You and I Forever 2

Emery har ikke fortalt Caron om sin hemmelighed om at hun er en vampyr, men hun vil gerne, men det er ikke nemt pludselig at må give sin dybeste hemmelighed ud. Selv ikke til en man elsker. Men på samme tid har hun følelsen af at blive beluret. Samtidig har Gwen for længst fortalt Lucas at hun er en varulv. Gwen vil finde ud af noget mere om grunden til at det var så slemt at de var tvillinger og hvorfor de blev skilt fra hinanden.

6Likes
54Kommentarer
4804Visninger
AA

21. Kapitel 20 - Gwen.

Jeg hørte døren blive åbnet, og hamret i igen. Efter noget tid kom Emery gående, ind og væltede MIN bogreol, og vandrede lige ind på sit og værelse og hamrede døren i. Hun måtte virkelig være sur over et eller andet. Caron var vågnet og var faldet ned af sofaen, ved chokket efter døren der blev hamret med. Jeg overvejede lidt at gå ind og spørge Emery, hvad der var galt, men valgte at lade være.

Jeg lagde mig ind til Lucas, og kunne mærke et blik hvile på os. Og jeg vidste godt hvem det var. Caron. Han var med garanti bange for at gå ind til Emery, for bare at blive smidt ud gennem døren igen. Så i stedet ville han sidde resten af aftenen og være jaelous på mig og Lucas.

Adela sad og kiggede i et blad hun havde kigget på det samme billede i jeg ved ikke, hvor lang tid. Der hang bogstavelig talt savl ved hendes mundvig. Jeg grinte af hende og hun kiggede hurtigt op, og rødmede mere end jeg nogensinde havde set en person rødme. Hun var lige så rød i hovedet som en tomat, hvis ikke hun blev helt postkasserød. Jeg smilte kærligt til hende og sagde "Hvem er det du savler over?" Hun vendte bladet om og der var et billede af Eminem. Jeg rystede på hovedet og spurgte "Kan du godt lide rap?" Og hun nikkede ivrigt og sagde "Eller jeg har ikke hørt så meget musik, men jeg har da hørt lidt radio." Jeg nikkede.

Jeg hørte døren til Emery' værelse gå stille op og Emery kiggede ud. Legede hun nu James Bond igen? "Vi har ikke mere dessert med chokolade i. Du har spist det sidste." Sagde jeg uden at kigge på hende. Jeg hørte hun sukkede, men gik alligevel ud i køkkenet for at finde noget spiseligt.

Hun gennemgik alle køkkenskabe, to gange. Inden hun satte sig tungt i sofaen ved siden af Caron. Hun så stadig sur ud. Meget sur ud endda. Jeg kiggede på hende og fik sendt et dræberblik tilbage. Må man nu ikke have lov til at kigge på en person mere. Jeg hørte nogen banke på døren, og jeg rejste mig, efterfulgt af Emery' blik.

Da jeg åbnede døren stod der en dreng og kiggede på mig. "Er Emery hjemme?" Jeg kiggede ind i stuen, og Emery rystede på hovedet hun havde åbenbart hørt personens stemme. "Det går an på hvem det er?" "Han kiggede mig over skulderen og sagde "Russel, Emery kender mig." Og han prøvede at komme forbi, men jeg spærrede vejen så godt jeg kunne. "Du kommer ikke ind. Hun er her ikke." Han betragtede mig kort og spurgte "Du er tilfældigvis ikke Emery' tvilling vel?" Jeg skubbede ham ud og lukkede døren i hovedet af ham.

Jeg gik tilbage ind i stuen og spurgte Emery "Det var en eller anden Russel. Han sagde han kendte dig." Hun trak surt på skulderne og sagde "Hvis han kommer igen så bare spark ham væk." Jeg rystede på hovedet og sagde "Frygter alle mennesker dig bare?" Hun lyste op og sagde rimelig højt "Ja nemlig, det er det gode ve det her liv." Hun sad glad og tilfreds igen ligesom hun skulle være. Hun var altid en meget bedre person når hun var glad og tilfreds. "Hey, Emery jeg kan lave noget chokolade budding til dig engang imorgen?" Hun rykkede pludselig frem i sofaen og sagde "chokolade hvor!?" Jeg nikkede og sagde "Jeg har købt 5 kilo for ikke særligt lang tid siden." Jeg fik et sæt og holdt mig for munden. Fuck. Nu havde jeg lige fortalt hende at vi havde chokolade hjemme. "Men Emery, jeg har gemt chokoladen et sted hvor du aldrig vil finde det." Hun rejste sig hurtigt op og begyndte at lede.

 

5 minutter efter stod hun med 5 kilo chokolade i hænderne. Jeg rejste mig op og sagde "giv mig chokoladen Emery. Stille og roligt." Sagde i et roligt tempo. "Min chokolade fingerne væk du." Jeg gik stille hen imod hende med hænderne strækt ud for at få fat i chokoladen. Hun trak sig længere og længere væk fra mig og sagde "min, min, min og kun min." Jeg sprang hen imod hende, men hun stod pludselig et par skridt længere væk fra mig. Jeg gav nogle små ryk hen imod Caron, og hun gispede kort, men sagde så igen "min, min, min, MIN!" Jeg rystede på hovedet og sagde "Så ta' det da." Hun smilte og skyndte sig ind på sit værelse. Og jeg satte mig hen til Lucas igen. Emery må virkelig elske chokolade.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...