Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11718Visninger
AA

27. Broken Heart

Jeg vågnede op i Minho's arme. Han omfavnede mig bagfra, men lå stadig i en dyb søvn. Jeg nænnede ikke at vække ham, så jeg valgte bare at blive liggende og nyde øjeblikket. Sollyset strømmede ind fra vinduet, og gav rummet en varm følelse. Stearinlysene fra i går var brændt ud, men det var ikke fordi Minho havde lagt meget mærke til dem. Jeg lagde mig til rette endnu en gang, men da jeg bevægede mig, skød en skarp smerte gennem hele min krop. Jeg bed hårdt sammen for ikke at give lyd fra mig. Ville det komme til at gøre så ondt her hver gang? Jeg bed smertene i mig, og prøvede at koncentrere mig om de små støvfnug, der valsede rundt i lokalet. Det hjalp kun meget lidt.

"Mh, Tae," mumlede Minho pludselig, hvorefter han krammede mig endnu tættere ind til sig. Mine kinder blev røde. Underligt, egentlig. Så snart Minho begyndte at blive kærlig, blev jeg altid så forsigtig og genert. Han kyssede mig en enkelt gang i nakken, i stedet for at sige godmorgen. Min mundvige gled en smule op. "Tak for i går." Minho nussede min mave i et roligt tempo, men han lød ikke til at være helt vågen endnu.

"Det var så lidt," svarede jeg, selvom det bestemt ikke var lidt, jeg havde givet ham. Og det var heller ikke bare overstået på ingen tid og uden problemer. Jeg havde haft seriøse smerter, men holdt ud fordi min kærlighed til Minho simpelthen bare var større en smerterne, der konstant skød gennem min krop. "Var jeg bedre end hende?" Jeg blev overrasket over mine egne ord. Hvorfor bragte jeg det her på bane?

"Hvem?" Minho lød til, at han bare gerne ville sove videre i fred. Han var ikke typen der stod tidligt op om morgenen og sprang frisk ud af sengen. Han skulle altid lige ligge og hygge lidt. Ikke at jeg havde noget imod det, for det havde jeg ikke - men nogengange var det en lidt belastende vane.

"Hende den rødhårede." Jeg havde sænket stemmen en del. Var bange for at høre svaret. Hvad nu, hvis jeg havde været dårlig? Kunne han overhovedet lide det? Havde han bare spillet skuespil af ren medlidenhed? Pludselig var jeg ikke så tryg ved situationen længere.

"Taemin, du er bedre end alle," sagde Minho træt, men han lød til at mene det. Dog bed jeg fast i hans svar. Han kunne bare have sagt 'ja' eller 'selvfølgelig' eller sådan noget, men han skulle absolut tilføje 'bedre end alle'. Jeg rynkede panden. Satte mig op, selvom det næsten var ulideligt, og så ned på Minho med et lidt mistænksomt blik. Dog var hans ansigt dybt begravet i puden.

"Alle andre? Har du været i seng med mange?" spurgte jeg skeptisk. Minho åbnede det ene øje og så op på mig, hvorefter han bare sukkede og vendte sig væk fra mig. Jeg var ikke tilfreds. Derfor insisterede jeg på, at få et ordenligt svar. "Svar mig, Minho. Har du været i seng med mange?"

"Helt ærligt Taemin, det er ligemeget hvor mange jeg var været i seng med," vrissede Minho, inden han trak dynen op over hovedet. Jeg så en anelse chokeret på Minho. Han havde aldrig vrisset sådan ad mig før. Desværre for mig selv blev jeg ved med at presse på. Kunne ikke lade det passere. Hvis jeg dog bare havde ladet det ligge, og ikke rørt mere ved det emne, men nej.

"Det er ikke ligemeget!" Jeg råbte næsten. Det fik Minho til at trække dynen ned og se på mig. Hans blik var irriteret og utålmodigt, han gad ikke det her. "Du fortæller mig aldrig noget, Minho! Her går jeg og fortæller dig alt om mig, men du? Du holder alting for dig selv!" Jeg greb en pude og slog ud efter ham. Han tog dog bare fat i den og kastede den ned på gulvet. Så satte han sig op. Hans øjne skød næsten lyn. En sug gik igennem min mave. Jeg var bange for ham.

"Du skal ikke beskylde mig for sådan noget. Du har selv hemmeligheder, som jeg ikke blander mig i. Og jeg holder ikke alting for mig se-"

"Jo du gør!"

"Du skal ikke afbryde mig!"  Minho havde hævet stemmen. Al omsorgen i hans blik var forsvundet. Jeg krøb lidt sammen. Minho slap et vredt suk og tog sig til hovedet. "Hør, Taemin. Skal vi ikke bare glemme det her? Det er et ligegyldigt skænderi. Kom her." Minho trak mig ind til sig, og vores læber mødtes. Jeg kyssede han ikke igen. Stirrede bare direkte ind i hans ansigt med et trodsigt blik. Langsomt trak han sig væk fra mig igen, og slog irriteret ud med den ene arm. "Aish, hvad er det du vil have, Taemin?!"

"Jeg vil have sandheden! Det er det eneste, jeg beder om! Hvorfor er det så skide svært for dig at forstå?! " skreg jeg, hvorefter jeg i en arrig bevægelse rejste mig fra sengen. Det fik mine ben til at knække sammen, og jeg greb fat i natbordet ved siden af sengen for ikke at falde. Smerten pumpede gennem min krop. jeg kunne ikke få vejret. Men Minho var ligeglad. Han tog underbukser og bukser på, hvorefter han samlede mit tøj sammen og smed det over til mig.

"Tag til tøj på," beordrede han i en vred tone. Jeg satte mig op på sengen og begyndte at klæde mig på, mens jeg skulede surt til Minho næsten hvert sekund. Han stod med armene krydsede og ventede, til jeg var færdig. Så tog han mig hårdt i armen, og trak mig ud til hoveddøren, som han åbnede.

"Slip mig, pabo!" skreg jeg, alt imens jeg prøvede at slippe fri fra hans greb. Men Minho var stærk, og jeg kunne ikke vinde over ham. I en nådesløs bevægelse skubbede han mig ud fra hans hjem. Han lod ikke til at blive spor påvirket, da jeg faldt bagover og landede direkte på halebenet, hvilket fik mig til at skrige et smertens skrig. Han kastede han min taske, sko og min jakke ud til mig.

"Skrid med dig!" råbte Minho arrigt, efterfuldt af en smækken med døren.  

Der lå jeg så. Med tårer der i stride strømme flød ned over mine kinder. Med en øm krop, der ikke ville rejse sig. Med et hjerte knust i tusind stykker. Efterladt. Hulkende begyndte jeg at tage mine sko og jakke på. Jeg støttede mig til gelænderet i opgangen, da jeg rejste mig. Tasken kunne jeg næsten ikke bære. Hele min krop rystede, og mine ben truede hvert sekund med at svigte mig og knække sammen.

Det næste, der skete, husker jeg ikke engang. Men pludselig blev alting sort. Flashbacks af Minho og jegs lykkelige stunder dukkede op i mit hoved. Jeg vågnede da et skapt lys ramte mit ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...