The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham.
Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget.
Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
4178Visninger
AA

3. Alexandra - Blank?

Jeg sad stille inde i lokalet til skolen i imens smerten steg op i benet på mig igen, hvorfor skulle den også lige blevet brækket. Man kan jo virkelig ingenting, og det er ikke en god ide når jeg bor sådan et sted, et sted ingen ville ønske for sin værste fjende, selv jeg ønskede det ikke for Justin, men Justin kunne vel lide det, lide hans ry, stedet, atmosfæren, at have magt over alle, selv den mindste i byen havde respekt, dog var jeg ikke en af dem, måske var det også fordi jeg havde været i den gruppen, gruppen der var ligeglad med alles andres følelser, undtagen dem selv.

Man skulle kunne forsvare sig selv, for ellers var man mere ind bare død. Man var det offer alle elskede. Men hvem kan dog det når man har et så fuckt op ben, som mig. "Alexandra, høre du efter? Eller hvad?" brummede vores trælse lærer, og så alle andres snobbede blikke lå så på mig, deriblandt også Deans, mit et og alt, han viste det bare ikke endnu. HAHAH, og så være forelsket i ham, og så i to lange år er hårdt, hårdt psykisk. "Ehm…" mumlede jeg svagt, og en del lydløs. Bare i håb om hun ikke kunne høre det, og alle de andre. Jeg kunne egentlig ikke så godt lide at være i centrum, og så på en af de mest snobbede skoler, en af de rigeste. Eller nu er det ikke skolen der er rig, nej det er dem der går her, dem der altid er så snobbede. Men ikke at det rørte mig meget, nej det eneste jeg tænkte på er Dean, Deans fantastiske udseende og ikke mindst hans krop.

 

 

Jeg var dog hurtig faldet ind i mine dagdrømme, igen. Desværre, jeg er hvad folk kalder ’dagdrømmer’. Eller nu er det kun min bror og min veninde. Måske fordi jeg ikke var inde i de snobbes, rigeste klub. Det æger jeg mig sku lidt over, ikke fordi jeg vil være venner med de andre i klubben. Nej fordi Dean var med i den, bestående af hvad 4 personer. Men det er de mest magtfulde her, og alles ynglings.

 

Jeg ville inderlig ønskede at jeg kunne være en del af den perfekte verden, den verden alle ville ønske de var i. alle, og deriblandt også mig. At være rig, populær, drenge magnet, alt det lyder jo fantastisk og det er det jo også, eller det er det jeg har hørt om. Jeg har dog prøvet det, eller bare en snert af det. jeg var jo kærester, eller daværende kæreste med den daværende skolens mest bad -  boy.

 

"hvor er Alexandra!" råbte en vred person, en person jeg kendte udemærket, nemlig Justin. Men hvad laver han her, hvorfor er han her. Men det er måske ikke det jeg skal bekymre mig om nu, måske skulle jeg finde en måde at komme væk på. Men så langt nåede jeg aldrig, for klokken ringede ud. Ud til helvedet, mit speciel lavet helvedet. Sikkert med hans håndlangere, latterligt.

Men alligevel var jeg urolig, måske fordi jeg ærligtal ikke viste hvad ventet. "undskyld, men hvad er der sket med dit ben?" mumlede en hæs stemme bag mig og jeg vente mig selvfølgelig om. Men det skulle jeg så ikke have gjort, for gæt hvem det stod lige foran mig, nemlig selveste Dean. Og selvfølgelig så dum jeg er falder lige på røven og så foran ham, min Dean, eller han er kun min i mine drømme. "øh" mumlede jeg flovt imens jeg boksede mig op og vente mig derefter om og gik ud, flovt.. Men så dum som jeg er, går jeg lige ud i helvedet, over til Justin. Har jeg intet lært af mine fejl. ”Justin, hvad laver du her, ved min skole. Kan du ingen gang vente på jeg kommer hjem?” mumlede jeg stille, og bange. Måske fordi jeg ikke vise hvor jeg kom fra, hvordan vi levede hjemme i mit kvarter. ”Jeg ville da bare se dig” smilede han skummelt, men alle kunne vel regne det ud, selv børn i børnehaver. 

 

”Jaja, sikkert!” sukkede jeg stille og stramt imens jeg kiggede rundt og opdagede gruppen, den populære gruppe snakke, snakke og give Justin øjne og bare give general elevatorblik, måske på den gode måde, det vil jeg dog ikke håbe, eller ikke for dem. Eller pigerne gjorde, jeg må også sige at Justin også er pæn, og charmende hvis det er det han vil. ”Justin, vil du ikke være sød at gå. Please, jeg vil gøre alt hvis du bare venter med at tæske mig til jeg kommer hjem” bad jeg svagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...