All I Want For Christmas - JDB

Siden jeg hørte Justin Bieber, for første gang havde jeg været den Største Belieber. Jeg misundte alle der havde været "On less lonely girl", og jeg ville ønske jeg var Selena Gomez.

Hej jeg er Miley, og er 16 år gammel. Første gang jeg mødte Justin, var det ikke som forventet. Det var som om han ikke ville kigge eller snakke med mig. Hvorfor var han ikke så imødekommende som han plejede?

Novellen ligger også inde på gosupermodel.

I må meget gerne ligge en kommentar eller bedømme den! ;)

8Likes
46Kommentarer
4512Visninger
AA

2. Brevet

Jeg åbner endnu en gang i dag min e-mail, for at se om de har svaret mig. Jeg indtastede mit brugernavn og skrev min kode, trykkede Enter og klemte mine øjne i så hårdt jeg kunne, i håb om at de havde svaret mig. Jeg talte til 10 og åbnede mine øjne hurtigt.

Øv, de har ikke svaret mig endnu, hvorfor tager de så lang tid. Jeg har ventet i 16 timer og 15 minutter. Jeg kan ikke blive ved med at tænke, jeg må lave noget andet og når jeg er færdig kan det være de har svaret mig.

Jeg gik i neden under, hvor min mor sad foran fjernsynet, så et eller andet morgenprogram og drak en af sine daglig kop kaffe. Hun så i forhold til mig helt rolig ud, som om der ikke var noget at bekymre sig om. Jeg gik stille hen til hende og tog hurtigt fat om hendes skulder og råbte ”bøøøøøøh” så højt jeg kunne. Hun blev så forskrækket at hun spræng op og hende kaffe væltede ud over det hele. Jeg kunne ikke lade være med at grine, især ikke når hun stod og skar ansigt til mig. Hun sagde jeg skulle opføre mig mere modent. Men når jeg endelig gør noget modent, siger hun at, jeg for ung til det.

Voksne kan være forvirrede. Især når voksende er min mor, måske har det noget med ensomhed at gøre. Måske savner hun en at holde om, hvis man lige ser bort fra mig.

Jeg gik ind i at spille rummet, satte mig ned foran mit klaver og begyndte at spille. Jeg spiller når jeg er trist, har noget der skal tænkes over eller når jeg keder mig og skal øve. Jeg går til klaver hver onsdag, jeg går på elite holdet. Første gang jeg gik tal klaver var da jeg var 8 år gammel. Jeg havde været til familiesammenkomst, hos min mors side, jeg kender ikke min far, eller hans side af familien. Da min moster begynde at spille en meget sød sang, som jeg syntes lød så godt. Jeg kan huske jeg bad hende om at spille igen og igen.  Siden da har jeg spillet klaver og sunget.

Jeg kan spille i flere timer, uden at jeg kan lægge mærke til det. Jeg har skrevet flere sange ned. Min sang og klaver lærer synes jeg skal holde en lille koncert, men det har jeg ikke lyst til. At stå op på en sene og optræde er for pinligt, og hvis jeg kikser, vil alle i salen grine og jeg vil aldrig blive til noget. Det er ikke fordi jeg synes, det jeg er dårligt, det er bare tanken om at blive ydmyget, der gør mig bange. Jeg er en meget genert og stille pige, selvfølelig ikke når jeg er sammen med mine venner, der er jeg ”den skøre og sjove pige”, men når jeg er i nærheden af folk jeg ikke kende eller i timerne.

Nogle gange har jeg bare lyst til at råbe noget til folk, når de ikke forstår noget, men min generthed holder mig tilbage. Jeg vil ikke kalde mig selv for en nørd, for det er jeg ikke. Jeg er god i skolen, men ikke perfekt. Jeg kan altid blive bedre til noget og derfor blærer jeg mig ikke med noget. Det er kun min familie og tætteste veninder der ved at jeg synger og spiller på klaver. Når jeg spiller, glemmer jeg alt, alt omkring mig, jeg føler mig i en hel anden dimension. Som min mor tit ødelægger, når hun kommer og forstyrrer. Jeg har skrevet flere sange om Justin Bieber, om at han ikke er perfekt og alle begår fejl.

”Miley, Miley, kom her hen jeg har noget til dig!” Råbte min mor. Jeg sagde jo, at hun ødelægger min ”anden dimension”

”Hvad det mor?”

”Kom her ned skat” Råbte hun igen. Jeg tror jeg bliver nød til at gå derned, ellers stopper hun aldrig.

Jeg gik sløv ned ad vores trappe, kiggede opgivende på min mor, der holdte et kæmpe 1. advent skilt oppe.

”Der er vidst en der har glemt noget i dag, var?” Sagde min mor, meget glad.

Jeg sendte hende et stort smil og sprang hen til min første adventsgave, som min mor ikke gad at give mig, min mor elsker at drille mig, selv om det er meget irriterende.

”Giv mig den, moooor giv mig….”  Sagde jeg, på en måde der lød som var jeg 3 år igen.

Min mor holdte pakke for øjnene af mig, jeg skulle lige til at gribe fat om den, da hun fjernede den igen. Jeg satte mig ned på gulvet, og kiggede surt op på hende. Hun gav mig ”hvor er du en dårlig taber” blikket og smilte.

Til sidst overgav hun sig og jeg fik gaven. JEG FIK EN KÆMPE JUSTIN BIEBER PLAKAT! Jeg løb op på mit værelse og skyndte mig at hænge den op, mens min mor var lige i hælende på mig, lige der havde jeg glemte alt om at sige tak. Men jeg sagde det efter hun havde hjulpet mig med at hænge plakaten op, jeg kyssede og over krammede hende endda.

Min mor og jeg havde lige spist vores første advents middag, kartofler, ris og sovs. Min mor er ikke speciel god til at lave mad, men sammen lavede vi en fantastisk middag. Jeg har ikke tjekket min E- mail siden sidst og mine nerver er meget spænde. Jeg ved ikke om jeg turde gå ovenpå og tjekke.

Men mine ben vandt over min hjerne, og gik ovenpå, de løb endda, mens jeg råbte tak for mad mor, eller mig selv. Jeg gennem gik den samme rutine som i morges. Tastede mit brugernavn og adgangskode, klemte øjnene i og åbnede dem meget hurtigt. BREV! Jeg skyndte mig at kalde på min mor, der spurtede op på mit værelse.

”Hvad, hvad, hvem er død?” Sagde min mor, som sikkert troede hun var meget sjov.

”Jeg har fået besked og jeg ture ikke åbne!”

Min mor tog over og åbnede beskeden for mig, jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mine øjne, eller hvor de skulle kigge hen. Jeg valgte bare at kigge ned i gulvet. Da min mor havde læst beskeden kiggede hun bare på mig, uden at sige noget. Jeg troede der var noget helt vildt galt, for hun sagde ikke noget, og blev ved med at kigge på mig, som forvendte hun at jeg skulle sige noget. Så det gjorde jeg.    

”Hvad?” Sagde jeg, meget nervøs.

”Jeg har ikke læst beskeden færdig, for jeg synes selv du skal læse resten.

Jeg blev ved med at holde mit blik på hende, da mine øjne begyndte at bevæge sig hen mod skærmen. Jeg læste meget langsomt, for at søger for at jeg forstod hver eneste ord der stod. Jeg skulle nødig misforstå noget af det der stod. Inden jeg var færdig kunne jeg mærke mine øjne, var begyndt at prikke. Jeg kunne ikke læse videre.

Der stod, at jeg var rigtig god, men at jeg ikke passede ind i rollen, jeg havde ikke den højde, hår eller øjne farve de skulle bruge.

Jeg bryd sammen på gulvet, og mine tåre var over alt. Min mor skyndte sig ned til mig, og sagde det var hun meget ked af. Jeg skubbede hende lidt væk fra mig, så jeg kunne få lidt luft. Når hun krammede mig, holdte hun så tæt om mig, jeg næsten ikke kunne få vejret.

Hun gik op til computeren og læste brevet færdig. Selv om jeg ikke kiggede på hende, kunne jeg se hun kiggede underligt på mig. Jeg kiggede op og ned igen. Hun satte sig ned til mig og sagde, jeg skulle gå op og læse brevet færdigt.Jeg satte mig ned på kontorstolen og læste brevet færdigt.

Der stod, at de alligevel gerne vil have mig ind til en anden casting, hvor de vil høre mig synge, og se om jeg passede ind til en anden rolle, for de kunne rigtig godt lide min personlighed.

Jeg hoppede glad op fra kontor stolen og tørrede mine tåre væk. Næste gang skal jeg nok vælge at læse en besked færdig. For jeg har ikke lyst til at gennem gå det her en gang til.

Jeg gav min mor et ordentlig kram, hvor hun skubbede mig lidt væk forsjovt. Jeg gik i seng rigtig glad, men alligevel ikke.

Dårlig ting: 1. der var skole i morgen og 2. jeg var nervøs for at synge, til castingen d.10 december.     

Gode ting: Det er den 1. december i morgen, og 2. jeg gik videre. 

Men hvad er der dog galt med min højde, øjne og hårfarve?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...