Do You Really Love Me? JDB 2

Justin og Valerie er langt om længe blevet kærester og det har de været i en måned. De møder mange uforudsigelige ting sammen, men spørgsmålet er om de kan klare det... Justin åbner op for hemmeligheder i Valeries hjerte, selvom hun helst ville have, at de forblev hemmelige, men ikke nok med det; kommer Justins mor hjem fra sin mystiske rejse. Hun fortæller en nyhed, men vil det være en god nyhed. Vil den måske skade forholdet, det må du læse dig frem til...

56Likes
306Kommentarer
17031Visninger
AA

4. Valeries fortid

Justins synsvinkel.

Hun havde efterhånden gennemblødt et stykke af min trøje, men det var jeg ret ligeglad med. Jeg ville vide sandheden om hende og hendes mor, men jeg sagde ikke noget til hende nu, hun skulle selv sige det. Hun havde ikke sagt noget i et stykke tid, men jeg ville give den tid hun havde brug for, hun havde vist oplevet noget grusomt, som jeg måske ikke kunne forestille mig. ”Justin, hvis du virkelig godt vil vide det. Så må du godt vide det” sagde hun skrøbeligt med en lidt skinger stemme og kiggede med et tvivlsomt ansigt på mig. ”Valie, jeg vil kun vide det, hvis du er klar til at fortælle mig det. Jeg ville aldrig tvinge dig til noget du ikke havde lyst til” sagde jeg trøstende og puttede hende ind i mine arme og vuggede hende lidt.

Hun begyndte stille at fortælle om hendes mor og Michael som der havde brugt de hårde metoder. Hvordan Michael havde behandlet hende og hvordan hendes mor var ligeglad med det, som blot syntes at det var en god lærestreg for Valerie. Man skulle tro hun var grædefærdig, men der løb kun flere tårer ned af hendes fugtige kinder og hendes stemme knækkede tit over, men det var forståeligt. Mine øjne blev bare større og jeg fik et chokeret udtryk, mens jeg automatisk strammede grebet om hende. Hun blev endelig færdig med den forfærdelige historie og så fortalte hun så noget, der for alvor fik hårene til at rejse sig og det løb mig koldt ned ad ryggen. Hun skulle bo der i en uge og det var om to dage! Hun blev måske behandlet på samme måde, jeg fik en større trang til at tage med hende og beskytte hende, men det ville Valie garanteret ikke tillade. ”Valie, ved din far godt det her” hvisker jeg rystet. Hun rystede stille på hovedet og ville give slip på mig, men det gav jeg hende ikke lov til.

”Du må ikke give slip på mig eller forlade mig” hviskede jeg i frygt, for at hun måske ville blive dernede hos hendes mor. ”Justin, jeg vil aldrig forlade dig!” sagde hendes skrøbelige stemme. ”Jeg kan tage med dig!” hviskede min stemme rystet. Jeg ville ikke med hende, men så ville det være min skyld, at jeg overlod hende til de psykopater. Jeg ville bare beskytte hende og være ved hende hvert sekund, der var ingen der skulle gøre Valerie ondt. ”Justin det er fristende, men du skal ikke opleve noget af det samme som mig! Så glem det!” sagde hun alvorligt og kiggede så mig i øjnene, efter hun havde vredet sig ud af mine arme. ”Du ved det er for dit eget bedste, men Justin jeg skal pakke og jeg regner ikke med at du vil se mig pakke, så vi ses vel” fortsatte hun og smilede et lille smil. ”Valie, jeg skal ikke se dig i en uge! Selvfølgelig vil jeg være sammen med dig, også selvom du skal pakke” sagde jeg opmuntrende, men tanken om at jeg ikke skulle se Valie i en uge kunne jeg ikke holde ud. Jeg måtte finde ud gøre et eller andet, for jeg kunne ikke undvære hende en hel uge. Især ikke med tanken om, at hun skulle tilbringe en hel uge ned hos Michael og hendes mor.

Jeg studerede hende nøje til mindste detalje, hun pakkede kun fint tøj ned, da hun var begyndt at pakke? Jeg spurgte hende hvorfor og hun sagde at hendes mor helst ville have at hun klæder sig fint på lige meget hvor det er. Hendes mor havde vist meget strenge regler, jeg håber bare at Valerie ville følge dem, ellers ville der ske noget slemt med hende. ”Jeg skifter lige, det er alt for varmt i joggingbukser og langærmet trøje” mumlede hun og kiggede så over på mig med et lille varmt smil og jeg gengældte det lige så stille. Hun tog en stropløs top og nogle mini shorts ud af skabet, jeg vil håbe at hun ikke skulle have det på, for jeg ville bare komme til at overglo hende. ”Jeg går lige ud på badeværelset og skifter” sagde hun stille og sendte mig et lille smil, inden hun var på vej over til badeværelset. ”Du kan da bare skifte herinde, jeg har set dig i undertøj før og desuden jeg er jo din kæreste” sagde jeg og smilte et charmerende smil og et frækt blik til hende. ”Okay, jeg troede ikke du kunne klare det. Du kunne jo ikke fjerne blikket fra mig sidste gang, jeg skiftede foran dig” drillede hun mig for sjov, men det var rigtig nok. Jeg kunne ikke fjerne synet fra hendes perfekte krop sidste gang…

Hun satte stillede sig så over til sin seng og smed hendes langærmede trøje på sengen og derefter hendes joggingbukser. Jeg gik med langsomme skridt over til hende og satte mine hænder på hendes skulder, mens jeg kyssede hende på halsen og længere op. ”Du ser sød ud, når du rødmer” hviskede jeg i hendes øre og hun begyndte at rødme lidt mere, men det så bare sødere ud. Jeg vendte hende om, så jeg kunne se hende helt. Jeg lavede hurtigt elevatorblikket og mit blik havde stoppet under hendes kraveben, det havde det gjort ofte nu… Hun afbrød min stirren med et kys, som hun plantede på mine læber. Jeg blev mere ivrig efter hende og begyndte at snave hende heftigt og jeg gik så nogle skridt med Valie foran mig, mens vi snavede. Hun faldt blødt ned på sengen med mig ovenpå og jeg kyssede hende så ned af halsen. ”Justin, jeg er ikke klar” mumlede hun og jeg stoppede straks med at kysse hende ned af halsen. Hun var igen ikke klar, men jeg måtte vil vente. Hun var helt klart det værd, men jeg blev alligevel lidt skuffet. ”Bare rolig! Jeg venter til du er klar” mumlede jeg og lavede et lille skuffet ansigt for sjov til hende.”Justin styr dine lyster, nogle gange er du altså lidt for meget!” sagde hun og grinede en smuk latter, hun smilte derefter et sødt smil til mig.

Da hun var gået i gang med at pakke, sagde jeg at jeg lige skulle ned i gangen efter min mobil, men jeg havde allerede min mobil i lomme. Jeg skulle snakke med hendes far om noget, jeg håbede han sagde ja, men på en måde også nej, men jeg vidste at det ville være bedst at spørge om jeg måtte. Hvis jeg ikke måtte vidste jeg ikke hvad der ville ske med Valie eller mine tanker, som der ville være gået fra forstanden.

Jeg gik ned ad trappen og jeg gik ind i stuen, hvor hendes far sad med nogle papirer. Jeg havde ikke lyst til at forstyrrer ham, men det var for Valies bedste. Jeg rømmede lidt og han så med det samme op fra hans stak papirer, med et overrasket udtryk, da han så det var mig. ”Hej, du hedder Justin? Du er Valeries ven, ikke?” sagde han og smilede et beroligende blik på mig og jeg blev hurtigt mindre nervøs end før. Jeg havde troet han var en af de hårde kolde arbejdere, som der aldrig havde tid til sin familie. ”Jo, jeg hedder Justin, men har Valerie ikke fortalt dig at vi er kærester?” sagde jeg og smilede et lille smil, mens jeg havde et forvirret udtryk i øjnene. ”Undskyld, det vidste jeg ikke, Valerie fortæller mig ikke så meget, men det er jo delvis min skyld. Jeg er jo ikke så tit hjemme, men hyggeligt at møde dig Justin, men hvad ville du mig” sagde han og smilte et varmt smil til mig, men der var ikke noget der kunne dække over hans sørgmodige ansigt. ”I lige måde, det er også hyggeligt at møde dig, men jeg kom for at spørge om jeg måtte…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...