Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11703Visninger
AA

6. The Apartment

"Jeg er faret vild.." mumlede jeg lavt. Af alle steder, så skulle jeg netop sætte mig lige her? Nu kunne jeg da snart ikke blive meget mere uheldig.

"Faret vild? Du skal da ikke sidde herude og blive forkølet. Vil du ikke med ind?" smilede Onew venligt. Ind? Boede han ikke sammen med Minho? I så fald ville jeg hellere sidde herude og blive syg. Uden Minho. Onew stod lidt og så på mig et et undrende blik. Han havde været klog nok til at tage en paraply med sig. Jeg, derimod, var dum nok til at gå uden og oven i købet fare vild.

"Jeg tror bare jeg bliver her indtil det stopper med at regne," svarede jeg stille. Håbede på, at han ikke ville stille flere spørgsmål og efterlade mig her. At han bare ville trække på skuldrene og gå ind selv. Han kendte mig jo ikke engang alligevel. Men Onew gav ikke op.

"Ikke tale om. Nu går du med op, og så ringer jeg efter en taxi til dig, okay?" Onew nikkede for sig selv, som om jeg allerede havde accepteret hans forslag. "Og Minho er ikke hjemme lige nu," tilføjede han. Havde han lagt mærke til, at jeg helst ville undgå ham? Ligemeget hvordan han vidste det, så lød forslaget langt mere fristende nu. Jeg lyste med det samme op i et smil, der tydeligvis var nuttet i følge Onews reaktion. Han klappede mig et par gange på hovedet, slog paraplyen ned og gik indenfor.

Selv opgangen var flot; ren og hvid, med en fascinerende lysekrone. Var det her virkeligt? Onew smilede varmt til mig, da han opdagede, at jeg stod og måbede. Jeg lukkede straks munden og blev en smule genert. Jeg passede ikke rigtigt ind i sådanne pæne miljøer. Hvis det her var opgangen, hvordan så deres lejlighed så ud? Jeg var ved at sprænges af nysgerrighed, men alligevel var det ubehageligt at være her. Tanken om, at Minho måske kom hjem, var frastødende.

 

Jeg var ved at tabe kæben, da Onew åbnede døren for mig, og jeg trådte ind i det majestætiske rum. Vi gik direkte ind i stuen, der var på størrelse med hele min lejlighed. Loftet var dekoreret med et gammeldags mønster. Væggene var tapetiserede med det smukkeste, gyldne tapet. Møblerne var helt sikkert designermøbler. Skidedyre. Jeg var helt målløs.

"Taemin, du må altså gerne gå ind," lo Onew, der var ved at finde sin mobil frem. Jeg nikkede en smule, og tog mine sko af i mekaniske bevægelser. Den tynde jakke hængte jeg på en knag af guld. Det her var ret så fornemt. Det lignede ikke et sted, hvor to unge mænd ville bo.

Da jeg trådte ud på gulvtæppet, var det som at gå på skyer. Det var så blødt, at jeg var lige ved bare at ligge mig ned og sove på det. Jeg var lige ved at tro, at det var blødere end min seng derhjemme.

Hjemme. Jonghyun. Key.

Key! Jeg havde glemt alt om, at det måske ville være en god ide at ringe til min umma. Ellers plejede han altid at flippe totalt ud på mig. Han var måske en anelse overbeskyttende. Jeg var altså ikke en baby mere. Jeg kunne sagtens klare mig selv.

Sådan da.

Jeg hev min mobil og af tasken, og blev mødt af 8 ubesvarede opkald. Alle fra Key. Så snart jeg kom hjem ville jeg få den værste gang skældud nogensinde. Jeg tog en dyb indånding, og ringede Key op. Der gik et par sekunder. Så brød Helvede løs.

"Minnie! Hvor er du?! Hvorfor har du ikke svaret mig?! Jeg var så bekymret! Du kan ikke bare forsvinde i flere timer uden at sige, hvor du går hen!" lød det fra den anden ende af røret.

"Men jeg sagde jo også, at-"

"Du skal altså huske at ringe, okay?! Jonghyun kunne ikke finde dig nede i supermarkedet. Jeg var bange for, at du var blevet kidnappet! Vent, er du okay? Er der sket dig noget?!" Key var ved at gå i spåner. Jeg fik lidt dårlig samvittighed over, at jeg slet ikke havde tænkt på at ringe hjem og fortælle, at jeg blev forsinket.

"Umma, jeg har det fint.. Jeg er på vej hjem nu. Det regnede helt vildt, men en jeg kender hjalp mig, og-" Afbrudt igen.

"Er du blevet forkølet? Årh, Minnie, jeg.. Vent, hvem er du hos?"

"Ah, taxien er her nu. Jeg er hjemme om lidt," lovede jeg, selvom det med taxien ikke var helt rigtigt.

"Taemin, du-"

Jeg trykkede på den røde telefon og afbrød opkaldet. Forklaringen skulle han nok få, når jeg kom hjem, men lige nu ville jeg gerne snakke lidt med Onew. Bare en smule. Jeg ville finde ud af, hvordan Minho lige pludselig var blevet, som han var nu. Han havde lidt af en flammende karisma. Det havde han bestemt ikke tilbage i folkeskolen.

Onew kom gående fra et af værelserne. Taxien var på vej. Jeg havde ikke særlig meget tid. Hvis jeg skulle få noget som helst nyttigt ud af Onew, så skulle det være nu. Jeg vendte mig om, så jeg stod med fronten mod ham.

"Må jeg spørge dig om noget?" spurgte jeg forsigtigt, og prøvede at de så kær ud som muligt. Det virkede jo på alle, så hvis det kunne få lidt ekstra ud af Onew på den måde, var det ikke et problem at spille skuespil i lidt tid. Onew lyste straks op da han så mit nuttede ansigt.

"Selvfølgelig Taemin," sagde han roligt og satte sig i sofaen, med siden til mig. Hans blik var dog stadig på mit ansigt. "Sæt dig ned."

Jeg nikkede lydigt og satte mig i den pæne lænestol, der stod ved sofaen. Jeg samlede en smule mod til mig, og gik så i gang med mit lille interview.

"Hvor længe har du kendt Minho?" spurgte jeg så, og lænede mig en smule frem mod Onew. Jeg var virkelig nysgerrig efter at få så meget information som muligt.

"Siden vi var omkring 6 år gamle," svarede Onew, og lod en hånd glide gennem håret. "Hvorfor spørger du?"

"Jeg.. Minho, han.. Han har bare ikke altid været sådan her," fik jeg fremstammet. Den her samtale var allerede ved at blive en smule akavet. Onew var tydeligvis ikke påvirket af det. Han tog lederrollen, og begyndte at stille spørgsmålene.

"Hvordan?" spurgte han. " Sådan nogenlunde venlig?" Jeg nikkede, og vred mig lidt i stolen. Måske skulle jeg ikke have taget det her emne op alligevel. "Minho's far en stenrig. Det er derfor vi bor, som vi gør. Egentlig ville jeg hellere bo et mere diskret sted, men Minho er så vant til luksus. Han har altid været forkælet. Men når man kommer under overfladen, er det en bagatel." Onew smilede over et eller andet, der dukkede op i hans hoved, man han indviede mig ikke i det.

"Minho har bare ændret sig med tiden. Han blev voksen. Det gør vi alle vel. Men ind i mellem kan han stadig godt være den forkælede møgunge. I kendte hinanden fra folkeskolen, ikke?"

"Nae."

"Ah. Så har du nok kun oplevet den dårlige side af ham. Men hvorfor vil du vide alt det her?" spurgte Onew, en smule mistænkelig måske. Jeg bed mig i læben, for ikke at sige et eller andet uigennemtænkt. Han havde ret. Hvorfor ville jeg overhovedet vide alt det her? Hvis jeg prøvede at undgå ham, hvorfor skulle jeg så prøve at få alt at vide om ham? Hvorfor var hans smilende ansigt som ætset fast til mit indre syn? Alle de spørgsmål, der pludselig strømmede frem, gjorde mig helt ør. Måske hadede jeg ham ikke så meget alligevel..? 

Jo. Jo, jeg gjorde. Min mening var ikke ændret. Den lå fast, var urokkelig.  

Næsten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...