Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11710Visninger
AA

46. No Sense

En stor, sort taske stod på stuebordet. Omkring den lå sammenfoldet tøj og andre private genstande. Minho stod og fyldte alle sine ejendele i tasken, da jeg kom ind af døren og spurgte ham om, hvad han havde gang i. Han vendte sig ikke mod mig til at starte med. Han ignorerede mig. Men da jeg gentog mig selv, denne gang i en mere krævende tone, sukkede han og vendte sig om med fronten mod mig. Han havde mørke rande under øjnene, hans hår var uglet, han så træt ud. En smule opgivende. Han tog sig til hovedet og virkede ikke som om, han vidste, hvad han skulle sige. Jeg ventede tålmodigt på en ordenlig forklaring. Skulle han overnatte hos Onew? Var det derfor han pakkede? Ja, det var sikkert sådan det var. Minho savnede sin ven, og han skulle over for at--

"Jeg flytter, Taemin," sagde han midt i min tankestrøm. Jeg sank et eller andet mens jeg prøvede at finde en forklaring. Han flyttede nok ikke permanent. Måske ville han bare have en lille pause? 

"I hvor lang tid?" spurgte jeg, stemmen fyldt med håb om, at han ikke var seriøs. Til min store frygt var han dødseriøs. Hans ansigtsudtryk var koldt og følelsesløst. Han lignede ikke den Minho, jeg kendte. Han lignede en, der havde givet op og flygtede fra problemerne. 

"For altid," erklærede han så. Jeg stivnede. Det var, som om hver eneste celle i min krop frøs til is og blev splintret, for at efterlade mig knust i en nådesløs verden. "Tae, vi kan ikke være sammen mere. Jeg-"

"Hvis det her handler om din far, så kan vi sagtens løse det!" prøvede jeg, desperat. Jeg gik tættere på ham i håb om at se følelser der løb over hans ansigt, bare et lille signal om, at han ikke var blevet forvandlet til en skygge af sig selv. Ingenting. Kun tomme øjne, der stirrede ind i mine.

"Det handler ikke om min far." Han vendte sig mod tasken og pakkede videre. Jeg stod hjælpeløst og så til, mens han langsomt fjernede hvert et spor af, at han boede her. Jeg ville ikke tro på, at det var sandt. Derfor begyndte jeg at hive hans ting ud af tasken samtidig med, at han lagde nye ting i. Jeg var trodsig og barnlig, men når man er ved at miste sit livs lys, er man ret ligeglad med hvor tåbelig man er. Minho greb fat i min overarm og trak mig væk. "Taemin, stop. Accepter der nu bare, som det er, og kom videre."

"Nej!" skreg jeg ad ham, mens jeg vristede in arm fri. Jeg var ret sikker på, at Minho's hænder havde efterladt røde mærker, men jeg havde ikke tid til at tjekke. "Minho, hvorfor gør du det her?"

"Det har jeg fortalt dig."

"Du lyver." Minho så på mig igen. Hans øjne sagde mig intet længere. Jeg kunne ikke grave en eneste følelse ud af dem, kunne ikke tyde hans kropssprog. Så lagde han de sidste ting i tasken, lynede den, og trak den over den ene skulder.

"Farvel, Taemin," mumlede han, da han gik forbi mig. Han skænkede mig ikke et eneste blik. Vandrede direkte forbi mig. og efterlod en kold følelse i hele lokalet. Jeg stod som forstenet og så på, da han trak i overtøjet. Da han skulle til at åbne hoveddøren for at forlade mig, alene, kaldte jeg på ham en sidste gang. Han stoppede.

"Minho," sagde jeg med en grådkvalt stemme. "Hvor tager du hen?" Minho blev stående med ryggen til mig i lang tid uden at sige noget. Så vendte han ansigtet mod mig en sidste gang. 

"Det ved jeg ikke," sagde han. Døren lukkede. Verden blev grå. Det var først flere sekunder efter han var gået, at jeg indså, at jeg var nødt til at jagte ham. Jeg fór ud af hoveddøren og ned ad trapperne. Jeg var ved at snuble flere gange, men mit tag i gelænderet reddede mig. Da jeg flåede døren op ud til gaden, var der næsten helt mennesketomt. En dame gik med en barnevogn, en lille flok unge krydsede vejen. Det var begyndt at småregne, men jeg havde ikke tid til at tage hensyn til vejret. 

"Minho!" skreg jeg af mine fulde lungers kraft. Intet svar. Jeg prøvede igen. Og igen. Stadig intet. Jeg løb gennem gaderne mens regnen tog til. Mit tøj blev gennemblødt og jeg var sikker på, at jeg ville blive forkølet. Det sidste, jeg husker, er at jeg til sidst faldt sammen af træthed, og at alting blev sort. Jeg havde mistet mit lys, mit liv, den person jeg elskede af hele mit hjerte, betingelsesløst. Nu havde livet ikke længere mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...