You and I Forever 2

Emery har ikke fortalt Caron om sin hemmelighed om at hun er en vampyr, men hun vil gerne, men det er ikke nemt pludselig at må give sin dybeste hemmelighed ud. Selv ikke til en man elsker. Men på samme tid har hun følelsen af at blive beluret. Samtidig har Gwen for længst fortalt Lucas at hun er en varulv. Gwen vil finde ud af noget mere om grunden til at det var så slemt at de var tvillinger og hvorfor de blev skilt fra hinanden.

6Likes
54Kommentarer
4815Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Emery.

”Øh…” mumlede jeg og kiggede væk. Hvorfor troede hun at det var mig? Okay det var så også mig, men det ignorere vi lige. Jeg lod en hånd glide igennem mit hår. Hvad skulle jeg sige? Det var MIN is… i værtfald nu.

”Det kan da godt være mor der har taget den!” udbrød jeg.

”Hey!” kom det ovre fra mor. Jeg smilede bredt. Gwen rystede på hovedet. Så sukkede hun. Hun åbnede munden for at sige noget, lige da Adela kom gående ind med isen i hænderne. Gwen løb straks der hen.

”Har du rodet på mit værelse?” udbrød jeg. Måske ikke så smart.

”HA! Jeg sagde jo at det var dig.” sagde Gwen tilfreds. Jeg satte mig til at surmule, hvilket fik Caron til at grine. Jeg slog ham hårdt over armen. At han ømmede sig fik bare alle de andre til at grine. Så rejste jeg mig, stadig ret irriteret på Caron og vandrede ind på mit værelse. Jeg satte mig på min seng og kiggede op i taget.

Lidt er efter bankede det på døren. Jeg stirrede på håndtaget, og åbnede døren med tankens kraft, noget jeg lige havde lært mig selv. Mit blik blev straks hårdt da jeg så at det var Caron. Jeg vidste godt at jeg overragede, men jeg var bare nervøs. Nervøs for at min hemmelighed ville få ham til at gå, og det eneste jeg kunne komme på var at få ham til at gå før, at jeg kunne fortælle ham om mig. Jeg var så nervøs.

”Hvad er der galt skat?” spurgte han og satte sig på hug foran mig. Jeg lagde mine arme over kors og lænede mig tilbage.

”Intet.” svarede jeg og kiggede vredt på ham. Efter mange års øvelse, var det nemt at lave falske ansigter. Han så overrasket på mig. Så rakte han ud og tog en tot af mit hår. Han kørte den rundt om sin finger. Hans berøring gav mig gåsehud, men jeg ville ikke lade ham vinde, så nemt.

”Søde, jeg kan jo se at der er et eller andet der trykker dig.” sagde Caron. ”Er det det med isen?” jeg sad og måbede. Troede han virkelig jeg ville være vred over det? Mit blik blev fyldt med rigtigt had. Hvordan kunne han TRO det om mig?

Jeg skulede ondt til ham. Så åbnede jeg munden og snerrede;

”Hvis du virkelig tror at jeg er så snobbet, tror jeg bare at du skal gå.” han åbnede og lukkede munden.

”Men skat! Jeg mente det da ikke på den måde!” fik han til sidst fremstammet. Det ændrede dog ikke på min vrede. Jeg havde en utrolig lyst til at kaste med et eller andet. At smadrer hans hoved ind i væggen. Men selvfølgelig ville jeg ikke kunne få mig selv til at skade ham. Men derfor kunne man da godt forestille sig det.

Jeg skulle til at sige noget, men fik ikke lov til det, da Caron pludselig havde trykket sin mund mod min. Først skulle jeg til at skubbe ham væk, men til sidst blev min hjerne helt tåget. Han begyndte at glide sin tunge over min underlæbe. Det fik mig til at åbne munden. Han lod straks hans tunge glide ind i min mund.

Jeg kunne hører nogle stemmer og noget der lød lidt som ’farvel! Hils Emery og Caron’. Mor og far var vidst ved at gå. Men jeg var ret ligeglad. Jeg lod mine øjne glide stille i. Caron kravlede op i min seng, og sad så lige op a mig. Dog ikke så længe før han stille skubbede mig ned og ligge med ham ovenpå mig.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...