Do I Really Love You? JDB

(Justin er ikke kendt) Den 16-årige Valerie går i High School med Justin. Hun hader ham, men samtidig kan hun ikke modstå hans udseende pga. han virkelig er lækker, syntes hun. Han flirter hele tiden med hende og leger hun mon med på den syge leg, hun pludselig bliver kastet ud i?

P.s. Det her er min aller første historie, jeg har skrevet. Så i må godt give konstruktiv kritik eller ros, hvis i vil? xD

57Likes
164Kommentarer
15597Visninger
AA

26. Fortryllet af hinanden.

”Hej Caitlin” Sagde jeg, dog uden den begejstring, som jeg altid havde når jeg mødte Caitlin på hjørnet. Hun kiggede først med et stort smil på mig, men hendes smil blegnede langsomt, da hun så mig. Jeg fremtvang et smil, men det lignede garanteret en grim grimasse, og mine øjne viste bare en tomhed. ”Hvad er der galt, jeg hørte jo heller ikke noget fra dig i går, var du syg?” Spurgte hun i en hurtig talestrøm og kiggede bekymret på mig. Jeg nikkede til at jeg var syg og gik bare videre mod skolen, med Caitlin der hurtigt kom op mod min side. "Ej seriøst! Hvad er der galt" Spurgte hun i et bekymret udfald. ”Han sagde, han var forelsket i mig og elskede mig, han havde ikke følt sådan for en anden pige” Hviskede jeg lidt rastløst, men Caitlin kunne hvis godt høre det. ”Vent, en der elsker dig. Sig hvem det er og føler du det samme som han gør” Udbrød Caitlin og smilede et stort smil til mig. Hendes humør kunne da godt nok ændres hurtigt. ”Justin har sagt at han elsker mig, men jeg ved ikke om jeg føler det samme som han gør” Hviskede jeg rastløs og kiggede så på Caitlin, for at se hendes reaktion. ”Justin, hvordan” Hviskede hun chokeret og kiggede så på mig med et blik der lignede mit, rastløs og forvirret. Hun færdig gjorde ikke sit spørgsmål, men hun var vist i chok. Justin og jeg havde jo heller ikke haft kontakt, så at det næsten kom ud i det blå luft, at han siger han elsker mig. Det var overraskende, men jeg kunne ikke vende mig til den tanke. Han siger han elsker mig...”Jeg fortæller det efter skole” Sagde jeg så til hende.

Vi gik ind af den grå bygning, altså en af vores skolebygninger og det var sikkert der Justin befandt sig. Vi gik hen til skabene, jeg låste hurtigt mit op og tog de bøger som jeg skulle have efter skemaet. Jeg skulle have natur/teknik med Justin, i de sidste to timer. Vi manglede rigtig meget på vores projekt, men det skulle først være færdigt på næste onsdag, så vi havde præcis en uge til at lave det færdigt. Jeg skulle have de fleste timer med Caitlin undtagen de to sidste, dem skulle jeg desværre have med Justin.

Caitlin gik sammen med mig gennem den fyldte gang med alt for mange elever. I mængden var der en der skilte sig ud, det var Justin, men der var ikke noget specielt ved ham og hans tøj i dag? Jeg kunne mærke jeg gik i stå, jeg stoppede med at gå og kunne ikke få mit blik væk fra ham, han stod og grinede af et eller andet. Men inden under smilet, kunne man godt se at han ikke var helt så glad, som han udtrykte. Han smilede et falsk smil til dem og kiggede så over i min retning, han stirrede bare såret på mig. Det måtte jo også være hårdt for ham, at han bare blev afvist af den man elsker. Tænk han elsker mig...

”Kom nu! Vi kommer snart for sent til fransk, hvis du bare står der” Sagde Caitlin og trak i min arm, jeg lod hende bare føre mig videre gennem den fyldte gang. Jeg slap Justins blik, men ikke af egen fri vilje. Caitlin satte sig sammen med mig til fransk timen.”Vil du ikke med ud at shoppe, når vi får fri” Sagde Caitlin til mig, for læreren var ikke kommet endnu. ”Vi mangler jo kjoler til skoleballet, der er kun to dage til” Tilføjede hun hurtigt. ”Jeg har ikke lyst i dag, men i morgen vil jeg godt” Sagde jeg og smilede et lille falsk smil til hende. ”Op med humøret, jeg er sikker på at dig og Justin bliver venner igen” Sagde hun opmuntrende og tog så hendes fransk bog frem, da læreren trådte ind af døren.

Problemet var at vi ikke kunne være venner igen. Han følte noget mere for mig, men jeg var derimod helt usikker på hvad jeg følte for ham. Jeg havde fået stød, gnister og varme fra ham, når han rørte eller kyssede mig. Var det tegnene på at være forelsket, jeg vidste ærlig talt ikke hvad jeg følte for ham. Hans ord sad fast inde i min hjerne fra i går, jeg havde ikke kunnet få dem ud. ”Jeg er forelsket i dig og jeg elsker dig, du en den eneste pige jeg har følt sådan for. Det var derfor jeg kyssede dig og jeg vil ikke lyve nu. Det var det bedste kys jeg har haft og for engangsskyld med en jeg elsker” Det var hvad han sagde til mig, jeg vidste bare ikke om jeg elskede ham. Han havde sagt de nogle virkelig betydningsfulde ord for mig, men jeg havde ikke styrken til at sige det samme til ham, jeg vidste ikke om jeg elskede ham. På gangen ville jeg bare løbe over til ham og være i hans favn, så jeg var den der var tættest på ham, være i hans nærvær. Jeg ville bare føle den samme følelse, når han rørte mig. Jeg følte mig tryg i hans arme, men jeg løb jo ikke over til ham, det ville være pinligt bare at komme løbende ind i Justins arme. Især når vi var uvenner eller var vi uvenner, måske troede Justin at jeg var sur på mig, men altså han kyssede mig jo bare. Caitlin havde bare trukket mig væk fra gangen, selv om jeg stadig bare ville springe over i hans arme. Jeg var heller ikke sikker på om han ville modtage mig med åbne arme eller måske ville det sende forkerte signaler fra mig, det ville måske signalere at jeg også bare var forelsket i ham.

Jeg blev pludselig afbrudt i min tankegang. ”Valerie, hører du efter” Spurgte læreren mig, med et irriteret blik. ”Ja selvfølgelig” Svarede jeg, selvom jeg ikke vidste hvad de havde talt om. ”Hvad talte vi om” Sagde Mrs. Carries lidt udfordrende. ”Øhm, oversættelse fra engelsk til fransk” Sagde jeg usikkert og smilte et skævt smil. ”Valerie op på kontoret, alle skal høre efter i mine timer” Sagde hun strengt mens hun pegede på døren. Jeg rejste mig op og gik så ud af døren. Hvordan kan man være så streng, man kan da ikke bare sende en op, for ikke at høre efter en gang! Jeg gik stille hen ad den hvide gang, jeg havde ikke prøvet at være alene her ved gangen før, men det viste sig at jeg heller ikke var alene. En dreng stod og rodede i sit skab længere henne, jeg kunne kun lige se noget gylden brunt hår og hans tøj, jeg kunne ikke se hans ansigt, da det var gemt ved skabet. Jeg skulle i den retning, for kontoret lå ikke langt derfra. I det jeg gik forbi drengen, genkendte jeg Justins brune pjuskede hår. Jeg gik hurtigt forbi ham, men han kiggede så på mig, da jeg gik forbi. ”Valerie?” Mumlede han og gik så de få skridt hen til mig, da jeg stivnede. Jeg kunne ikke rykke mig, jeg var gået helt i stå. Jeg vendte mig så endelig om, så jeg så ham i øjnene. Han stod tættere på mig end jeg havde forventet, der var kun tyve centimeter i mellem mig. Der var ikke den tavshed i luften som jeg havde troet, når vi bare stod og så hinanden i øjnene. Mine ben gik lidt tættere på ham, jeg kunne ikke forstå hvorfor de gjorde det, jeg havde ikke selv gjort det? Var det bare stemningen der havde grebet mig. Jeg var pludselig helt tryllebundet af Justin. Jeg kiggede i hans nøddebrune øjne og hans hår så gyldent ud i det skær, der havde ramt hans hår. Han gik også tættere på mig, var det af egen vilje han gjorde det, eller var han også grebet af stemningen? Det var nærmest som om vi var fortryllet af hinanden, for vi kiggede på hinanden med et fortryllet blik.

Vi var stadig alene på den store hvide gang. Vi stod kun ti centimeter fra hinanden og vi kiggede stadig fortryllet på hinanden. Vi gik begge to tættere på hinanden og nu var der kun fem centimeter i mellem mig. Jeg tog forsigtigt mine arme om hans nakke, mens han hænder gled omkring mit liv, han skubbede mig forsigtigt helt op af ham. Vores øjne kunne simpelthen ikke slippe hinanden, en af os skulle til at tage skridtet. Jeg tror ikke det var mig selv, der gjorde det eller det var det måske? Men vores hoveder kom langsomt tættere på hinanden, hans hoved stoppede pludseligt, han ville se om jeg turde kysse ham. Jeg var nu sikker på at jeg var forelsket i ham, men jeg vidste stadig ikke om jeg elskede ham. Da han stoppede førte jeg langsomt mine læber over på hans, jeg fik en brændende følelse op i mig, det her øjeblik havde jeg ventet på. Han var lidt overrasket, men han kyssede mig så lidenskabeligt. Jeg tror ikke jeg havde fået sådan et godt kys før, jeg trak mig stille ud af det. Jeg indså lige hvad jeg havde gjort, jeg havde kysset ham. Jeg var forelsket i ham, men jeg følte at jeg bare ikke var klar til at være sammen med ham, på den der måde. Jeg kiggede i hans øjne, de var ikke triste mere, langtfra og der kom et stort smil på hans mund. Tænk at jeg skulle såre ham nu... ”Undskyld Justin. Jeg ved jeg har fået følelser for dig, men det her er jeg ikke klar til”

Justins synsvinkel. Hun trak sig stille ud af kysset, kysset som jeg havde længtes efter. Jeg var helt overlykkelig, men jeg begrænsede glæden uden på, jeg smilte bare et stort smil til hende. Hun havde kysset mig, hun havde måske også følelser for mig, men mine tanker blev hurtigt ændret. ”Undskyld Justin. Jeg ved jeg har fået følelser for dig, men det her er jeg ikke klar til” Sagde hun som om hun var på randen til at græde og ganske rigtigt trillede der også nogle tårer ned af hendes kinder. Jeg ville have sagt noget til hende, men hun løb hurtigt væk fra mig, mens tårerne løb ned af hendes kinder. Jeg ville ikke og kunne ikke løbe efter hende. Hun kyssede mig og derefter sagde hun at hun ikke ville være sammen med mig, på den her måde. Var det på grund af hun ikke stolede på mig eller ville det være flovt at være sammen med mig, eller var der noget galt med mig selv? Jeg var både såret og vred over hun kyssede mig, når hun egentligt ikke ville være sammen med mig...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...