Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11710Visninger
AA

45. Safe and Sound

En dag blev til to. To blev til tre. Tre blev til fire, og sådan blev det ved. Minho var fjern, han havde altid et eller andet i tankerne. Han indviede mig aldrig i dem; lod mig bare vandre rundt i uvidenhed. Jeg gjorde ikke meget andet end at spørge ind til hans problemer af og til, men da han afviste mig hver gang og sagde, at det ikke var noget og toppede løgnen af med et skævt smil, begyndte jeg at opgive. Måske kunne jeg bare ikke trænge igennem til ham? Rastløst gik jeg på arbejde som jeg jo skulle. Der var få uger til vi skulle være klar til premieren på det nye stykke, og alle var stressede. Hvilket var det sidste, jeg havde brug for. Derfor havde jeg det med at gemme mig på toiletterne når hovedpinen blev for uudholdelig af al den larm og alle de opgaver. Direktøren var ikke glad for det, han skældte mig faktisk ud, men det havde han også al ret til. Jeg følte bare ikke, at jeg kunne stille noget op. 

 

"Key umma? Kan jeg komme over efter arbejde?" Jeg havde søgt tilflugt i min foretrukne toiletbås. De andre farede rundt og råbte, men jeg trængte bare til lidt fred og ro. Og når jeg kom hjem havde jeg ikke lyst til at se Minho's forpinte ansigt. Så derfor ringede jeg til min umma, Key. Og som altid blev jeg taget imod med åbne arme.

"Minnie! Selvfølgelig kan du det. Skal jeg købe noget? Lidt te, måske? Vil du gerne have te?" Jeg fniste kort. Det føltes så trygt at tale med Key. Han vidste altid, hvad jeg havde brug for. Mere eller mindre. Men det føltes bare .. hjemligt.

"Du skal ikke anstrenge dig for min skyld, umma," insisterede jeg, høflig som altid.

"Hvad fabler du om? Det er slet ikke et problem." Og sådan fik Key sin vilje. Jeg droppede høflighederne og sagde ja tak, og direkte efter arbejde satte jeg kursen mod mit gamle hjem med et smil på læben og vinden i ryggen.

 

Key snakkede dagen lang. Vi drak et par kopper te, og Key havde gemt nogle småkager, til når jeg kom forbi, som jeg spiste med glæde. Jonghyun kom hjem tidligt på aftenen, og vi hjalp hinanden med at lave aftensmad. Jeg havde lært at benytte riskogeren, hvilket jeg var meget stolt af, men Jonghyun drillede mig med, hvor lidt talenter jeg havde i et køkken, og jeg prøvede at virke fornærmet. Men selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at grine, da Jonghyun rodede op i mit hår. Straks flød en tryg følelse gennem hele min krop og efterlod mig rolig og uden bekymringer. 

"Så godt synger jeg altså ikke," protesterede Jonghyun, da jeg påpegede hans gode sangevner under opvasken. Han havde fået for vane at synge mens han vaskede op, for ellers kunne han ikke holde sit rådne job ud hver evig eneste dag. 

"Vel gør du så. Du kunne gå til jobsamtale på teatret! Så kunne vi arbejde sammen! Kunne det ikke være sjovt?" smilede jeg optimistisk, mens Jonghyun bare rystede på hovedet. 

"Taemin, du kan lige så godt droppe det. Jeg har det fint med mit job nu, og jeg--"

"Du hader da dit job," påpegede jeg undrende. Key tyssede på mig og rystede på hovedet. Da jeg så lidt forvirret ud, forklarede han sig.

"Man afbryder ikke, Taemin," sagde han med en løftet pegefinger, og jeg måtte finde mig i at blive irettesat som et lille barn. Jeg krympede mig lidt sammen. Utilfreds skød jeg underlæben frem og fortsatte med at tørre tallerkener af med viskestykket. 

Et par timer senere, da klokken var ved at blive ti om aftenen, sagde jeg farvel, trak i overtøjet og traskede hjemad med raske skridt. Efter besøget hos Key og Jonghyun følte jeg mig langt mere rolig og fattet. Som om alverdens byrder var lettet fra mine skuldre, og at jeg endelig kunne bevæge mig frit omkring. Men da jeg trådte ind ad hoveddøren, væltede alle de følelser, jeg lige havde forkastet, tilbage. Jorden under mig blev revet væk, og jeg havde det som om jeg blev suget ned i et sort hul, væk fra virkeligheden. 

"Minho," stammede jeg, lamslået, såret, forvirret. "Hvad laver du?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...