Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11673Visninger
AA

47. The Rescue

"Taemin," kaldte en stemme i det fjerne. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men alting var sløret. Det hele blev blandet sammen til ét stort virvar af bølgende silhuetter og skygger, der snoede sig ind og ud af hinanden som slanger. Jeg åbnede munden, men ingen ord kom ud. Min hals var tør som sandpapir. Jeg måtte have noget at drikke. "Tae, er du vågen?" Noget, der lignede en hånd dukkede op foran mit ansigt, og snart begyndte omgivelserne at filtre sig ud af hinanden og tilbage til deres oprindelige, faste form.

"Vand," kaldte jeg, næsten lydløst. Jeg famlede frem foran mig med hænderne, og fik fat i noget, der mindede om en jakke. Kold og ru. En læderjakke. Et par arme hjalp mig op at sidde, og først nu fandt jeg ud af, hvor jeg var havnet. Alting så ud som det gjorde, da Minho stadig boede der. De hvide møbler, rene linjer, minimalisktisk indretning, alligevel meget luksuriøs. Og Onew. 

"Her," sagde han blidt, da han rakte mig et kold glas vand, som jeg tømte på mindre end tre sekunder. Onew lo en smule, fyldte det op igen, og gav mig det tilbage. Så satte han sig på kanten af sofaen, han havde lagt mig på, og lagde en hånd på min pande. "Du har feber," mumlede han stille. Jeg sagde ikke noget, drak bare af mit vand som om det var det sidste væske jeg nogensinde ville indtage. Vi var tavse i et par minutter. 

"Fryser du?" spurgte han så. Jeg nikkede lidt. Onew havde givet mig en morgenkåbe på og lagt et tyndt tæppe over mig, men en underlig kulde trængte direkte gennem lagene og direkte ind på min nøgne hud. Min hyung rejste sig og hentede en tyk dyne, som jeg også fik over mig. Jeg var stadig kold. Men jeg sagde ikke noget. 

Onew lavede te til mig, da han var sikker på, at jeg havde fået nok vand at drikke, og så satte han sig hos mig med et meget bekymret blik i øjnene. "Taemin," begyndte han forsigtigt. "Hvorfor lå du ude på gaden? Hvad er der sket?"

"Ikke noget," mumlede jeg, og tog en mundfuld af teen. Den var varm og fyldig med en let smag af honning. Jeg brændte tungen.

"Og det vil du have, jeg skal tro på?" Onew hævede et øjenbryn. Hans blik var skeptisk. Hvorfor ville han absolut vide det? I det øjeblik var det eneste, jeg havde lyst til, at grave mig ned i et stort, sort hul og dø. 

"Jeg vil ikke tale om det." Min stemme knækkede over da jeg så Minhos ansigt for mig, og tårerne pressede på. Jeg så snøftende ned i den brunlige væske, der flød rundt i det æggehvide krus. 

"Er det Minho?" Onew prøvede at få øjenkontakt med mig, men det var svært. Mit hår var faldet ned foran øjnene, og jeg stirrede stift ned på teen. Men jeg kunne ikke lade være med at give et lille hulk fra mig, og med det samme væltede det hele ind over mig som en flodbølge. Minhos ansigt, hans stemme, hans kys, hans løfter og hans svigt, men mest af alt at jeg bare lod ham gå. Jeg hadede mig selv. 

Tårerne strømmede ned ad mine kinder, der stadig var en smule røde efter at have været ude i kulden, mens jeg hulkede som et lille barn. Mine hænder rystede så meget, at jeg tabte kruset og teen flød ud på gulvet. Onew vidste ikke helt, hvad han skulle gøre. Han prøvede at få mig til at falde til ro, men lige meget hvad han gjorde skubbede jeg ham væk. 

"Lad mig være!" skreg jeg arrigt, og han trak sig væk med det samme. Som om han var blevet brændt af ilden. I det øjeblik var jeg vred på alt og alle, men inderst inde vidste jeg, at det kun var mig selv, jeg kunne give skylden for alt det, jeg var blevet rodet ud i.

 

Et kvarter sene dukkede Jonghyun op. Hans mine blev meget stram og alvorlig, da han så mig sidde sammenkrøbet i et hjørne med hænderne for ansigtet. Han vekslede et kort blik med Onew, der bare nikkede, og så gik han langsomt hen til mig. 

"Taemin?" kaldte han med en rolig stemme. Jeg hvæsede ad ham og krøb endnu tættere sammen. "Det er mig, Tae. Jonghyun." Han gik ned på hug, da han stod en meter fra mig, og spredte sine arme ud. "Jeg gør dig ikke noget. Kom herhen. Lad os tage hjem, ikke?" 

"Lad mig være," snerrede jeg, mens mine øjne fulgte hans bevægelser nøje. Han lignede en, der prøvede at lokke en forskræmt hund hen til sig. Jeg var ikke noget dyr.

"Det er okay," smilede han venligt, mens han langsomt bevægede sig tættere på mig. Jeg skulede til ham gennem pandehåret. "Det er slut nu. Nu tager vi hjem til Key, og så kan du få lov til at slappe af," lovede han mig.

"Nej!" protesterede jeg. Min umma måtte ikke se mig sådan her. Ødelagt, sindssyg. Hvad end jeg nu var blevet til, ville han ikke kunne holde det ud. Og jeg havde ikke brug for en at trøste. Jeg havde brug for at blive trøstet. 

"Jeg passer på dig, Taemin. Det gør Onew også. Og Key. Vi er dine venner, din familie." I dét øjeblik var der et eller andet der slog klik i mit hoved. Jeg kravlede stille væk fra mit trygge hjørne og hen mod min appa, der stadig sad med åbne arme for at tage imod mig. "Jeg passer på dig," gentog han. Med det samme greb jeg ud efter ham. Jeg knugede mig tæt ind til ham, som et barn der søger trøst, og han lagde armene omkring mig uden et ord.

"Jeg vil hjem," hviskede jeg ind i hans brystkasse, og med det samme løftede Jonghyun mig op i sine arme, bar mig forbi Onew, som han sagde tak til, og videre ned i hans bil der holdt udenfor. Jonghyun spændte mig fast til sædet, inden han gik over på den anden side af bilen og satte sig ind i førersiden.Han startede bilen, vendte den, og kørte. Vi forblev tavse. ikke fordi ingen af os havde noget at sige, men fordi jeg havde ikke brug for ord. Det eneste, jeg havde brug for, var tryghed. Og den fandt jeg hos min familie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...