Memories from last Winter

"When it snows, you have two choices: shovel or make snow angels." En skytsengel kan gøre mange ting, men indenfor love og regler. Men for at blive skytsengel må man også opgive et par ting, deriblandt kærlighed. Når den forbudte følelse blusser op i ens hjerte, hvilken vej vil man så vælge?

10Likes
63Kommentarer
3278Visninger
AA

12. 11th Memory: Up Above

  "Nu hvor du siger, følte jeg en psykopatisk nærhed tidligere..."

  "Unni, du er den mest psykopatiske person af jer to," sukkede jeg. Da vi fortalte hende om vores fremtidige planer, blev den stakkels fyr jagtet af en økse. Min unni havde fornærmet lagt armene over kors og sat næsen i vejret. Hun havde intet imod at blive kaldt hjernedød sindssyge kylling, uintelligent perverse gedebuk eller motherfucker son of a bitch, men psykopat tog hun til hjertet. Jeg kunne høre et utilfreds fnys fra hende, hun kun vist høre hvad jeg tænkte igen. Jeg rakte tunge af hende.

  Jeg stirrede intenst på hende, men hun undgik alligevel mit blik. Hvis det skulle være på den måde, måtte jeg gøre det på en anden måde. Jeg samlede alle mine tanker, de der mystiske med Changmin-Yunho-Riley, og sendte dem mod Keki. Hun skulle høre min side af historien, ikke hendes egne små morderiske fantasier! Den måde hendes ansigt forandrede sig, fortalte mig at hun ikke havde forventet det. Der kom en tavshed over os. Det vil sige, unni og jeg blev stille, Changminnie og Yunho var stadig i chok over jeg næsten var smedet sammen med en eller anden fyr.

 

  "Omo... Det er bare sygt og forkert, det der..." hviskede unni pludselig, overrasket og forundret.

  Personligt havde jeg forventet et andet udbrød, som "HANNAH VALENTINE! HVORDAN KAN DU HAVE UBESKYTTET SEX MED TRE?!"-agtigt, men det kom aldrig. Det ville ellers være meget underholdende. Uden at opdage det, var jeg blev fjernet fra Changmin og udstrakt på sengen. EHHH?!

  "UNNI~! HVAD I ALV- STOP MED AT FJERNE MIT TØJ!" skreg jeg, mens jeg prøvede at vride mig fra hende. Hvad end der var i hendes (sindssyge) planer, ville jeg ikke være en del af det. Især ikke når jeg skulle have min krop undersøgt af hende!

  "Hush. Jeg tjekker dig for mulige sygdomme, graviditet, voldtægt og kage, Hannah-saeng!"

  Jeg forstod kun den første grund, de andre tre gav ingen mening. For det første kunne jeg ikke blive gravid, for det andet burde hun vide det var frivilligt, for det tredje hvorfor skulle jeg havde kage på mig?! Det ville ikke hjælpe at bede om hjælp fra Changmin og Yunho, de var stadig i trance over jeg havde været forlovet. En anden udvej var Rin-Rin, men jeg ville jagtet i et par årtier hvis jeg misbrugte hendes tid. På den anden side, jeg var limen der holdte forholdet mellem hende og Onew sammen, jeg var jo deres lille postbud.

  "Done. Du har ingen sygdomme, intet foster i maven, ikke blevet voldtaget og har ikke kage på dig," fastslog Keki så, helt klart tilfreds med resultatet. Var hun allerede færdig? Det gik stærkt, eller brugte jeg for meget tid på at tænke over mine muligheder om at flygte. Jeg tog den alt for store trøje på igen, var det mon Changmins?

  "Changmin-ah, jeg må desværre meddele dig, at du ikke er blevet far. Jeg beklager, men din Hachacha er ikke gravid, hvis hun var ville jeg tvivle på det blev med dit barn," sagde unni og slog ham let på skuldrene. Jeg drejede hovedet kraftigt og så rasende på min unni. Det så ud til at Changmin vågnede fra sin trance og kiggede hurtigt frem og tilbage mellem Keki og mig.

  "Huh? Gravid? Far? EHHHH?!"

  Changmin gjorde store øjne og så på mig, jeg plantede mit ansigt i min hånd. Hvis du havde haft biologi, ville du vide at ingen ville blive gravid så hurtigt - udover Jomfru Maria.

  "Du hørte helt rigtigt, Ha- AAAUUUCH!!!"

  Jeg plantede en knytnæve i hovedet på Keki, selvom hun var min unni, der fik hende til at holde mund og tage sig til ansigtet. Hun havde helt klart ikke forventet det. Jeg pegede vredt på hende, Changmin, Yunho og døren. Uden at sige noget tilbage, tog hun Changmin og Yunho under hver arm og forsvandt ud af døren. Jeg gik selv hen og smækkede døren i, stille gled jeg ned ad den. Så udmattende at være mig.

 

 

  Da den sidste knap var knappet, rettede jeg på den hvide skjorte. Jeg kiggede på min hvide jakke, og lod et suk undslippe mine læber. Jeg stak hånden ned i lommen og fiskede et par hullede, grå cowboy bukser op. Kampen om at få dem på begyndte, de var stramme og sad tæt ind til huden, og det så ud til jeg vandt. Jeg satte mig træt ned og tog de højhælet, sorte støvler på. Jeg tog jakken over armen og gik ud i stuen.

  Tre hoveder kiggede med det samme på mig, jeg plantede mig ved siden af Changmin og ignorerede de tre blikke på mig. Jeg så irriteret ud af vinduet og opdagede det 'vidunder' der var ved at ske udenfor. Der faldt små, hvide ting fra himlen og begyndte at dække landskabet i hvidt.  For ubegavede, eller bare fantasiløse, hjerner, så betød det at det sneede. Af en eller anden grund, så hader jeg sne meget. Jeg forstod heller ikke den begejstring mennesker har for årets først sne.

  "Så .... hvad så nu?" spurgte Yunho, bare for at bryde den akavet stilhed jeg havde skabt. Jeg trak  ligegyldigt på skuldrene og forsatte med at stirrer på den faldende sne. Jeg mærkede to blikke på mig, den ene var stikkende mens den andet var bekymret. Mit blink vandrede fra vinduet til de andre tre, de ville have en forklaring på mit humør.

 

  "Fint!" mumlede jeg irriteret, bare for at tilfredsstille dem og få fjernet de klæbende blikke. Jeg rejste mig og stilte mig hen til vinduet og kiggede ud af det igen. "Mens jeg klædte om, fik jeg en opringning fra Him-, eh, arbejdet, om en forfremmelse."

  "Hvad er der så galt med det, siden det gør dit humør så surt?" spurgte Yunho, ret så skarpt. Jeg smile lidt, han forstod det ikke, der var en stor forskel mellem vores jobs. Jeg vendte mig om, for at se på Yunho, men mest af alt Changmin, mens jeg fortalte resten.

  "Forfremmelsen kræver et par ting, som ikke er helt nemme."

  Jeg smilte træt, jeg orkede det simpelthen ikke. Unni så på mig med store øjne, hun forstod endelig hvad jeg ville fortælle dem. Jeg trak lidt på skuldrene og rystede på hovedet, som et svar til hende. Hun sank sammen.

  "Skal du virkelig, Hachacha?"

  "Jeg skal, unni, jeg kan ikke afslå denne gang. Du ved hvor meget de holder øje med mig... Siden jeg ikke har dummet mig det sidste stykke tid, mener de jeg ikke vil gøre det igen. Selvom mit cv siger dem kraftigt imod."

  "Men det sted! Hvorfor lige det sted?! Ikke engang de bedste bliver sendt derhen!"

 

  Jeg kunne se min unni var på randen af at græde, fordi jeg skulle af sted, men Changmin og Yunho lignede to store spørgsmålstegn. De skulle da være taknemlige for jeg ikke snakkede til dem på latin, som jeg normalt ville have gjort. Jeg var ikke god til at håndtere disse situationer, min humor ville ikke gøre det bedre, jeg ville kun være i stand til at gøre det akavet. Jeg endte med at sætte mig på hug foran Changmin, med mine hænder foldet sammen og hovedet hvilende på dem.

  "Changminnie, jeg skal ud og rejse i noget stykke tid. Desværre er det på ubestemt tid, i værste tilfælde kommer jeg slet ikke tilbage. Kontakt til mig kan heller ikke ske, men du kan altid spørge Onew-oppa om at få statusrapport på mig."

  Jeg rejste mig og klappede ham på hovedet. Jeg greb fat i min jakke, uden så meget som at skænke ham et øjeblik til at tænke, og skyndte mig at gå mod døren. Dog var ungen hurtigere til at sætte det hele sammen, end jeg havde ventet, og grebet mig i et kram bagfra. Selv med hans ekstra vægt, forsøgte jeg at slæbe mig hen mod døren.

  "Changmin-ah, giv venligt slip på mig, medmindre du gerne vil have jeg bliver fyret og sendt tilbage til mit hjemland," sagde jeg så koldt jeg kunne, selvom det gjorde ondt at sige det. Hans greb blev kun strammere af mine ord, så stædig han kunne være! Jeg skævede til min unni over skulderen, der straks forstod hvad jeg ville gøre. Hun nikkede kort og satte sig over til Yunho, der straks faldt i søvn. Jeg løsnede Changmins greb om mig, så meget at jeg kunne vende mig om, og strøg hans pandehår til den ene side.

  "TVXQ!s Max Changmin opfører sig et lille barn, der ikke vil give slip på sin mor. Men på et tidspunkt bliver ungerne skubbet ud af reden og må klare sig selv. I dette tilfælde har du din Yunho-hyung, og dine SME-dongsaengs, så der skulle ikke blive noget problem, vel?"

  Changmin nikkede modvilligt, han ville simpelthen ikke lade mig tage af sted. Jesus Christ, so stubborn! Måske skulle det nævnes at det var for hans eget bedste? Medmindre han gerne ville have mig til at visne hen...

  "Changminnie, luk dine øjne og ræk mig din ene hånd."

  Modvilligt gav han slip med sin ene arm og rækte hånden mod mig - nærmere bare lod den hvile, med håndfladen oppe, på min mave - mens han lukkede øjnene i. Jeg er ked af det Changmin, men jeg kan ikke blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...