Last Promise: My Hero is You {FFVII}

Karorins mor ofrede sig for hende, fordi hun havde en mission, som hun var født til at udleve. Hvad er denne mission? Karorin og hendes tvillingebror, Roxas, flytter til Niebelheim, en lille Western by, hvor de søger tilflugt hos deres bedsteforældre. Karorin er ikke som andre piger, da hun har en dyb hemmelighed. Hun har to små, fine horn i hovedet, som afslører alt. Hun er nu den sidste af sin slags: Den sidste diclonius.
[NOTE: Denne fanfiction er MEGET gammel, men en af mine læsere ville gerne have, at jeg lagde den ud igen... .-.; Kapitlerne er kortere end normalt, og jeg skriver ikke så godt som i mine nyere historier...]

62Likes
152Kommentarer
4528Visninger
AA

4. Drømme eller mareridt?

Om natten havde jeg den særeste drøm. Natten efter, jeg havde mødt ham drengen, som jeg stadig ikke kendte navnet på. Han fortalte ikke sit navn til mig, jeg spurgte heller ikke. Rosen stod i vand på mit natbord ved siden af min seng, de hvide blomster havde jeg lagt udenfor ved en mindesten, som jeg havde lavet til min mor, nu hvor jeg ikke kunne se hendes rigtige gravsted.

Jeg drømte om sværd, pistoler, krig, barnelatter. Latter. Hvilken latter? Det var min latter. Hans smil. Min latter blev til tårer. Tårer af blod og sorg. Endnu engang, var der sket noget i mit liv, som fik mig til at græde. Men hvad?

”Du skal altså i skole i dag, Karorin.” Sagde min mormor. Jeg nikkede.

”Okay.” Sagde jeg og gjorde mig klar. Min mormor var overrasket over, hvor nemt det var at overtale mig.

”Hvorfor er du så glad i dag?” Spurgte hun. Jeg så på den røde rose, som stod på mit natbord, imens jeg smilede stort. Jeg vendte mit blik mod min mormor.

”Det er en hemmelighed.” Sagde jeg med en finger for min mund.

”Mødte du nogen i går?” Spurgte hun og smilede, hun havde allerede regnet den ud.

”Det eneste sted man kan plukke røde roser i Nibelheim, er i Strife-familiens have.” Sagde hun, hun gav mig en hvid hat på, som ville dække mine horn. Jeg grinede.

”Vi ses, mormor. Jeg må prøve at indhente Roxas, han er jo taget af sted.” Sagde jeg og kyssede hende kort på kinden, hvorefter jeg løb af sted.

”Strife?” Mumlede jeg kort, hvorefter jeg fik et smil på læben, ”Hvem ved?”

 

De andre elever i klassen tog godt imod mig. De kunne jo heller ikke se mine horn. Han drengen fra dagen før, var her også. Han var faktisk den eneste jeg stolede på, han havde ikke gjort noget ondt, da han så mine horn dagen før, han sagde ikke meget. Han var vidst genert. Det var meget sødt.

Da de to første timer var forbi, fik jeg besked på, at tage min hat af, vores lærer havde glemt at fortælle mig reglen om, at man ikke må have hat på i timerne.

Da læreren var gået, tøvede jeg lidt, hvorefter jeg tog min hat af. Alle eleverne omkring mig blev stille, og stirrede på de to tingester, der sad på siderne af mit hoved. Der var nogle drenge, der begyndte at grine og pege fingre af mig.

”Hun er jo et monster!” Råbte en af dem. De andre klassekammerater grinede med, alle, undtagen ham jeg havde fået rosen af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...