A Thousand Years Without You

Amaya er en vilje stærk pige, som altid har fået det som hun ville, men inderst inde er hun i tvivl om hun får venner på denne måde, eller skubber dem væk.

Det er December, og Rio er flyttet til en lille landsby for at få styr på sit liv igen efter hans forvandling, men han får det svært da han møder hans mage. Vil han skubbe hende væk eller få det perfekte forhold?

30Likes
146Kommentarer
5322Visninger
AA

15. 14

I hope that you see right through my walls

I hope that you catch me, 'cause I'm already falling

I'll never let a love get so close

You put your arms around me and I'm home

Amaya

Jeg fik mad 3 gange om dagen, men ingen toiletbesøg, jeg var beskidt og træt. Og ville bare gerne hjem. Men lige nu, så det ikke lyst ud. Jeg så ikke andet end en lille mus på jagt efter mad, men jeg hørte stemmer. Eller kun 2, jeg havde fundet ud af hvordan jeg kunne skille dem af. 

"Er hun vågen?"

Spurgte ham, som jeg næsten var sikker på var lederen af dette. Jeg kunne ikke høre svaret, men tvivler på der var det store, da der ikke var nogen der havde tjekket. Jeg holdte blikket fast mod ståldøren. Hvis han valgte at komme ind, ville jeg være klar. Så klar som jeg nu kunne være.

Raslen af nøgler, tagen i håndtaget. Det varede ikke længe før døren knirkede op. Og ind kom han. Fjenden.

Rio

Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne stole på Zak, men han lød så overrasket, men også sikker i sin sag. Jeg var næsten nød til at stole på ham. Han var min ven, og jeg håbede ikke at det ville ændre sig. Jeg ville ikke miste ham, hvis han talte sandt.

"Er du klar til at køre?"

Spurgte Zak mig, jeg kiggede op, mit ansigt var sløret af sorg og raseri. Jeg nikkede som svar, og pakkede mine sidste ting. Det ville tage et par timers kørsel, og jeg ville være klar. Klar på alt. Min ulv var blodtørstig, og min krop pumpede af adrenalin. Vi var klar. Klar til at bekæmpe ham. 

Vi kørte afsted i tavshed, mens jeg bad en stille bøn til Amaya, hun havde bare af at være okay! Jeg ville ikke se hende såret! Det var min største frygt. Jeg kunne smage nervøsiteten i luften, og jeg begyndte langsomt at tvivle på Zak, var han min allierede eller fjende? Jeg kiggede på ham, han så nervøs ud. Men var det fordi han ville snyde mig? Eller fordi han var bange for konsekvenserne?

Da vi endelig ankom, holdte vi et par kilometer væk. Vi kunne sagtens løbe det stykke, og hellere holde for langt væk, end at de ville opdage os for tidligt. Jeg kiggede på Zak og spurgte ham

"Er du med?"

Spørgsmålet vaqr tvetydigt, og jeg var nervøs for svaret, men han nikkede, så det var nok til mig. Jeg var klar til at møde ham nu. Så vi løb alt hvad vi kunne, uden at bruge alt for meget energi, op til huset. Da vi nåede døren, blev vi mødt af en mand jeg kendte alt for godt. 

"Hej onkel"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...