My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
85Kommentarer
5585Visninger
AA

16. December

SUNNY

 

Det var det første jeg så, da jeg kom ind af døren til Louis' stue. Det var en stille mandag eftermiddag, lige efter skole, og hospitalet var endnu roligt, og gangene lå stille hen efter weekenden. Louis' stue var tom og stille, og den eneste tilstedeværelse var en ældre rengøringsdame der gik og gjorde rent. Værelset var fuldstændig tomt. Ingen Louis. Ingen Harry eller Jo. Ingenting. Bordet der stod ved sengen, der før havde været fyldt med bøger, blomster og lækkerier fra beundrende og venner, var nu helt tomt og skinnende blankt. Jeg kiggede forvirret på rengøringsdamen, der endnu ikke virkede til at have lagt mærke til mig. "Undskyld mig?" sagde jeg, og hun kiggede op, men så hverken ud til at se forskrækket eller overrasket ud. "Ved du hvor drengen der lå her, er?" spurgte jeg, og hun nikkede ivrigt med en gnist i øjet. "Louis siger du? Charmerende dreng han er. Han snakkede altid med mig når jeg gik og vaskede gangene om natten. Jeg kan huske i onsdags da han kom ind, og alle var urolige for, om han ville overleve. Jeg vidste med det samme at han var en god dreng, og gode drenge overlever altid! Han snakkede altid om den samme pige, hver eneste nat! Altid det samme; hvor fantastisk hun var, og hvor ked af det han var over, at han ikke behandlede hende ordentligt og som hun fortjente," sagde hun i én køre, uden i det mindste at holde pause for at trække vejret. Hun tøvede derefter lidt, og kiggede på mig. "Hvem var det du sagde du var?" spurgte hun lidt mistænkeligt, men jeg hørte ikke rigtigt efter. Det eneste jeg kunne tænke på var, at Louis havde sagt alle de ting om mig. Synes han virkelig, at jeg var fantastisk? Han havde godt nok ikke behandlet mig særlig godt, siden vi begyndte i High School, og for det meste ignorerede han mig bare. Jeg svævede på en lyserød sky, hen over en solbeskinnet regnbue, hvor enhjørninger og alfer dansede glade rundt, men blev dog hurtigt trukket ned i det kolde hospitalsværelse igen, da rengøringsdamen skubbede til mig med skaftet af den moppe hun gik og vaskede gulvet med. "YAH!" sagde hun forstyrrende og kiggede på mig, "hvem er du?" Jeg kiggede på hende og smilede. "Sunny. Pigen Louis hele tiden snakker om," sagde jeg stolt og trådte hen til hende for at tage hendes hånd. Hun tog modvilligt imod den og kiggede så på mig. "Er du sikker? Du ser noget anderledes ud end hvad han beskrev.." sagde hun tvivlsomt og udforskede mig med øjnene, fra top til tå. Jeg nikkede overdrevent og kiggede på hende. "Er han taget hjem?" spurgte jeg hende, med næsten drømmende stemme. Hun nikkede og sagde: "ja, han blev hentet tidligere i dag." Jeg bukkede kort for hende, og takkede hende mange tusinde gange, inden jeg svævede på min lyserøde sky ud til elevatoren. Jeg havde ingen idé om, hvor jeg gik hen, men jeg endte dog i min bil, og startede den. Jeg var lykkelig over det, jeg lige havde hørt. Havde han virkelig kaldt mig fantastisk? Jeg blev ved med at svæve på skyen, og det føltes som om, bilen blev båret hele vejen hjem til Louis' hus. Men på det tidspunkt vidste jeg jo heller ikke, hvem han i virkeligheden havde snakket om.

Kort tid efter, ankom jeg til Louis' hus. Jeg parkerede min bil i deres indkørsel som altid, og gik på havegangen, op mod hoveddøren. Jeg bankede på tre gange, som altid, og ventede. Lidt efter kom Ewa i døren, og smilede venligt til mig. "Sunny! Hvilken overraskelse!" sagde hun, selvom det lød meget ironisk. "Jeg gætter på at du er kommet for at se Louis?" fortsatte hun, og trådte til side, så jeg kunne komme ind. Jeg smilede stort og nikkede så. Jeg havde det stadig som om jeg svævede, da jeg langsomt trådte ind ad døren. Uden at tænke over det, styrede jeg direkte mig hans værelse, og skyen bar mig op af trappen. Jeg bankede kort på, og hans smukke stemme sagde, at jeg godt måtte komme ind. Jeg åbnede døren og kiggede ind. Han sad i sengen og læste en bog, men da jeg lukkede døren bag mig, kiggede ham op. Han smilede ikke, men kiggede bare koldt på mig, og læste videre. Jeg satte mig smilende på sengekanten. "Hvorfor fortalte du mig ikke at du skulle hjem i dag?" spurgte jeg ham, med det mest smørrede smil tværet ud i ansigtet. "Jeg syntes ikke det vedkom dig," sagde han med iskold stemme, uden at kigge op. Jeg kiggede fornærmet på ham med lettere åben mund og sagde med et næsten helt strengt tonefald: "det gjorde det da.. øh.. gør det da! Jeg har besøgt dig hver evig eneste dag, og jeg er kommet med dine lektier, så ikke du begyndte at sakke bagud, og jeg har passet dig og plejet dig, været der for dig hele tiden, og så synes du ikke det vedkommer mig?!" Han lagde bogen ned på sit skød og kiggede og på mig. Uden at ændre ansigtsudtryk sagde han bare et ord. Helt koldt. "Nej." Jeg kiggede nærmest vredt på ham, men besluttede mig så for at trække vejret dybt, og prøve igen. Han havde jo trods alt sagt at jeg var fantastisk. Nærmest perfekt. At jeg var det mest perfekte og rene her på jorden. At jeg var en engel. HANS engel. "Jeg forstår dig," sagde jeg med en gendannet, blid stemme, mens jeg langsomt trak en æske chokolade op af tasken. "Værsågod, den er til dig," sagde jeg mildt og rakte den til ham. Han tog imod den med et hævet øjenbryn, og lagde den så på sit sengebord, der allerede var fyldt op med bøger og blomster. Min æske var den første æske chokolade! YES! Han nikkede kort for at vise sin taknemmelighed, og tog så bogen op igen. Uden at kigge på, hvad bogen hed, løj jeg: "orgh, det er en god bog det der! Jeg har læst den tusindvis af gange!" Jeg smilede stort, men han kiggede underligt på mig, og kiggede på forsiden af bogen. "Jeg vidste ikke at du kunne lide kvantefysik," sagde han overrasket og kiggede med et løftet øjenbryn på mig. Jeg smilede forlegent, og var ikke helt sikker på hvordan jeg skulle tackle det. Jeg HADEDE kvantefysik! Jeg kunne simpelthen ikke finde ud af skidtet. Nok var jeg god til engelsk, matematik, biologi, latin, geografi og drama, men alt det med fysik eller kemi havde aldrig lige fanget mig. "Selvfølgelig kan jeg det! Jeg elsker kvartfysik!" sagde jeg med et usikkert grin. Jeg håbede sådan på, at han ikke ville spørge om noget der havde noget med det at gøre, men uheldigvis for mig, fik han et smil på læberne. "'Kvartfysik' siger du? Hvorfor tager du det så ikke i skolen?" spurgte han og smilede. Jeg krympede mindst 20 centimeter og kiggede op på ham. "Da jeg skulle have meldt mig til, var hele holdet fyldt op," sagde jeg og skammede mig. Hvor var jeg en dårlig løgner. "Nå," sagde han, "der er ellers ikke mange der bliver undervist i det. Måske prøvede du bare på at melde dig til på et dumt tidspunkt. Hvem er din yndlings kvantefysiker?" Jeg kiggede fortabt på ham, og skrumpede endnu 50 centimeter. "Øh.. ham der fyren.. jeg kan ikke lige huske hans navn" mumlede jeg, og følte mig som en bedrager. Pludseligt begyndte han at grine og jeg rettede mig op og kiggede på ham. "Hvad griner du af?" spurgte jeg, og kiggede på ham. "Jeg tager pis på dig! Jeg læser Harry Potter!" sagde han og viste mig forsiden, hvor der med store bogstaver stod 'HARRY POTTER'. Nu følte jeg mig jo endnu mere dum! Jeg slog ud efter ham, men begyndte selv at grine lidt efter. Jeg kunne faktisk godt se det komiske i det. Hvor havde han fået mig til at se dum ud! "Idiot!" sagde jeg med et grin, mens vi begyndte at tale om, hvornår han mon ville være klar til at komme tilbage til skolen, så jeg ikke længere skulle komme med lektier til ham.

 

JO

 

Jeg sad på Harrys værelse, for allerførste gang nogensinde. Jeg havde simpelthen været nødt til at flygte, da jeg fik at vide at Louis skulle komme hjem i dag, så jeg tog hjem til Harry. Hans familie tog godt imod mig, og de betragtede mig allerede som én af familien, selvom jeg kun havde kendt dem i et par timer. "Harrys venner er vores venner," havde hans far stolt sagt, mens Harry havde prøvet på at få mig med op på sit værelse, uden at jeg begyndte at snakke med hans forældre eller lillesøster. Vi havde ikke siddet lang tid på hans seng, da han begyndte at gabe. Han havde ikke fået meget søvn på det sidste, og det var min skyld. Jeg sagde, at han bare kunne lægge sig til at sove, og at det virkelig ikke gjorde noget, og at jeg bare var glad for at jeg måtte være hos ham. Jeg satte mig ved siden af ham, og snakkede ham i søvn. Jeg ville virkelig ønske at jeg også bare kunne falde i søvn, men det var svært, når jeg tænkte på at Louis allerede nu lå hjemme i huset, i sin egen seng, ved siden af mit værelse. Det værelse som jo slet ikke var mit, men som jeg i højeste grad betragtede som det. Jeg kørte forsigtigt min hånd gennem den sovende Harrys hår. Det var krøllet og vildt, og fuldstændigt utæmmet, og det var så charmerende, ligesom Harry selv. Ligesom hans smil, hans øjne, hans personlighed. Alt ved Harry var bare charmerende. Fra top til tå. Men hvorfor kunne jeg så ikke bare lære at værdsætte det jeg havde? Jeg havde en fantastisk ven (eller kæreste.. jeg var stadig meget usikker) der støttede mig, trøstede mig og beskyttede mig. Hvorfor kunne jeg ikke bare være glad? Måske fordi han ikke var Louis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...