede dem, de sparkedet en enkel gang og løb derefter væk og efterlod mig tæt på døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...