My J

Jo er flyttet hele vejen fra Korea til en by i Californien, kaldet Riverside, som udvekslingsstudent. Hun flytter ind hos familien Harrisson, hendes værtsfamilie. Den ældste søn, Louis, er en hårdtarbejdende high school-elev, der går på sidste år. De forelsker sig straks i hinanden, men er bange for at indrømme deres følelser. Det bringer dog straks komplikationer, og mange af dem.

26Likes
85Kommentarer
5582Visninger
AA

14. December

JO

 

Det var den bedste følelse nogensinde. At vågne op i hans arme. Mærke de stærke arme, der beskyttende holdt om mig. Harry sov, og jeg nænnede ikke at vække ham, så jeg blev bare liggende med hovedet på hans brystkasse. Han trak vejret så roligt, så beroligende. Jeg havde kun prøvet at have den her følelse én gang, og der var den hundrede gange kraftigere - da Louis havde beskyttet mig mod tordenvejret. Jeg fik langsomt tårer i øjnene. Selvom Harry var fantastisk og gjorde mig lykkelig, ville han på ingen måder kunne måle sig med Louis. Jeg fik en dårlig smag i munden over at ligge her. Jeg havde det som om jeg udnyttede ham på det groveste, som om jeg legede med hans følelser, som var det ingenting. Jeg sank en klump, og kunne mærke at hans vejrtrækning blev en smule hurtigere. Jeg tog mig hurtigt sammen og kiggede på hans ansigt. Han havde åbne øjne og smilede lykkeligt til mig. Som en stik i hjertet. "Godmorgen," mumlede han med morgenstemme og kyssede mig ganske blidt på panden. Jeg smilede svagt, men ikke helt overbevisende, hvilket han heldigvis ikke lagde mærke til. Han knugede mig bare tættere ind til sig, og jeg kunne ikke lade være med at nyde det, bare en lille smule. Jeg KUNNE godt lide Harry, bare ikke på samme måde som jeg kunne lide Louis. "I dag er der præcis 10 dage til juleaften. Nogle planer?" spurgte han, med den der helt fantastiske, dybe morgenstemme, som jeg ikke kunne lade være med at smile af. Jeg vendte mig om på maven og kiggede på ham. "Jeg regner med at holde den hos Harrisson," sagde jeg og smilede. Han smilede igen og rykkede lidt tættere på. Jeg lagde stoppende min hånd på hans bryst og smilede undskyldende. Han lignede et spørgsmålstegn, mens jeg stadig smilede. "Lad os tage det roligt. Gå langsomt frem. Jeg vil ikke ødelægge noget, og komme til at fortryde det bagefter.. okay?" sagde jeg forsigtigt, og lidt trist. Han smilede igen og nikkede. "Okay. Jeg forstår," sagde han, men jeg kunne godt se at jeg havde såret ham. Jeg smilede svagt, og opmuntrede ham med et kys på kinden. "Nærige," sagde han med et smil på læben og rakte tunge af mig. Jeg grinede og rullede over i den anden side af sengen, for at tage en pude jeg kunne slå ham med den. Han fik et chok og rullede ud af sengen. Han stak hovedet over sengekanten og kiggede på mig med sammenpressede øjne og et lumsk smil. Han rakte ud efter en pude, tog fat i den og svingede den. Jeg rullede grinende ned i fodenden for at undgå hans slag. Han rejste sig og kiggede med et stort smil på mig. "Nu skal du få!" sagde han og hoppede op i sengen for at overfalde mig. Jeg tog beskyttende hænderne op foran ansigtet og holdt øje med ham, da han smed puden ned på gulvet og stillede sig på alle fire over mig, med et ben og en arm på hver side af min krop. Jeg grinede og fjernede mig hænder. Han kiggede på mig og smilede. Jeg lagde mine hænder rundt om hans nakke og hev mig op for at give ham et kys. Endnu en fantastisk følelse. Han pustede mig ind i munden, og vi begyndte begge to at grine, men jeg stoppede ikke. "Oi!" lød det fra døren, og det afbrød vores kys. Vi kiggede begge hen på døren, hvor Bree og Liam stod, og begge lignede nogen der havde set et spøgelse. Jeg kiggede på Harry med et smil, og Niall og Sunny dukkede også op i døren. Sunny var den eneste, der så ud til at være lykkelig over det. De andre tre så bare chokerede ud. Sunny, Harry og jeg begyndte at grine, alle på samme tid, og Sunny smilede stort. "Kom, de var lige i gang med noget!" sagde Sunny med et grin og kiggede udfordrende på mig. Jeg vidste bare at hun var lykkelig, for nu kunne hun få Louis for sig selv. Men.. ville jeg virkelig vælge Harry?

 

HARRY

 

Det var en helt fantastisk følelse endelig at få hende. Hun var den smukkeste, sjoveste, sødeste, klogeste og helt igennem den mest fantastiske og perfekte pige jeg nogensinde havde mødt. Hvordan kunne jeg være så heldig? Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere ked af det blev jeg. Hun var jo udvekslingsstudent. Næste år ville hun flytte tilbage til Sydkorea, og jeg ville aldrig se hende igen.. eller ville jeg? Jeg var hundrede procent sikker på, at jeg ville være klar til at flytte med hende tilbage hvis jeg fik chancen. Jeg ville aldrig lade hende være ude af syne, og jeg ville aldrig give slip på hende. Jeg ville have mine arme rundt om hende, resten af mine dage. Jeg ville giftes lige her og nu, hvis jeg havde mulighed for det. Jeg ville dø for hende. Men jeg var bare bange for én ting. At hun ikke følte det samme. Det var ved at drive mig til vanvid! Ingen ville nogensinde være i stand til at elske hende mere end jeg gjorde, og det var det der gjorde mig mest bange. Tanken om at miste hende til en anden. Tanken om at miste hende til Louis.

Jeg lå på alle fire over hende, med et smil på læberne, mens jeg kiggede på de fire der stod i døren. "Kom, de var lige i gang med noget!" sagde Sunny og grinede, mens hun viftede de andre ud af værelset. "Det gør altså virkelig ikke noget," sagde Jo med et smil og kiggede på mig. Hun hævede sig endnu en gang op og gav mig et hurtigt og forsigtigt kys, og skubbede mig så ned at ligge med et grin. Jeg kunne ikke lade være med at grine selv. Sunny gik nynnende ud af værelset og lukkede døren. Jeg kiggede hen på døren og kiggede så på Jo. Hun stod ved sengen og var i gang med at klæde om. "Perv!" sagde hun og kastede en pude i hovedet på mig. Jeg grinede og rejste mig selv, med ryggen til hende, for at tage tøj på. Inden længe var vi færdige, og klar til at gå ud. Da vi kom ud i stuen sad de andre bare og så fjernsyn. "Vil I med ud?" spurgte Jo og kiggede på dem. De nikkede alle, men Sunny stoppede dem. "VENT! Det ville vi MEGET gerne, men vi skal lige have taget opvasken først. Gå I bare, så kommer vi senere," sagde hun og kiggede med onde øjne på de andre. De kom alle med små nik og Jo trak på skuldrene. "Så går vi bare. Vi ses senere!" Hun tog min hånd og gik ud i kulden. Det havde sneet meget i nat, og vores lille "gemmested" var næsten allerede dækket helt til med nyfalden sne. "Hvilken vej skal vi gå?" spurgte jeg og knugede forsigtigt hendes hånd. "Det ved jeg ikke.. jeg kender ikke rigtigt stedet," sagde hun og smilede. Hvor var det dejligt at se hende smile. Det gjorde hun næsten aldrig når Louis var i nærheden, han havde kun frembragt tårer. Hvor jeg dog hadede ham for det. "Kom," sagde jeg og trak hende forsigtigt med ind i skoven. Der var ingen sti i denne del af skoven, så vi gik bare zig-zag mellem træerne. "Hvor skal vi hen?" spurgte hun nysgerrigt og småløb op ved siden af mig mens hun gav min hånd et blødt klem. "Det får du at se," sagde jeg drillende og kiggede på hende. Selvom hun havde meget tøj på, var hendes kinder allerede røde af kulden. Vi gik i stilhed, indtil vi ankom til en lille dal. Bjerget gik nedad, og dannede en lille udmunding, med en sø for enden, hvor bjerget igen gik næsten halvfems grader op. Om sommeren var der en vandfald der faldt ned fra toppen af den høje, lodrette klippe, men da det jo var vinter, var floden oppe på klippen frosset til is. Søen, derimod, var en "varm kilde", og var derfor varm året rundt, selv nu i minusgrader. Jo stoppede op da hun så det og smilede stort. "Harry det.. det kan vi da ikke!" sagde hun mens hun kiggede på det dampende vand. Jeg kiggede med et stort smil og gik ned af bakken, ned til flodbredden. Jeg smed skoene og satte mig i sneen, med fødderne dækket af vand. Jo satte sig ved siden af, men beholdt dog fødderne i sneen. Hun kiggede på mig og tog min hånd. "Jeg er virkelig ked af det, Harry. Jeg kan virkelig godt lide dig.. virkelig. Men hvad nu hvis der sker noget? Mellem os. Så mister vi hinanden. Jeg mister en fantastisk dreng. En god ven. En virkelig elsket person. Det ville ødelægge vores venskab," sagde hun stille mens hun kiggede mig i øjnene. Jeg nikkede og forstod. Men jeg havde ingen intentioner om at gøre hende ked af det, eller miste hende på nogen måde. Jeg kiggede kort ned, men havde ikke tænkt mig at være ked af det. Hun vidste endelig hvad jeg følte, og det var jeg lykkelig over.

 

JO

 

Som vi sad der ved søen i stilhed, gik det op for mig. Jeg ville have Harry! Jeg var helt sikker. Han var fantastisk, og så ignorerede han mig ikke, i forhold til visse andre. Han var sød, dejlig, beskyttende, sjov, alt jeg havde brug for. Han var perfekt. Men jeg var endnu ikke sikker på om jeg ville give afkald på et fantastisk venskab og erstatte det med kærlighed, eller om jeg var klar til at give afkald på Louis..

"Der er I!" hørte vi en høj stemme sige bag os. Vi vendte os og så Niall komme løbende ned af bakken, med Liam, Sunny og Bree i hælene. "En varm sø!" råbte Bree glad og løb ned til os. "Ej se, Bree!" sagde Liam glad og løb ned til hende, "det er perfekt til en svømmetur!" Med en glidende bevægelse skubbede han til hende, og med et skrig røg Bree i vandet. "LIAM!" råbte hun og prøvede på at lyde vred, selvom hun i virkeligheden grinede. Sunny og Niall kom ned til os og kiggede på Bree hvorefter de begyndte at tage deres tøj af igen, så de kun havde deres undertøj på, ligesom i går. Sunny gik forsigtigt i, mens Niall og Liam lavede en ordentlig bombe, så vandet sprøjtede til alle siden. Jeg dækkede mig med armene, og de andre grinede af mig. "Vil du med i?" spurgte Harry, der også var på vej i. Jeg rystede svagt på hovedet. "Måske en anden gang," sagde jeg og smilede. Han hoppede i, i den dybe ende, i et perfekt og elegant hovedspring, der ikke kunne lade være med at få mit hjerte til at springe et slag over. Han var så perfekt.

Da solen gik ned, var vi i gang med at pakke vores ting. Vi havde spist aftensmad, og var snart klar til at køre hjem. Vi fyldte bilerne med alle vores ting, og selvom vi kun havde overnattet én nat, var der rigtig mange ting. Da vi havde fyldt bilerne, var solen for længst gået ned, og luften var iskold. Ironisk nok glædede jeg mig til at komme tilbage i "varmen", og ligge i min egen seng. Jeg glædede mig utroligt nok også til at se Louis, nu når jeg havde fået brudt hans facade, og han ikke længere var kold over for mig. Turen hjem var afslappet og gik hurtigt, og inden jeg vidste af det, var vi tilbage ved hospitalet. Vi sad lidt i bilen, inden vi gik ind. Jeg var ikke helt sikker på hvad der var mellem os. Vi var ikke sammen, men var vi kun venner?

Louis sov da vi kom ind på hans stue. Ewa sad og ventede på mig, og smilede da jeg kom ind med Harry. Hun vinkede forsigtigt til os, men da vi satte og ved hans seng, åbnede han langsomt øjnene og kiggede på os. "Hej igen," sagde Harry og rodede i Louis' hår. Som altid skubbede Louis hans hånd væk med et smil, og hilste os. Harry blev ikke længe, og mens Ewa og ham gik ned til bilerne for at tage mine ting over i Ewas bil, blev jeg tilbage med Louis. Der var noget jeg gerne ville snakke med ham om. "Louis?" spurgte jeg. Han kiggede på mig og nikkede kort. Hverken koldt eller smilende. "Det er bare.." jeg tøvede lidt, og tænkte på hvordan jeg kunne sige det, så det ikke lød for fjollet. "Min søster, Hae Ra. Hun vil gerne have at jeg kommer hjem til jul, men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre! Jeg har ingen anelse om jeg skal holde jul med jer, eller tage til Korea. På den ene side vil jeg selvfølgelig gerne holde jul med jer, men på den anden side vil jeg heller ikke være væk fra min familie i julen.. hvad synes du?" Jeg sukkede kort, og det gik op for mig hvor åndssvagt det lød. Hans ansigt blev pludseligt helt koldt, og det var som at få skudt en stor pil i hjertet. "Jeg synes du skulle tage til Korea. Og mens du nu alligevel er der, kunne du jo bare tage at blive der." Pilen blev langsomt og smertefuldt drejet rundt i såret, der var så dybt i mit hjerte, at det føltes som om jeg skulle dø. Mine øjne fyldtes langsomt med tårer, da han koldt drejede hovedet væk, og vendte ryggen til mig. Hvordan kunne han finde på at sige sådan noget? Og jeg som troede jeg endelig var brudt gennem hans facade. Hvor var jeg dog dum at tro det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...