The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham.
Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget.
Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
4178Visninger
AA

13. Alexandra - Lives lys?

Jeg sukkede surt da vi var blevet færdig, men derimod Enrico smilede til mig. Hvorfor skulle jeg også fuck det hele op, jeg har altid været dårlig til forhold. Dog ikke Justins, måske fordi de egentlig ikke rigtig var noget forhold, nej det var nu mere for at få respekt, men det havde jeg intet af mere. Og sammen med mit stolthed, at smadrede hans hjerte, ham jeg elsker det er da utroligt.

 

”Enrico, det her var en fejl!” sagde jeg hårdt og bestemt imens tårerne presset på, men han skulle ikke at se det. jeg skulle finde Dean, jeg skulle snakke med ham. Hvad tænkte jeg også på, at snakke med Enrico. Der faldt min stolthed, min selvrespekt for mig selv.

 

”Dean?” mumlede jeg stille imens jeg hev ned i håndtaget og Enrico var gået hen mod mig. Men ingen svar fra Dean, så kunne det sku også være lige meget, han kunne skride af helveds til. Jeg sukkede surt imens jeg trappede ned af trappen og med Enrico i røven, der er da en der har nosser nok til at være sammen med mig. Det her var præcis det jeg frygtet, frygtet at smadre andres selvtillid, men det var jeg god til. Det var bevist i dag.

 

Jeg nåede hurtig ud af døren imens familiens klæbende blikke lå på mig, eller var det deres søn, bror. Enrico. Jeg kiggede stille hen på Enrico imens tårerne bare strømmede ud af mine øjne, de øjne der havde grædt for meget over en dreng på en, en dag. ”Undskyld. Det var ikke meningen at såre dig” mumlede han stille imens han kiggede på mig, hans øjne der bare fortalte hvor trist han var det på mine vegne, det er da altid noget.  og der slog jeg armende rundt om ham imens jeg igen hulkede, hulkede som en spasser.

 

Jeg mærkede hårdt noget på mit bryst imens jeg kiggede op, og kiggede på en såret Dean bare skride. ”Dean, please lad vær” hviskede jeg stille imens jeg kiggede forgæves efter ham imens han bare gik, gik uden at værdig mig et eneste blik, var det så slemt det jeg gjorde, det må det ha’ været.

 

Jeg sad stille med Enrico imens jeg stadig græd, det her var ynkeligt. At græde flere tåre ind hvad der var værd, det er ikke noget jeg kunne lide. Og jeg skulle i skole i morgen, i morgen hvor jeg sikkert lignede en ballon der er ved at flyve væk, fedt ikke? ”Alexandra?” spyttede en spydig person imens jeg kiggede op, men selv jeg viste hvem det var. Hans stemme var umulig at glemme, hans had i stemme gjorde det bare letter. ”Hvad Justin?!” fremstammet jeg imellem mine hulkende lyde, mine øjne der snart var svulmet op. ”KOM, kom. Kend din plads kælling!” hviskede han som en hvislet imens han hev mig op og stå, op og møde mit helvede igen. ”Jeg troede sku du være død” hviskede en af hans venner imens de kræset rundt om mig og bare smilede skumlet. Og jeg sank stille længere og længere ned imens jeg ikke nænnede at skænke Enrico et blik, for så var han mere ind død. Og det ville Justin personlig klare imens hans venner ville filme det. ”Nej. Jeg er ikke død” hviskede jeg stille imens jeg rejste mit bryst og bare kiggede på dem, kigge på dem med et koldt blik, et følelsesladt blik.

 

”Du har sku stadige de fine forme” grinede de imens de vendte deres opmærksomhed på Enrico. ”Og hvem er det så? Har du været sammen med hende?” henvendte de sig mod Enrico imens de bare smilede. ”Nej.” mimede jeg hen til ham da jeg viste den eneste forkerte ord, kunne ende i et blodbad. ”Vi har da kysset?” sagde han dybt forvirret, sikkert fordi det her ikke var hvad han var, vandt til. Flot, flot spade! ”Hvad har du?” hvæset han vredt imens han gik et skridt tætter på ham og kiggede med lynede øjne på ham, og viste ikke en eneste følelse. Ikke at det undrede mig han ikke gjorde, man vender sig til det, eller jeg gjorde. ”Smart dreng! Nu har vi et mål med dagen” grinede de ondskabsfuldt imens to af drengen hev fat i mig og bare holdte mig tilbage, de viste jeg kunne noget hvis det gjaldt andres, andres liv. Måske var det derfor jeg var så god. ”Stop. Han har ikke gjort noget” råbte jeg panisk af Justin imens jeg forgæves prøvet at hive mig fri, dog uden nytte. De var stærkere, måske fordi de var drenge? ”Kæft, kælling, din tur er efter. Så nyd synet!” råbte Justin vredt tilbage imens han smadrede min kind en og lod den blodrøde mærke komme frem og det gjorde den sørme også. Så hurtig som varmen kom, så hurtig efterlod den kulden af ingenting.

 

 

Jeg kiggede febrilsk ned mod Enrico imens han hev efter vejret, det var forfærdeligt. Hvordan kan han se sig selv i øjne, smile af det. ”Please, Justin. Stop! Jeg elsker ham!” hulkede jeg, eller nu løj jeg, jeg viste hvis jeg sagde det ville det gå ud over mig. Han er åbenbart ikke kommet videre efter jeg forlod ham og skred, skred fra hans univers. ”Hvad?!” råbte han op imens han sparkede en enkel gang Enrico og derefter vendte sig om mod mig, og smadrede mig derefter en. Og så uden jeg kan gøre noget, fejt. ”Jeg kan ikke gøre noget ved det?” mumlede jeg stille imens jeg blev hamret op mod væggen imens han bare strammet grebet om min hals imens jeg hvæset efter vejret, vejret der snart ville forlade min krop. Jeg mærkede stille hvordan kulden steg længere og længere op og efterlod mig med smerten der snart ville forsvinde, for altid. Sammen med min eksistens.

 

Mere mærkede jeg ikke, jeg lukkede stille øjne med tankerne om Dean, hans smil. Hans personlighed og så mig der fucker det op som altid. Eller var det bare en illusion?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...