Stranger

Historien er om Valentine som på alle måder er en nørd. I skolen er hun nærmest usynlig og hun hader at være der. Hendes eneste lykke er når skolendagen er forbi og hun kan komme ned i kunstlokalet og vise sine følelser gennem sin kunst. En dag som alle andre da skoledagen er forbi og hun træder ind i kunstlokalet sidder den nye udvekslings student og kigger på hendes billeder. Valentine har ingen ide om hvad hun skal sige eller mene om den nye pige. Vil det udvikle sig til et smukt venskab eller er hendes eneste lykke nu ødelagt?

2Likes
2Kommentarer
1271Visninger

2. Fremmed

 

 

Venter på et udspil

 

Jeg ville så gerne gøre noget

men jeg vil ikke være påtrængende

Hvem siger, at du er interesseret ?

Hvem siger du ønsker min indblanding ?

Jeg ville så gerne gøre noget

Men jeg venter på et udspil.

 

Hun kigger op på mig, med hendes varme chokolade brune øjne og så smiler hun et smil som burde tilhøre en engel. "Er det dig, der har malet alle de her billeder?" Spørger hun mens hun svinder sit kastanjebrune hår om bag øret. Jeg nikker sagte. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Jeg er ikke vant til at snakke med folk, så når nogen henvender sig til mig er jeg helt blank. "De er godt nok flotte jeg har aldrig set noget lignende." Hun smiler sit engle smil til mig før hun fortsætter. "Jeg har aldrig kunnet tegne særlig godt. Faktisk så ligner mine heste nogle små tykke hunde med alt for lange halse." Hun griner og rækker hånden frem. "Jeg er Valerie" smiler hun. Jeg tøver et øjeblik, men så tager jeg hendes hånd. "Valentine" fremstammer jeg mens jeg prøver at huske hvordan det nu er man smiler. "Valentine. Val og Val det kan jeg lide. Du er min første ven her på skolen. Jeg er ny her, udvekslings student." siger hun mens hun skubber sit glatte kastanjebrune hår om bag øret. "Hvor har du lært at male sådan henne, jeg er pisse misundlig." Jeg er målløs jeg kan ikke sige noget. Havde hun lige kaldt mig for hendes ven. Det er helt forkert jeg dur ikke til at være nogens ven, det har jeg aldrig prøvet før. Jeg har altid nydt mit eget selskab mere end andres. Hun smiler igen sit engle smil mens hun vendter spørgende. "Øhh... Jeg ved det ikke rigtig, jeg har bare altid kunne tegne og male sådan." Fremstammer jeg lige højt nok til at hun kan høre det. Hun nikker forståenden. "Sådan har jeg det med min guitar." Siger hun stille. Jeg kigger op på hende helt overasket over at hun forstår mig. "Vil du se mit bedste billed?" Spørger jeg uden helt at vide hvordan smiler jeg til hende. Hun smiler igen og nikker ivrigt til mig. Jeg rejser mig og henter billedet. Det forstiller en hvid hest på en til sneet eng. Månen er lige akurat synlig mellem skyerne og hesten står i profil. Sneen kaster blå skygger og giver billedet et lidt mystisk træk. Jeg kigger forsigtig over på Valerie. Hun sidder med helt opspildede øjne og åben mund. "Kan du lide det" spørger jeg lidt kejtet. Hun nikker stille. "Det ligner min hest Zoey på en prik" hun er helt opslugt af billedet da jeg afbryder hende. "Hvis du vil må du godt få det. Det står alligevel bare her og samler støv." For første gang siden hun så billedet kigger hun nu over på mig. "Det vil jeg meget gerne, men er du sikker på du ikke selv vil havde det. Altså jeg mener det er jo et mesterværk og sådan." Hun går i stå, og jeg nikker mens jeg siger: "Jeg vil gerne havde at du får det." Hun smiler og så omfavner hun mig i et langt og venskabeligt knus. "Tak." Hvisker hun. "Det her glemmer jeg aldrig."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...