Kun rakkaus katoaa - When love is lost.

Andrew er den stille type der mest holder sig, for sig selv. Hans mor døde i en bilulykke, så han bor alene med sin far, som slår ham. Henne i skolen er der ingen der lægger mærke til ham, og hvis de så endelig gør, så råber de bare af ham eller skubber til ham. Indtil Manea kommer til skolen. Folk beundre Manea, men han vil kun være venner med en og det er Andrew.

0Likes
0Kommentarer
1146Visninger
AA

5. The truth or not

Timen gik igang og folk blev ved med at kigge på os, men jeg var ligeglad, det vigtigste var at, Manea kunne lide mig og ikke mobbede mig. Manea holdte stadig min hånd, det fik mit hjerte til at banke helt vildt. Jeg grinte lidt inden i. Det var en fed følelse, som jeg aldrig havde prøvet. Pludselig slog en tanke mig, var jeg blevet forelsket i Manea? Nej, det kunne jeg ikke være, jeg havde kun lige mødt ham, men jeg nød jo kysset og han fik mit hjerte til at banke. Måske var jeg forelsket i ham. Jeg rødmede langt ned af nakken, da jeg kunne mærke hans blik hvile på mig. Jeg kiggede op og blev fanget af hans mørke brune øjne. Jeg smilede skævt, da jeg kunne se at hans kinder blev røde. Han kyssede blidt mine læber. Jeg gengældte det hurtigt og kunne mærke ham smile i kysset. Han trak sig stille og kiggede mig dybt ind i øjnene, med et stort smil. "Du er nuttet." Hviskede han og nussede mit hår. Jeg rødmede lidt og kiggede ned. Tiden gik hurtigt og vi fik pause igen. Manea og jeg var på vej ud af klassen, da en af pigerne, ved navn Rikke, sagde: "Manea, du behøver altså ikke lade som om du kan lide Andrew, for at gøre ham til grin. Han er allerede tilgrin." Hun smilede blidt til Manea og fortsatte ud af døren. Jeg kiggede på Manea med store øjne og kunne mærke at tårerne var på vej. Så han gjorde det bare for at gøre mig til grin. Han lagde en hånd på min kind, men jeg skubbede den vredt væk og løb ud på gangen. Jeg fortsatte med at løbe ind til jeg kom ud i skolegården. Jeg kunne hører Manea råbe efter mig. Jeg så tilbage på ham og løb så videre. Da jeg kom til parken, satte jeg mig på en bænk og prøvede at få mine vejrtrækninger på plads igen. Jeg sad i et stykke tid og bare græd. Hvordan kunne jeg dog være så dum? Jeg vidste jo at der var ingen der kunne lide mig. Hvorfor troede jeg så på det den har gang? Jeg gemte mit hovede i hænderne og prøvede at stoppe tårerne, men jo mere jeg prøvede, jo flere tårer kom der bare. "Jeg vidste at jeg kunne finde dig her. Du sidder her jo hver dag." Det var Maneas stemme. Jeg kiggede op på ham med et koldt blik. Han hev mig op af bænken og trak mig ind i et kram. "Hvad var det jeg sagde til dig? Du skal ikke hører på dem. De vil bare ødelægge dig." Hviskede han blidt og kyssede mit ører. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han holdte godt fast i mig. "Tror du virkelig at jeg ville kysse dig foran hele klassen, bare for at gøre dig til grin? Tror du virkelig at jeg ville have fulgt efter dig helt herhen, for at gøre dig til grin? Tror du virkelig at jeg ville bruge min fritid på at stalke dig, bare for at gøre dig til grin?" Hviskede han, men stivnede så hurtigt. "Fuck!" Hviskede han og skulle til at trække sig, men denne gang var det mig der holdte fast. "Så det er virkelig dig, jeg har set. Her i parken, i vinduet og .... På mit værelse?" Spurgte jeg. Han rødmede og kiggede ned. "Ja." Hviskede han så. "Men hvorfor?" Sprugte jeg stille. Han kiggede op på mig, med tårer i øjnene. "Fordi ... Jeg er forelsket i dig ... Jeg .... Det har jeg været i ... To år nu." Hviskede han og brød sammen. Jeg kunne ikke få det til at passe. Han havde være forelsket i mig i to år, men jeg havde slet ikke kendt ham i to år. Jeg skulle lige til at spørge ham, men han svarede mig hurtigt, som om han havde læst mine tanker. "Og jeg ved godt at du ikke har kendt mig i to år, men jeg har kendt dig. Og ... Det er så svært at forklar... Jeg elsker dig Andrew." Jeg stivnede. Han elskede mig. Sidste gang jeg hørte det, var dengang min mor levede. Jeg smilede skævt og kyssede ham så blidt og hurtigt. "Du behøver ikke forklar mig det." Sagde jeg med et skævt smil. Han nikkede stille og strammede sit greb om mig. "Jeg vil altid beskytte dig, Andrew. Altid."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...