All I Want For Christmas - JDB

Siden jeg hørte Justin Bieber, for første gang havde jeg været den Største Belieber. Jeg misundte alle der havde været "On less lonely girl", og jeg ville ønske jeg var Selena Gomez.

Hej jeg er Miley, og er 16 år gammel. Første gang jeg mødte Justin, var det ikke som forventet. Det var som om han ikke ville kigge eller snakke med mig. Hvorfor var han ikke så imødekommende som han plejede?

Novellen ligger også inde på gosupermodel.

I må meget gerne ligge en kommentar eller bedømme den! ;)

8Likes
46Kommentarer
4505Visninger
AA

5. Luce

 

Vi sad hånd i hånd på sengekanten. Eller retter jeg sad med Luce i hånden, hun var der bare. Jeg tror ikke engang hun ved jeg holder hende, hun er helt væk. Selvom jeg havde prøvet at tale med hende virkede det ikke. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg kunne råbe hende i hovedet uden at det vil hjælpe.

Da vi kom ind i går aftes, havde Luce mor siddet og ventet på os. Jeg løb hen og gav hende en ordentlig krammer. Vi begyndte begge to at græde, selvom jeg ikke vidste, hvad der var sket. Men jeg vidste at min bedsteveninde lå på sygehuset og det var også nok til at få mig til at græde. Midt i vores lille græde sene, kom min mor og trøstede os. Hun var ikke til nogle stor hjælp, for hun begyndte selv at græde. Lidt efter stoppede vi med at græde, da jeg kom i tanke om at jeg vil vide, hvad der var sket med Luce. Vi satte kurs mod en cafe, der lå inde i sygehuset.

Vi satte os ned ved et bord, der lå helt henne i hjørnet. Min mor og Luce’s mor bestilte begge to kaffe, mens jeg nøjes med en kakao med flødeskum. Da tjeneren gik, begyndte det alvorlige igen. Luce’s mor kiggede alvorligt og trist på samme tid på mig, lidt på min mor og ned i bordet. Jeg kunne ikke holde det ud mere, jeg skulle vide det, jeg skulle vide, hvad der var galt med min bedsteveninde. Jeg kiggede hende lige ind i øjnene og spurgte hende ” hvad er der sket?!”. Luce mor kiggede stadig ned i bordet og begyndte stille at mumle. Jeg sad med hænderne på bordet og legede utålmodig med dem. Jeg tror Luce’s mor fik øje på det, for hun kiggede op og begyndte at snakke.

”Luce er blevet kørt ned, og hun lægger nu i koma. Ingen ved hvor længe, men lægerne ved at hun vil lægge der i noget tid.” hun kiggede igen ned i bordet og jeg kunne se at hun græd, men jeg var ligeglad, jeg skulle have flere informationer.

”Hvad? Hvornår?” råbte jeg nærmest, helt chokeret og sur over at hun ikke bare kunne tale. ”I-i mandags” sagde hun stammende og rystede. Hun tørrede hurtigt sine overflødige tåre væk, da tjeneren kom med vores bestilling. Han satte dem på bordet, uden at sige noget og gik. Jeg tror godt han kunne fornemme der var noget galt. Da han var gået igen, kiggede jeg alvorligt over på Luce’s mor igen.

”Jeg vil have sagt det noget før, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde det så dårligt, med mig selv. Jeg ved godt, at jeg ikke kunne have gjort noget ved det, men jeg følte bare at alt var min skyld.” sagde Luce’s mor, med en hulkende stemme og pudsede sin næse. Jeg holdte op med at lege med mine hænder og kiggede forvirret rundt i cafeen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller gøre. Luce’s mor begyndte atter og græde, og min mor gik denne gang over og trøstede hende. Jeg kunne mærke mine tåre var på vej op, jeg kunne mærke jeg havde brug for at komme væk.  Jeg rejste mig op og gik hurtigt, med små hop, så det kom til at ligne jeg løb, over til toilettet. Jeg låste døren og faldt sammen ved toiletdørens bagside. Mine tårer kunne ikke stoppe, de væltede ud.

Hvorfor Luce? Hvorfor lige når jeg har brug for hende? Jeg tog en dyb indånding og gav mig selv en lussing der var så hård, at jeg igen begyndte at græde igen, men denne gang fordi jeg følte mig så godt tilpas når jeg gjorde skade på mig selv. Jeg rejste mig op og gik hen til det store spejl der hang på vægen ovenover vasken. Jeg kiggede på mig selv, jeg lignede en omvandrende idiot. Det er klart jeg ikke kom med i Mistletoe musik video, når jeg er så grim. Jeg behøver ikke engang at dukke op på onsdag d. 10. Jeg ved jeg ikke kommer med, jeg behøver ikke at gøre mig selv mere ked af det. Der er en uge og en dag til castingen, syndt for jeg kommer ikke.

Jeg vaskede mit hoved med kold vand, tørrede det med servietter og gik ud. Jeg gik hen til cafeen igen, de sad der stadig. Jeg gik videre, og da jeg kom hen til bordet, stoppede jeg op og kiggede ned op Luce’s mor som stadig sad og græd, med min mor rundt om hende.

”Jeg vil gerne se hende” sagde jeg koldt, uden nogen følelse overhoved i min stemme. Det var sent og jeg orkede ikke deres grøderig.

”Det kan du ikke, lægerne har sat besøgs tider” sagde hun og lød overrasket over at jeg havde talt til hende. Jeg var stædig og ville ikke give op. Så det endte med at vi i tavshed gik hen til Luce værelse. Der var et lille vindue som man kunne kigge igennem. Jeg stod på tær og kiggede ind. Jeg kunne ikke helt se hende, for mine øjne prikkede, så det slørede. Jeg vendte mig om og rystede mine ”snart kommende” tåre væk og vendte mig igen om mod det lille vindue. Det gjorde mig trist at se hende lægge der, helt hjælpeløs. Jeg savnede hele og jeg kunne mærke det brændte i mit hjerte, at se hende der. Jeg kunne ikke se på det mere, hun lå med en respirator og slanger over det hele.

Jeg satte mig ned, nedenunder døren og satte mit hoved ned i knæene. Jeg græd ikke, jeg tænkte. Jeg tænkte sort.

Dagen efter vågnede jeg, og jeg kunne ikke huske noget af det jeg havde gjort dagen før. Jeg rystede på hoved og kiggede mig omkring i det hvide værelse. Det var ingen på nær tre senge, der ikke var redte. Jeg kiggede på uret der hang på vægen overfor mig, den var 14.30. Jeg strakte mine arme ud og stod op ad sengen. Jeg kunne mærke jeg skulle på toilettet, meget endda. Jeg skyndte mig ud ad døren og over til det nærmeste toilet. På vej hen til toilettet, begyndte minderne fra i går aftens at dukke op i min hjerne igen og jeg kunne ikke lide, hvad jeg kunne huske. Da jeg havde været på toilet, knurrede min mave enormt meget, jeg var bange for at folk der gik forbi mig, kunne høre den. Jeg gik over til mad cafeen og håbede på at der var mad, og til min skuffelse var der ikke noget. Der var en madplan over spise tiderne og næste måltid var først klokken 5.30 – 18. 15. Jeg sukkede og tog et stykke banan og et æble.

Jeg åbnede døren ind til værelset, og min mor og Luce’s mor stormede hen til mig, og overfaldende mig med en masse spørgsmål, som jeg næsten ikke hørte nogle af. Jeg satte mig surt op på sengen jeg havde sovet i, og ventede på de var færdige med at snakke, for jeg havde noget meget vigtigere at spørger om.

Da de endelig var færdige med at snakke, tog jeg føringen og spurgte, ”hvornår kan jeg besøge Luce?”

Luce’s mor smilede og svarede ”nu, hvis du vil, vi har lige været derhenne”. Jeg fik straks den energi som jeg havde savnet tilbage og skyndte mig op at stå og ventede på at en af dem, vil føre mig hen til hende værelse. Eftersom jeg ikke kan finde vej.

De gik begge med. Ude for Luce’s dør stod jeg lidt med en glad mund og smilede, ikke til døren, men til hende. Jeg havde sådan glædet mig til at se hende, at jeg havde glemt alt om at købe en gave til hende. Mit smil forandrede sig til noget sur igen. Jeg vendte mig om mod min mor og hun kiggede overrasket på mig. Lige før havde jeg været så glad og fyldt med energi og nu var jeg sur igen.

”Mor jeg kan ikke gå derind.” sagde jeg trist til min mor. Der stadig stod forvirret.

”Hvorfor ikke skat? Sagde min mor med en underlig stemme.

”Jeg har ikke nogle gave med til hende, og hvis jeg havde lagt derinde i koma, vil Luce havde købt den bedste gave nogensinde til mig.” sagde jeg og var lige ved at få en græde anfald. ”Miley altså” sagde Luce’s mor, ”du behøver da ikke have nogen gave med. Bare det, at du er her, er en gave!” fortsatte hun, med en sukkersød stemme, der gav mig en større trangs til at græde.

Jeg nikkede på hovedet og svarede surt, ”nej, jeg vil ud og købe en gave, ellers går jeg ikke der ind og jeg SKAL ind!”

Min mor sukkede dybt og sagde irriteret, ”kan du så ikke købe noget i sygehuse kiosken?”. jeg kiggede dumt på hende, som om hun ikke selv vidste det var en dumt svar. Jeg vil give hende noget personligt som hun vil blive glad for. Ikke bare en buket blomster som rådner samme uge eller en pakke chokolade som vi andre spiser før hun overhovedet er vågnet. Nej det skal være noget hun virkelig elsker.

Jeg fik endelig overtaget min mor, til at tage med ud og købe en gave til Luce. Vi kørte ned i byen og jeg håbede på ikke at støde ind på nogle fra skolen. Vi gik ind i min ynglings butik, Justin Bieber Shop, Luce er helt vild med Justin Bieber. Jeg kiggede på en masse ting og hvert ting mindede mig om castingen.

”Mor?” sagde jeg med en nedtrykt stemme.

”Ja, har du fundet noget?” sagde hun, lidt væk fra mig og kiggede ikke på mit ansigt udtryk. Jeg gik lidt tættere hen til hende og sagde trist, hvad jeg havde besluttet mig for, ”Nej mor, det har ikke noget med sagen at gøre.” jeg holdte en lille pause og begyndte igen, ”jeg har valgt ikke at tage til castingen på onsdag.”

Hun kiggede på mig og troede sikkert jeg lavede sjov, hvilket jeg langt fra gjorde. ”Lille skat da, hvad er det du siger?” sagde hun skeptisk og kiggede videre på de bluser der hang på væggen.

”Mor jeg mener det, jeg vil ikke såres mere.” sagde jeg trist, for jeg vil jo gerne møde Justin og jeg vil jo gerne være med i videoen.

”Jamen hvorfor skulle du dog blive såret?” spurgte min mor dumt.

”Mor, selvfølelig bliver jeg ikke valgt, de har sikkert 10.000 andre piger at vælge imellem!” sagde jeg, med en højere stemme end jeg havde brugt før, selvom jeg vidste butikken var fyldt med en masse fans.

Min mor sukkede ad mig og rullede med øjnene. Jeg hadede når hun gjorde sådan, hun tror hun er så ”ung” når hun gør det. Hun kiggede på mig og sagde, ”Hør her, nu tager du til den casting og ser hvad der sker. Hvis du ikke bliver valgt, ved du hvorfor. For det har du selv lige sagt, ”De har sikkert 10.000 andre piger at vælge imellem.”, det sidste sagde hun på en drille måde, der gjorde mig rigtig sur. Hun skulle ikke bestemme, hvad jeg skal gøre, selvom det hun siger, er noget jeg virkelig gerne vil, og jeg ved at hvis jeg ikke tager til castingen vil jeg fortryde det.

Vi lagde emnet til side og kiggede videre i butikken. Da jeg havde fundet, den perfekte gave gik vi ud til bilen og kørte tilbage til sygehuset. Jeg glædede mig som en lille pige i en slikbutik, til at se, snakke og giver Luce hendes gave. Under turen til sygehuset, sagde jeg ikke spor, men smilede og små hoppede i sædet af glæde. 

Da vi endelig nåede hen til sygehuset, var det ikke noget med at vente på min mor. Jeg løb, nærmere spurtede ind til hovedindgangen og videre hen til Luce værelse. Jeg kunne høre min mor råbe, at jeg skulle sætte farten ned, før jeg kom til skade, men jeg lyttede ikke og løb videre, næsten endnu hurtigere end før.

Ude for døren sad Luce’s mor, jeg smilede til hende og skulle lige til at gå ind. ”Miley, du må først gå der ind efter aftensmaden, ellers forstyrrer du hende og lægerne, der skal være derinde for at tjekke om alt er i orden. Gå du bare over og spis aftensmad.” sagde Luce’s mor med en stemme der rørte mig. Jeg gjorde, hvad hun bad mig om og gik slæbende hen til mad cafeen igen. Duften af mad gjorde mig endnu mere sulten, end hvad jeg var. Jeg skyndte mig at tage en tallerken og puttede en ordentlig portion med pasta, kylling og en masse sovs.

Jeg satte mig ned ved et rundt bord for mig selv og gik i gang med at spise løs. Sygehus mad smagte ikke værst, jeg tog endda to portioner. Da jeg var færdig var jeg stopmæt. Jeg havde helt glemt alt om Luce og at jeg skulle besøge hende, men huskede det igen da jeg så at jeg stadig havde hendes gave.

Jeg ventede lidt og gik hen til hendes værelsesdør. Jeg kiggede ind igennem vinduet og der var ingen læger. Jeg trak vejret dybt og åbnede døren op. Der lå hun, hun så allerede tyndere og sygere ud, og der var kun gået fire dage. Jeg blev trist ved tanken, men prøvede på at lade som ingenting, for Luce måtte ikke lægge mærke til det. Jeg gik tættere hen til hende og satte mig på sengekanten jeg tog hendes hånd og holdte den. Jeg begyndte at snakke med hende, som var alt ligesom i gamle dage.

”Når ja Luce, jeg har en gave med til dig og jeg ved du vil elske den.” sagde jeg helt lettet over at jeg havde fået købt en gave til hende. Jeg ventede lidt med at give hende gaven, til hun måske vil svare, da jeg havde opgivet det gav jeg hende pakken. Jeg hjalp hende med at åbne gaven, hvilket vil sige at jeg blev nød til at slippe hendes hånd, det var jeg ikke glad for. Jeg åbnede pakken stille og roligt, for at lave lidt spænding. Jeg vidste at Luce ikke kunne lide spænding og flåede det sidste op.

”Dadada Justin Biebers nye Mistletoe cd, med en kæmpe plakat og en lilla cap med ham på.” råbte jeg overrasket, som var gaven til mig og jeg ikke vidste, hvad der var i. Det var som om jeg kunne se lidt af et smil på hendes læber.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...