Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11677Visninger
AA

13. Busted

"Minnie? Minnie, hvad kigger du på?" Key viftede med hånden foran min ansigt. Jeg blev revet ud af mit dagdrømmeri, og kom tilbage den den triste, grå hverdag. Jeg gav et likke suk for mig, og lænede mig tilbage i den yderst behagelige stol. Den her restaurant sparede i hvert fald ikke på noget som helst. Selv skiltene på toiletdørene var af guld. Måske en lille smule for overdrevet for min smag, men nu havde jeg aldrig brudt mig om ting, der var alt for dyre.

"Undskyld, jeg faldt bare i staver," mumlede jeg og så ned på den isdessert foran mig. Den var smeltet og kørt sammen til en ulækker, brunlig farve. Jeg havde pludselig ikke lyst til dessert alligevel.

"Måske skulle vi også se at komme hjem?" spurgte Jonghyun, hvorefter jeg rystede en anelse på hovedet. Key og Jonghyun rynkede begge to på panden.

"Hvorfor ikke Taemin?"  spurgte Key bekymret. Jeg trak bare på skulderen og rejste mig i en sløv bevægelse. Det korte smil, jeg sendte, beroligede dem bestemt ikke.

"Jeg vil bare gerne gå en tur. Tag I bare hjem, jeg skal nok komme tilbage om et par timer," forsikrede jeg med et tøvende smil, inden jeg forlod min umma og appa, der slet ikke var trygge ved mit nedtrykte humør eller mine hensigter. Men de stoppede mig ikke. De lod mig bare gå. Jeg kunne ikke lade være med at være taknemmelig.

 

Himlen var klædt i sort, pyntet med små, lysende stjerner i massevis. Månen var hel denne aften; en smuk sensommer aften, alt i alt. Jeg gik med tunge skridt gennem de dunkle gader. De eneste, jeg mødte på min vej var unge mennesker på vej til fest. De havde sikkert spændende liv, med kærlighed, venner og alt andet godt. Hvad med mig? Hvor blev min del af lykkekagen af? Hvorfor kunne jeg ikke bare være som alle andre?

Et dybt suk slap mine tørre læber. Jeg stak mine kølige hænder i lommerne på mine jeans og traskede videre, indtil jeg efter et kvarters gåtur nåede min destination. Den gamle legeplads. Jeg havde altid godt kunnet lide at komme her om aftenen, hvor børnene og deres hysteriske forældre var taget hjem og der ikke var andet tilbage end det lysende måneskær der blidt lyste alle redskaberne op, og gjorde stemningen fredfyldt og melankolsk. Men denne aften var jeg ikke alene; jeg kunne høre to stemmer, der tydeligvis morede sig. En mand og en kvinde. Minho og hans åh-så-smukke-kæreste. Jeg listede forsigtigt om bag en busk, der dækkede for mig. Langsomt løftede jeg mit hoved op over busken, og blev mødt af et syn, der kun gjorde mig endnu mere trist, end jeg allerede var.

Den perfekte kvinde lo en latter, der lød fuldkommen som et yndigt lille klokkespil. Minho lo med hende. Han skubbede hende roligt frem og tilbage på gyngen, mens de så på hinanden med evigt forelskede blikke. Jeg kunne mærke et stik i hjertet. Hvorfor længtes jeg efter, at nogen så sådan på mig?

"Minho, det har virkelig været en dejlig aften," smilede hun med sit tandpasta smil. Det gjorde næsten ondt at se på, så meget som de skinnede. Forfærdeligt. "Jeg glæder mig til næste gang vi ses."

"Betyder det, at daten slutter her?" spurgte Minho med en sukkersød tone. Ad. Jeg fik brækfornemmelser. Men jeg måtte finde ud af, om Minho virkelig var så tiltrukket af den tøs.

"Det gør det vel," sagde hun med et mærkeligt ansigtsudtryk. Som om hun prøvede at se uskyldig ud. Jeg kunne ikke se noget som helst uskyldigt ved hende. Den forførerske.

"Vi kunne jo også fortsætte hjemme hos dig?" Minho's smil blev pludselig en anelse frækt, og han havde et glimt i øjet. Jeg gispede kort. Ville han i seng med hende? Hvorfor? Og var det ikke lidt tidligt? Medmindre de havde kendt hinanden længe, så var der vel ikke noget galt.. Jo, der var! Ligemeget hvor længe de havde kendt hinanden, var det forkert! Helt ærligt, så klædte de jo ikke engang hinanden.

"Det lyder som en god ide." Hun bed sig kort i læben, inden hun langsomt rejste sig fra gyngen, og med et roligt tempo gik hen mod Minho, der bare stod og så på hende. Så plantede hun et intenst kys på hans læber. Hans hænder lagde sig omkring hendes liv. De stod der og råsnavede.

KNÆK!

"Pis," mumlede jeg panisk, da min fod landede på en gren, idet jeg prøvede at flygte uden at blive bemærket. Selvfølgelig. Der var da heller intet, der gik godt for mig!

"Hvad var det?" mumlede Minho mistænkeligt, da han havde løsrevet sig fra deres våde, ulækre kys. Jeg kastede mig med det samme ned på jorden, og bad til, at han ikke havde set mig. Åh, bare han ikke havde set mig!

Jeg kunne høre ham, da han langsomt gik mod busken. Jeg kunne høre hans dumme kæreste der gemte sig bag ham, som om en massemorder skulle poppe frem fra busken. Der gik ikke længe, før de fik øje på mig, det vidste jeg. Jeg måtte væk. Jeg orkede virkelig ikke at konfrontere ham lige nu!

Meget forsigtigt prøvede jeg at rejse mig, men det var for sent. Han havde set mig. Jeg var dødsdømt.

"Taemin? Hvad laver du her?" spurgte han med rynker i panden. Jeg vendte mig med det samme om, så jeg kunne se hans overraskede udtryk. Og hendes snotdumme fjæs der ikke fattede noget. De stod der, side om side, og så ned på den lille dreng der lå nede i græsset med det mest sårede udtryk, der kunne klemmes ud af et menneske.

"Pabo!" råbte jeg bare, uden at tænke over det. Inden han nåede reagere, og inden hun nåede at blive bitchy, kravlede jeg bagud indtil jeg fik fodfæste, vendte mig om, og spurtede væk fra dem i en helvedes fart. Tårerne strømmede ned ad mine runde kinder, og gjorde mit syn sløret. Jeg ville bare gerne hjem. Hjem og græde i min umma's favn, hjem og blive nusset i håret, hjem. Jeg ville have medlidenhed, kys på panden og søde ord. Jeg ville have tryghed. For Minho, han gav mig ikke andet end kvalme og problemer.

Jeg ville aldrig nogensinde se ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...