Krig og kærlighed

Malte bor i storbyen med sine forældre, da en ung pige ved navn Bamba flytter til fra Amerika. De bliver hurtigt gode venner, og tilbringer alt deres tid sammen, men da der pludseligt udbryder krig i landet, og Bamba må rejse væk, bliver Malte nødt til at tage den store beslutning. Skal han blive i byen og kæmpe med sin far, eller skal han følge sit hjerte, og rejse med Bamba?
[OBS: Jeg beklager at kapitlerne er så korte, men det er en historie som jeg har skrevet for cirka et år siden (i hvert fald de første 10 kapitler af den ^^') og som jeg nu er begyndt at skrive videre på. :3]

5Likes
0Kommentarer
2120Visninger
AA

2. Den nye pige

Et år før

 

Det hele begyndte for et år siden med at en ny pige skulle starte i min klasse. Jeg hedder Malte Salvadore og jeg går i 9. klasse på en lille skole inde i byen. "Salvadore!" Jeg løftede hurtigt hovedet. Der var savlpletter på min bog. Jeg var faldet i søvn i historietimen. Igen. "Vil du lige gentage det sidste, tak?" sagde Frøken Skou. Eller som eleverne kalder hende, Dræberen. Jeg kiggede hjælpeløst rundt på de andre, men de så lige så groggy ud som jeg følte mig. De havde sikkert også sovet. "Ehm.." Jeg prøvede at tænke. Havde hun ikke snakket om noget med krig? Dræberen åbnede munden, men idet hun skulle til at sige noget, bankede det på døren."Kom ind!" sagde hun strengt. Den gamle dør blev åbnet, og ind trådte det smukkeste syn. Ren, solbrun hud. Langt, blond hår, der yndefuldt lavede de flotteste slangekrøller. Hendes smukke, krystal blå øjne glitrede i det sparsomme lys der skinnede ind af de beskidte vinduer. Hun var ikke så høj, men det lagde man slet ikke mærke til. Hun smilede et svagt smil. Det var ikke sådan et falsk smil, som de fleste piger jeg kendte smilede. Nej, det her smil fik stjernerne til at blegne. Det var smukt. "Du må være den nye pige, formoder jeg?" sagde Dræberen og rodede i en stak papirer. Hun tog sine briller på og nærstuderede et papir. "Bamba Shiwa?"  hun kiggede op over brillerne. Pigen nikkede nervøst. Dræberen smilede stramt og sagde: "Nå men velkommen Bamba, du kommer helt fra Amerika, kan jeg se!" Bamba nikkede endnu en gang nervøst. "Nå. Sæt du dig ned ved siden af Malte. I skal nok blive fine venner!" Hun vendte sig om, og begyndte at skrive dagens lektier på tavlen. "Malte," sagde jeg og rækkede genert hånden frem. "Bamba," svarede hun. Hun havde den sødeste stemme. Jeg kiggede ind i de blå øjne og før jeg vidste af det, ringede det ud.

I bussen sad jeg ved siden af Bamba. Jeg var lidt bange for at komme for tæt på hende, bange for at røre hende. Hun så så skrøbelig ud at hvis man så meget som pustede til hende ville hun forvandles til det fineste støv. Derfor sad jeg trykket op mod ruden. "Nå. Så du kommer helt fra Amerika, hva'?" sagde jeg langsomt. Hun nikkede, "fra prærien, faktisk. Mine forældre boede i Quila-stammen. Min far var høvding." Jeg kiggede måbende. "Men hvis du kommer fra Amerika, hvordan kan du så snakke dansk?"  "Jeg har boet i danmark i mange år. Mine forældre døde da jeg var fem år," sagde hun. "Det er jeg ked af at høre. Men hvis du er Indianer.. hvordan kan du så være blond?" spurgte jeg dumt og kiggede ud ad vinduet og prøvede at undgå hendes silhuet der spejlede sig i ruden. Hun grinede og sagde: "Mine forældre er ikke oprindeligt fra Amerika. De kommer faktisk fra Danmark. Det var derfor jeg blev sendt hertil, for at bo hos min moster." Så pænt hun tog det. Hun begyndte ikke engang at græde. Da jeg skulle sige til min eneste kæreste at det ikke gik længere blev hun sønderknust, og flyttede skole. Bamba grinte bare af historier om sine døde forældre. Jeg nikkede forstående og kiggede diskret på hende ud af øjenkrogen. Hun var igang med at sætte håret op i en høj hestehale. Stille smilede jeg. Hun var så smuk. Jeg kiggede på hende. I samme øjeblik kiggede hun også på mig og vores hoveder var ved at støde sammen, og vores øjne mødtes. Hurtigt slog jeg blikket ned. Bussen stoppede ved et stort hvidt hus, i et af de rige kvarterer. Huset lignede et palads, trinnene der førte op til den kæmpemæssige sorte dør var af det hvideste marmor. Vinduerne var store, og rummene inde i huset, så vidt jeg kunne se, var store, lyse rum med dyre møbler. Haven var godt plejet, græsset var grønt og så frodigt ud, selvom vi var midt i en tørkeperiode. Blomsterne stod alle ranke, og var perfekte. Træerne var trimmet helt runde, og buskene var klippet i flotte figurer. Altsammen var indkredset af en lavt hvidt stålhegn, med spidser for enden. Og til sidst en stor, hvad der kun kunne være elektronisk, låge, og et lille sort anlæg ved siden af der indeholdt nøglehul, mikrofon og højtaler, hvis nu man skulle være gæst. "Nå, her bor jeg," sagde Bamba henkastet og tog sin taske, "vi ses i morgen." Hun rejste sig og gav mig et hurtigt klem på armen, inden hun forsvandt ud af bussen, satte en lille guldnøgle i låsen, hvorefter lågen automatisk gik op og hun forsvandt op ad den lille grussti. Det sidste jeg nåede at se inden bussen kørte videre var lågen der, automatisk selvfølgelig, smækkede i igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...