Memories from last Winter

"When it snows, you have two choices: shovel or make snow angels." En skytsengel kan gøre mange ting, men indenfor love og regler. Men for at blive skytsengel må man også opgive et par ting, deriblandt kærlighed. Når den forbudte følelse blusser op i ens hjerte, hvilken vej vil man så vælge?

10Likes
63Kommentarer
3277Visninger
AA

11. 10th Memory: Shattered Memories

  Jeg stod i komplet mørke, intet lys. Men hvad lavede jeg her? Det sidste jeg husker var unnis arme og en uforklarlig stor smerte. Hvis jeg var besvimet havde hun slået løs på mig, til jeg vågnede, men dette var noget andet. Jeg havde hørt om engle, der var endt i en endeløs søvn og vågnede kun for at se sig selv forsvinde. Grunden til de kollapsede og forsvandt, var der stadig ingen der kunne forklare. Ingen nåede at spørge om noget, før de forsvandt op i noget lysende støv.

 

  Mørket forsvandt og tonede væk i en larmende by. Byen så bekendt ud. Det var ikke i det enogtyvende århundred, så meget kunne jeg sige med sikkerhed. Det hele virkede så gammelt, som London engang så ud. Men ikke engang Big Ben var her, så det måtte være London for meget gammel tid.

  Mit blik blev fanget af et par blonde lokker, et par lokker jeg havde set mange gange før. Mit eget hår, kunne jeg se i menneskemyldreren. Selv kunne jeg ikke huske noget af dette, men jeg talte engelsk da startede som engel. Senere lærte jeg flere sprog, som koreansk, japansk, spansk, fransk, norsk, hvor jeg nu var blevet sendt hen. Men hvis jeg huskede ting fra mit tidligere liv, ville jeg dø som skytsengel, sådan var reglerne. Okay, måske ikke helt sådan, hvis jeg huskede min død, ville jeg med stor sikkerhed forsvinde fra verden. Hvor hen jeg så kom, ville være et godt spørgsmål.

 

  Jeg fulgte efter mig, der løb igennem Londons skumle gader, som faktisk ikke var nemt. Hvorfor havde jeg ikke den kondition mere?! Da mit tidligere jeg endelig stoppede op, var jeg ved at dø luftmangel. Godt nok løb jeg igennem en masse mennesker, og måske faldt i nogle brønde, men opdaget blev jeg ikke. Måske fordi folk ikke kunne se mig, det håbede jeg på, ellers ville de sikkert have reageret. I det sekund jeg tog skridtet mod huset, mit tidligere jeg åbenbart boede i, blev verden igen sort. Jeg stod stille. Hvad skete der for denne underlige verden?

  "Du blev ganske enkelt bare stoppet fra at se din egen død, frøken Hannah."

  Jeg vendte mig forskrækket om, folk skulle ikke kalde mig 'frøken'! Jeg blev mødt af et par smaragd grønne øjne, der smilede koldt til mig. Den samme brune hårfarve som Onew, hud blegere end mælkehvid, smal figur, de rigtige former, et mandelformet ansigt og blodrøde læber. Hvem var pigebarnet?!

  "Lucy. Fehr Lucy Joo, som man ville sige i Sydkorea. Lucy Joo Fehr, som man ville sige i London."

  Hun fniste, efter hun havde sagt det, eller var det mig der så blank ud. Det mest sandsynlige er nok, at hun fniste over mit blanke ansigt. Jeg fattede ingenting, udover hendes navn er Lucy. Hvem var hun egentlig?

  "En person der vil have stor betydning for din fremtid, Hannah," hviskede hun i øret på mig. Noget langt og koldt ramte mig hårdt i maven, der gjorde ulideligt ondt. En varme løb ned ad min krop og en metallisk lugt spredte sig. Lucy ansigt blev mere og mere slørret, men jeg så hvordan hendes læber dannede ordene 'Sweet dreams' inden alt blev mørkt.

 

 

  Jeg ramlede ind i noget hårdt med hovedet, men det var ikke der fyldte mit hoved. Kælling Lucy havde lige stukket mig ned! Jeg kunne end ikke styre min egen vejrtrækning, der peb og var hurtig. Et par hænder lagde sig på hver side af mit ansigt, men jeg strittede kun imod. Min krop rystede og var badet i koldsved. Hvad var det jeg lige havde set?!

  "Hannah-ssi, se på mig!"

  Det var først nu billedet blev klarere og jeg kunne se et par dybe, brune øjne se bekymret på mig. På trods af at det var umuligt, slog mit hjerte hårdt mod mine ribben. Et par arme omsluttede mig, og vuggede mig beroligende frem og tilbage. Jeg lyttede til hjerteslagets gang, for at berolige mig selv.

  Da jeg endelig var faldet til ro igen, var jeg forvirret. Hvor var jeg overhovedet henne? Jeg løftede mit hoved fra den trygge favn og så rundt omkring mig. To skikkelser kunne ses, men det hele var stadig lidt slørret i det, men den ene farede hen mod og rev mig ud af min tryghed.

  "HANNAH VALENTINE! Hvis du nogensinde gør det igen, skal jeg personligt flå dine indvolde ud, partere din krop i små stykker, fodre ænder med gammelt brød og få en slange!" snøftede og råbte min unni af mig. Jeg var ved at blive kvalt i hendes kram, men jeg valgte bare at klappe hende akavet på ryggen.

  "Så, så, unni, jeg er her nu," fik jeg med besvær fremstammet. "Hvis du bliver ved, dør jeg før du kan gøre nogle af de ting."

  Gulvet ramte mit haleben, eller omvendt, men jeg var ligeglad: Jeg ville hen til min trygge favn igen. Jeg vidste ikke hvor den var, men jeg kravlede bare hen til et par ben, ved en seng, og satte mig på skødet af vedkommende. Trygheden kom tilbage, da to arme holdte mig tæt indtil kroppen. Jeg ville ikke have noget imod at blive til støv her, jeg lukkede øjnene og puttede mig tættere ind til personen.

 

  Sekunderne gik, men der skete intet, jeg forsvandt ikke. Jeg åbnede forsigtigt øjnene og så hen på min unni, der så lige så overrasket tilbage på mig. Det var sært.

  "Unni, jeg er forvirr-"

  Smerten, hvor Lucy havde stykket mig, kom pludselig. Jeg pressede desperat på stedet, så der ikke skulle flyde med blod over det hele. Men ingen varme væske kom mod min hånd, kun en ulidelig smerte. Et billede af en stor kniv, viste sig for mine øjne, og smerten forsvandt igen.

  En hånd hvilede bekymret på min pande, for at tage min temperatur. Jeg vendte hovedet, så jeg kunne se hvem. Jeg blev mødt af Changmins bekymrede øjne. Endnu et billede gled fordi, et med øjne fulde af had. Jeg blinkede forvirret, var det Changmin der gav mig tryghed? Jeg tog tøvende fat i begge hans kinder, hev til og slap dem igen. Jeg forsatte med at prikke til hans ene kind og skiftevis til hans næse.

  "Keki-ssi, hvad er det hun laver?"

  "Jeg har ærlig talt ingen anelse, Yunho-oppa."

  Et par varme hænder holdte mine egne hænder fast, så jeg ikke prikkede mere. Et billede fløj forbi igen, denne gang nåede jeg ikke at se det hele. Jeg lod ham holde mine hænder fast, ellers ville han nok gå amok med alt mit pilleri og prikken. Men var virkelig ham, ingen illusion.

  "Chan-Changmin-ah?" spurgte jeg forsigtigt. Et smil bredte sig over hans læber, som om han havde ventet på mig. Et kys blev plantet på min næse, hvorefter jeg blev smidt ind i endnu et kram. Et billede med et falsk, koldt smil dansede forbi mine øjne.

  "Hannah-ssi, er du dig selv nu?" spurgte Changmin, efter han havde afsluttet krammet. Han skubbede mig blidt tilbage, så han kunne betragte mig. Det var Changmins egen stemme, ikke en andens. Alt omkring virkede helt normalt. Jeg kørte noget af hans pandehår til siden, han så træt ud. Havde han holdt sig vågen, indtil jeg vågnede igen? Mit blik vandrede hen på unni og Yunho.

  "Unni, hvor lang tid har jeg været væk?" spurgte jeg, med hovedet på skrå.

  "Aish, du kollapser pludselig, vågner pludseligt og kollapser igen.. Men du har været væk i tre dages tid."

 

  Jeg gjorde store øjne. Den tid jeg var vågen i min drøm, måske mere mareridt, var i hvert fald ikke tre dage. Men det der skete før jeg kollapsede, var stadig et mysterium. Dog turde jeg ikke spørge, ikke når Changmin og Yunho var tilstede. Jeg bed mig selv i underlæben, mens jeg tænkte over hvordan jeg skulle spørge.

  "Unni ... følte du også at han var her?"

  "Følte hvem var her?"

  Jeg kiggede ned på Changmin og mine hænder, inden jeg kiggede på min unni igen. Jeg havde ikke tænkt på hans navn i så lang tid, ej heller havde jeg sagt det i lang tid. Ikke siden den dag, hvor kaosset skete. Det her ville såre Changmin.

 

  "Unni, følte du også at Gen Riley var her? Du ved, min forlovede..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...