A Thousand Years Without You

Amaya er en vilje stærk pige, som altid har fået det som hun ville, men inderst inde er hun i tvivl om hun får venner på denne måde, eller skubber dem væk.

Det er December, og Rio er flyttet til en lille landsby for at få styr på sit liv igen efter hans forvandling, men han får det svært da han møder hans mage. Vil han skubbe hende væk eller få det perfekte forhold?

30Likes
146Kommentarer
5325Visninger
AA

10. 9

You put your arms around me

And I believe that it's easier for you to let me go

You put your arms around me and I'm home

Amaya

Jeg følte mig forrådt og bange. Men samtidig havde jeg svært ved at tro det om Rio. Men jeg så hans blik. Det skreg efter mig til at forstå, forstå hvad? Jeg vidste ikke om jeg skulle lade tvivlen komme Rio til gode, eller om jeg skulle løbe. Jeg var frosset fast i mine handlinger, og min hjerne kørte på højtryk. Hvem skulle jeg stole på?!

Imens jeg tænkte, udspillede der sig et mindre drama foran mig..

Rio

Jeg var vred. Nej pissed! Zak havde ødelagt den tillid, som jeg havde brugt så mange dage på! Han vidste hvor få dage jeg havde tilbage! Var det derfor han kom nu? Jeg snerrede af ham, og mine hjørnetænder blev mere spidse. Mine øjne ændrede en smule farve, og jeg kunne mærke min ulv presse sig frem. Jeg var ved at miste kontrollen. Og Zak nød hvert sekund. Det gjorde at mit had voksede mere og mere.

"Hvad vil du Zak?!"

Han grinede sit arrogante grin og sagde nedladende

"For at besøge min bedste ved selvfølgelig!"

Jeg nøs og gloede irreteret på ham. Jeg rystede nu af raseri og min ulv var tæt på. Alt for tæt på! Hvis jeg ikke snart gjorde noget, så ville jeg skifte snart!

"Du ved godt det ikke passer! Sendte onkel dig?"

Hans tavshed bekræftede mine anelser. Min onkel var en del af de ældste og han var en hård nyser. Han styrede alt indenfor ulve verdenen og fangede ustyrlige ulve som mig, men efter min episode med far, så havde onkel det hårdt. Han kendte ikke sandheden, ingen gjorde undtagen far..

"Rio, fald ned"

Jeg opfattede ikke hvor anspændt jeg var, før Amaya lagde en blid hånd på min skulder og snakkede stille til mig. Jeg tog et forsigtigt pust og forsøgte at slappe af. Hun var ikke gået som jeg troede! Hun var blevet! Jeg vendte forsigtigt hovedet, skar grimasser over hvordan hun så ud i hovedet. Men jeg så ikke andet end tvivl. Det sårede mig lidt at hun ikke havde stolet på mig. Men havde ikke givet hende meget at gå ud fra. Men ville hun blive når jeg fortalte alt?

Zak rev mig ud af mine tanker

"Kommer du med nu? Eller skal vi give dig til jul?"

Jeg tænkte kun et sekund over det, før jeg svarede selvsikkert

"Til jul"

Zak nikkede kort, og gik så. Jeg havde regnet med en stor kamp, min krop var pumpet op til det, men Zak havde trukket sig, og Amaya var ikke flygtet skrigende væk. Men hende blik lod mig ikke slippe, da jeg kiggede på hende igen.

"Vi skal snakke"

Sagde hun kun, med hendes himmelske stemme og bløde læber. Jeg nikkede kun kort, for jeg pegede over mod bilen. Der regnede stadig, så hun skælvede af kulde..

Amaya

Efter vi kom ind i varmen igen, sad jeg afventende på at Rio begyndte at fortælle. Jeg kunne se det voldte ham stor smerte, men jeg var for nysgerrig til at lade ham slippe. Jeg var nød til at vide det.. NU! Heldigvis startede han langsomt.

"Mig og min far havde altid haft et anstrengt forhold til hinanden. Jeg tror han var skuffet over jeg ikke ville overtage hans forretning. Men det var ikke det jeg ønskede. Jeg ville have mit eget liv. Men det kulmineret da han en dag truede mig og mor på livet, i fuldskab påstod han at jeg ikke var hans søn! Grunden til det, selvom jeg ikke vidste det dengang, var at jeg ikke havde vist tegn på min ulv ved min 16 års fødselsdag, som alle andre. Der gik næsten 1 år, og det krævede et liv. Min far havde puffet til mig, og svinet mig og mor til, ikke at det var unormalt, tværdigmod. Han slog ofte mor fordi han mente jeg var en horeunge. Han brugte physisk og fysisk terror på mig og lige netop den dag var det nok.

"Det havde været en lang dag i skolen. Mange havde puffet til mig, og talt ned til mig. Flere havde kaldet mig en freak og underlig, da jeg var lidt underligt bygget. Jeg var udmattet fysisk, og ville bare gå på værelset og sove. Men min far stoppede mig.

"Hvorfor kommer du forsent hjem din møgunge?"

Jeg vrængede af hans ord, og kunne mærke tårerne presse på. Min far kiggede nedladende på mig og sagde med så had som han overhovedet kunne

"Nå tuder den lille horeunge? Har han brug for sin moar?"

Det var nok, jeg rystede af raseri. Og jeg kunne ikke stoppe. Jeg for på ham, og i mit vredesudbrud, fik jeg slået ham ihjel, midt under min forvandlig til ulv. Det næste jeg huskede var at vågne op i skoven, indsmurt i blod. Og det var ikke mit eget. Jeg flippede ud, og lød tilbage til huset i ulve form, skræmte alle naboerne. Da jeg kom hjem, nu skiftet tilbage så jeg var nøgen og bange, så jeg al blodet på gulvet, væggene og dørene. Jeg skreg at frygt og løb ud. Og har ikke været hjemme siden. Men en gang i mellem dukkede min onkel eller Zak op, som gav mig en smule information. Dog var vi ikke på god for med hinanden, da de ikke forstod hvorfor.

Jeg var bange for at se Amaya's reaktion. Fordi vi ikke var forbundet endnu, så ville hendes følelser ikke være så stærke, og derfor ville hun godt kunne skubbe mig væk. Dog var det ikke det jeg så i hendes øjne. Kun forvirring, og en smule kærlighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...