TRISTAN

Tristan er en ung og doven teenager men alt dette forandres, da han en tidlig morgen er på vej til skole. Mod sin vilje bliver han ført ud på et halsbrækkende eventyr, hvor han skal finde Prinsesse Mida, bekæmpe den sorte heks og frelse Kong Santa fra den visse død. Men hvordan gør en ung og doven teenager lige det?

2Likes
2Kommentarer
1444Visninger
AA

4. Morgana

Tristan trådte ind i den dunkle hytte, der var oplyst af et utal af stearinlys. Han gik langsomt og varsomt ind og så sig omkring. Der stod en masse bemærkelsesværdige ting og sager på hylderne. Ragelse såsom krukker, figurer, masker og dåser i alle former og størrelser. Blomsterkranse hang ned fra loftet, og i et fjernt hjørne stod et dampende badekar. Glimmerklumpen og den klokkelignende klang kom igen, den fløj tværs igennem rummet og gemte sig nu bag en af de store figurer, som stod på en hylde. Lidt efter lidt aftog glimmerkuglens lys, og Tristan kunne nu skimte et par spindelvævs tynde vinger. ”Klokkeblomst?” Spurgte han med en forbavset rynke i panden. ”Hvem kalder du klokkeblomst!?” Lød det kampberedt fra den lille klump glimmer, som var fløjet faretruende op i hovedet på Tristan. Det viste sig, at det ikke var klokkeblomst, at det slet ikke var en pige men en lille rund mand! Den lille hidsige mands tilkendegivelse var chokerende, men Tristan brød alligevel ud i en voldsom latter. ”Nå,  synes du det er morsomt eller hvad? Jeg bider øret af dig!” Hvæsede han og skulle lige til at fare i flæsket på den leende dreng, men den lille vrede alfs raserianfald forduftede som dug fra solen, da en stemme sagde; ”Kvæde, kom her.” 

 

Det var Morgana. Hun havde siddet i sin gyngestol den hele tid og strikket men havde først gjort sig tilkende nu. Hun lagde sit strikketøj fra sig, rejste sig op og smilede høfligt. Tristan stoppede brat med at grine og stak hænderne i lommen, mens han usikkert vuggede frem og tilbage på hælene. Morgana hoppede muntert over ved siden af drengen, som stivnede og rykkede et skridt tilbage, han prøvede ihærdigt at skjule sin frygt men til ingen verdens nytte. Dette kunne Morgana mærke og begyndte forbavset at le. ” Du skal ikke være bange for mig! Jeg er ikke den onde, hvis det er det, du tror”, lo hun og klappede sig selv på den runde mave. Menneskedrengen så på hende med skeptiske øjne og med en rynke i panden. Skindet kunne bedrage, og Morgana behøvede ikke være en undtagelse. Selvom hun så venlig ud med sine runde briller, det pjuskede grå hår og de mange fromme rynker, så kunne hun være djævelsk og fæl. ”Hvorfor skulle jeg tro dig, du fik mig bortført af tre onde gemene trolde”, sagde han irriteret, da han blev mindet om den kvalmefremkaldende rejse hen til Morgana. Heksen rettede lidt på sit forklæde og skiftede sit fromme rynkede ansigtsudtryk ud med et mere bestemt et af slagsen. Hun løftede en advarende pegefinger og sagde; ”Hør her Tristan, vi har brug for din hjælp. Prinsesse Mida blev for fire solopgange siden kidnappet af den sorte heks Ursula, og prinsessens forsvinden svækker nu Kong Santas kræfter.” – ”Santa? Som i julemands Santa?” Spurgte Tristan og kløede sig eftertænksomt i håret. Morgana nikkede bestemt og fortsatte: ”Decembers fireogtyvende dag, juleaften, der vil Julemandens kræfter være så svækkede, at Ursula kan gennemføre sit forehavende. Altså, hun vil dræbe Julemanden og overtage tronen. Det er blevet spået, at den udvalgte ville komme, når alt håb var ude og redde os alle!” Morgana var blevet så opslugt af sin fortælling, at hendes hår nu stod ud til alle sider, og hendes korte arme, som ivrigt var blevet svunget rundt, var nu højt hævet over hendes store hoved. Hun så nu dybt ind i Tristans forfærdede øjne. Tristan måbede. ”Det er jo langt ude! Det, det kan jeg da ikke! Jeg er jo bare Tristan! Kan du ikke bare lave noget dibbidi bobbidi boo og på den måde frelse Julemanden?”

 

Morgana løsrev sit blik fra menneskedrengens ansigt, tog hans hånd og førte ham hen til det dampende badekar. Hun mumlede noget i en hastig fart, og af vandets ringe blev der dannet et billede af en ufattelig smuk pige. Hendes øjne var grønne, hendes hår var brunt og hendes hud var sart og skrøbelig. Ja, hun var prydelig. Tristan spurgte forbavset; ”Er det prinsessen?” Og Morgana brød ud i en tøjleløs latter. I starten kunne han ikke forstå, hvorfor hun lo så meget, men da han så nærmere efter i det dampede bads spejlbillede, så han, at hun kæmpede med barbarer og tyraner. ”Åh min gud nej! Det er Gamma mit barnebarn. Hun vil være din lærer og beskytter igennem din færd,” forklarede den gamle kone og strøg de morsomme tårer væk med en finger. Hun lagde en beroligende hånd på Tristans skulder og sagde bestemt; ”Red prinsesse Mida og du redder hele den magiske verden og bare rolig, Kvæde vil hjælpe dig med at opspore Gamma.” Morgana fnes som en lille velfornøjet pige, men denne beslutning tilfredsstillede bestemt ikke Kvæde.

 

”Hvad?! Du kan da ikke mene, at jeg skal ledsage det pjok af en dreng?”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...