TRISTAN

Tristan er en ung og doven teenager men alt dette forandres, da han en tidlig morgen er på vej til skole. Mod sin vilje bliver han ført ud på et halsbrækkende eventyr, hvor han skal finde Prinsesse Mida, bekæmpe den sorte heks og frelse Kong Santa fra den visse død. Men hvordan gør en ung og doven teenager lige det?

2Likes
2Kommentarer
1443Visninger
AA

3. Gordon, Flerk og Pilenæse

Alt var mørkt, men stilheden blev brudt af tre filurlige stemmer, der indbyrdes diskuterede lavmælt om, hvorvidt menneskedrengen var den rigtige. Fortumlet og en anelse rædselsslagen prøvede Tristan at følge med i samtalen, men det var svært, da de kævlede i munden på hinanden, den ene mere irriteret og hysterisk end den anden.

 

”Gordon, dit kæmpe fjols!” ”Morgana sagde, at den udvalgte var stor og stærk. Det kan umuligt være ham!” ”Jamen? Det er altså ham! Se på hans taske, der står; ” at fare vild er en måde at finde vej på!” Han er den udvalgte. Det kan kun være ham. Han kan finde vejen, det er jeg sikker på Flerk!” ”Du er stadig et kæmpe fjols Gordon! Se på ham, han er død. Han kunne sikkert ikke klare tulipanstøvet og heller ikke rejsen. Pyt med det, der står på hans rygsæk. Hvis han virkelig var den udvalgte, så kunne han i det mindste have overlevet turen. Men hey, Gordon  fortæl endelig Morgana om vores lille tab, det vil hun sikkert blive glad for.” To lo hånligt i kor, mens personen ved navn Gordon på barnagtig vis prøvede at forsvare sig selv.

 

Hvad fanden fablede de om?

Noget rev menneskedrengen i foden, og han hang nu og dinglede i luften som en kludedukke. Forsigtigt åbnede han sine øjne, og det, han troede var mennesker, var til hans store overraskelse trolde! Store lodne væsner! Tristan gav voldsomme lyde fra sig i både råb og skingre skrig. Han vred sig som en slange, men han kunne ikke slippe væk, dog morede hans hysteri de tre trolde, og løvskovens lyksalige lyde blev overdøvet af de tre voldsomme grin. De var som trip, trap og træsko, den ene højere og mere hæslig end den anden. Den største trold, som Tristan gik ud fra var Pilenæse, var helt mosgrøn og havde en enorm næse! Den lange hale svang frem og tilbage som et pendul ur, og med de dybe grønne øjne gloede han underligt på Tristans paniske ansigt. Den lidt mindre trold var brun som træernes bark, og denne trolds hår var vildt, voldsomt og et ideelt sted, hvor fugle kunne bygge bo, hvilket nogen allerede havde gjort. Den mindste trold var en tand større end en fuldvoksen mand; Det var Gordon med det monstrøse sneglehus på hovedet. Han smilede fjoget og lo ad Tristan.   ”Sæt mig ned!” skreg Tristan, og Flerk med fuglehåret løsnede grebet om menneskedrengens ankel, så han trillede sprælsk ned i en kæmpe bunke efterårsblade. Han kom hurtigt på benene igen, adrenalinen pumpede i hans årer, og han var nu i en vild flugtspurt med troldende lige i hælene. Han rev grene og kviste til side for at bane sig vej frem. Han sprang over stok og sten for at ryste de store eventyrlige væsner af sig, men uden held.. Pilenæses mastodontiske kæmpehånd greb fat om menneskedrengens rygsæk, og han var nu igen i troldenes varetægt. ”Hør her krudtugle, vi bringer dig til Morgana, om du vil det eller ej. For du kan være den udvalgte” – ”Han ER den udvalgte”- afbrød Gordon fornærmet med sine fede arme over kors. Efter Gordons genstridige udtalelse slog Flerk Gordons Sneglehuse hat af i en hurtig bevægelse og lo igen hånligt mens han sagde: ”Luk nu arret Gordon”. ”Som jeg var ved at sige”, rømmede Pilenæse og fortsatte; ”Du KAN være den udvalgte, ergo vores verden har brug for dig, men jeg lover dig ved min egen vortebefængte, tudseædende og mosebryggende mor, at efter du har fuldført din opgave, kan du frit gå igen. Er det forstået?” Tristan, som var hæmmet af angst, nikkede tavs, og han blev nu slynget op på ryggen af Pilenæse. Kursen var forudbestemt; Morganas hytte, og troldende løb nu i rask trav dybere ind i skoven.

 

Turen var lang, så da troldene endelig gjorde holdt, sukkede Tristan udmattet. Selvom han ikke selv havde bevæget sig spor, så var han blevet ufattelig træt af den kvalme fremkaldende rytme, troldene havde bevæget sig i. Men nu var de her.. Ved Morganas hytte og nu skyllede nervøsiteten ind over ham som en tsunami. Hvem var Morgana, og hvad ville hun sige til ham? Men vigtigst af alt; hvordan skulle han komme hjem? Morganas hytte så hyggeligere ud, end Tristan havde forventet. Hytten var bygget op af et kolossalt og mægtigt egetræ. Taget var dækket af mos, der hang blomstrede gardiner i de vinduer, som ikke var dækket af skodder, og der var havenisser over alt i den farverige jungle, der skulle forestille at være hendes have. Ud af skorstenen dansede en lyserød røg let og forførende. Pilenæse satte Tristan ned på skovbunden igen og gav ham et opmuntrende puf. ”Bare rolig stump, Morgana bider ikke”, sagde han beroligende og lo.  Menneskedrengen rynkede brynene og skulle lige til at sige noget stødende til den store trold, idet han vendte sig om, men de tre kæmper var hurtigt borte. Nu kunne menneskedrengen beslutte, om han ville blive stående i den mørke og ukendte skov alene eller om han ville træde indenfor i Morganas hybel. Trods angsten for hvem Morgana var, og hvad hun skulle bruge Tristan til, så var skovens lyde endnu mere hårrejsende, så den bange menneskedreng luntede hurtigt hen til havelågen.. Tristan åbnede den lille søde låge og bevægede sig ind i den intense jungle af kæmpe farverige blomster og ind i det mærkværdige klimaskifte. Betaget af de mange dufte og afskygninger stødte noget pludselig mod hans fod. Han kiggede ned, og der stod en aggressiv havenisse med en græsslåmaskine. Den bandede og svovlede og blev ustandselig ved med at støde mod menneskedrengens fod, der blokerede dens vej, og gjorde det derfor umuligt at gøre arbejdet færdigt. ”Det må De undskylde,” mumlede kæmpedrengen og gik forsigtigt videre, mere opmærksom på hvor han placerede sine fødder. Alle syv havenisser var levende, og de gjorde hver deres arbejde meget omhyggeligt. En pudsede vinduer, en anden vandede jungleblomsterne, og en helt tredje fjernede ukrudt. Tristan prøvede ihærdigt at undgå at forstyrre dem i deres arbejde og kæmpede sig hen til den lille dør i kryptiske bevægelser og små hop. Han skulle lige til at banke på den lilla dør, da en stemme indefra sagde; ”Kom bare ind Tristan!”

 

Det løb koldt ned ad drengens ryg, han sank en besværlig klump og tog i det forkrøblede håndtag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...