You and I Forever 2

Emery har ikke fortalt Caron om sin hemmelighed om at hun er en vampyr, men hun vil gerne, men det er ikke nemt pludselig at må give sin dybeste hemmelighed ud. Selv ikke til en man elsker. Men på samme tid har hun følelsen af at blive beluret. Samtidig har Gwen for længst fortalt Lucas at hun er en varulv. Gwen vil finde ud af noget mere om grunden til at det var så slemt at de var tvillinger og hvorfor de blev skilt fra hinanden.

6Likes
54Kommentarer
4801Visninger
AA

16. Kapitel 15 - Emery.

Da vi var kommet hjem, havde Adela lige gjort rent i hele lejligheden. Det hele skinnede næsten. Og der kom jeg så ind med mine sorte converse og trampede igen hele lejligheden, med jord på skoene. Jeg var da sød…

Jeg smed mig i sofaen, sammen med Caron. Vi nåede kun lige at sætte os ned, før Lucas og Gwen kom ind. Gwen så lidt oprørsk ud. Jeg sukkede. Nu skulle jeg sikkert til at rejse mig. Nederen. Jeg sad lige så godt.

”Jeg skal tale med dig i enerum.” sagde Gwen. Jep… jeg skulle rejse mig. Hun vendte sig om og gik mod sit værelse. Jeg rejse mig med et dybt suk, lod mine fingre glide hen over Carons arm og gik så efter Gwen.

Da jeg om ind satte Gwen sig i sin seng og jeg satte mig på skrivebordet, med benene over kors. ”Der er ved at ske noget her i byen. Da jeg kom ud af hospitalet sammen med Lucas kunne jeg pludselig lugte en varulv.” sagde hun så. Jeg sad og overbegloede hende. Hvorfor var det så underligt?

”Det var nok bare mor.” sagde jeg og gabte diskret. Jeg scorede straks et muggent blik fra Gwen. Jeg var lige ved at smile.

”Det var lige præcis ikke mor. Det var en fuldkommen fremmed ulv. Jeg har overvejet at spørge mor om hun ved noget om det her. Men jeg ville høre dig om det først.” sagde Gwen, mens hun kiggede afventende på mig. Jeg kom til at tænke på skyggen i skoven, men jeg ville ikke fortælle hende om den. Jeg måtte finde på noget! AHA!

”AV! Det gør ondt at tænke så meget!” udbrød jeg. Jeg lukkede straks øjnene. Så åbnede jeg dog det ene på klem. Hoppede hun på den? Det så sådan ud. Hun lå i sengen og legede død. Og denne gang var det IKKE min skyld. Tror jeg. Min tanker fløj dog tilbage til personen i skoven.

”Jeg går over og spørger mor. Og du skal altså snart fortælle din kæreste om din hemmelighed.” sagde Gwen. Eller det troede jeg da. Jeg havde ikke lyttet så meget efter, men jeg nikkede dog. Jeg kunne hører Gwen rejse sig og gå.

Det samme gjorde jeg. Jeg hoppede bare ud gennem vinduet. Jeg løb hurtigt gennem skoven, med samme ynde som en panter. Jeg kunne mærke vreden ulme i hele min krop. Hvis der var noget der truede MIN familie skulle de dø! Selv hvis det var Lucas de truede. Han var trods alt Gwens kæreste. Desværre.

Jeg lugtede rundt omkring mig. Jeg fangede straks en lugt. En fremmed lugt. Jeg fulgte den straks. Lidt efter stod jeg i en lysning. Jeg lod mit blik glide langs skyggerne. Personen var her et sted. Jeg kunne hører noget over mig. Mit blik var straks fokuseret på en skygge i træerne. Men det var ikke nogen person. Bare en slags dukke.

Igen var mit blik rundt langs skyggerne. Jeg kunne hører en raslen rundt omkring mig. Jeg gispede og kiggede rundt. Jeg hadede det her. Det var som at være musen, i musen efter katten. Det hadede jeg. Det plejede at være mig der var katten. Mig der jagede. Ikke omvendt. Og jeg kunne ikke lide det. Jeg kunne ikke lide at være offeret.

Pludselig fandt jeg skikkelsen. Personen stod bag et træ. Jeg sendte et lynende blik mod skyggen. Jeg kunne hører en dyb latter. En latter der lød… bekendt?

”Okay okay! Jeg er helt klart ikke god nok til at snyde dig.” sagde stemmen. En maskulin stemme. Altså en fyr. Eller en meget sær pige. Endelig trådte fyren frem. Først kunne jeg ikke se hvem det var, men jeg kunne mærke at jeg kendte personen.

”Jamen hej igen Emery.” sagde han. Jeg gispede.

”Russell!” udbrød jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...