Love over Life ϟ Justin Bieber

For Justin Bieber, en verdenskendt superstar, kan man ikke forestille sig at noget skrækkeligt kan ske med ham. Den glade Justin man altid har set, ændrer sig, da han ligeså stille forsvinder ud af sladdersiderne, da der intet vigtigt er om ham. Ingen nye sange, album, noget som helst. Kun på grund af én ting. Et overfald der har forandret Justins liv som musiker helt. Alt har ændret sig, og selv ikke Justins tætteste venner, bl.a. hans kæreste, Daniella, kan hjælpe ham. Kun da den uskyldige Lyric kommer ind i billedet, forandres Justins syn på hans overfald. Der er bare noget han ikke ved. Hele Lyrics liv er nærmest en hemmelighed.

27Likes
98Kommentarer
5288Visninger
AA

11. ♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Det at være hjemme hos hende. Det var mærkeligt og bizart. Der var dog alligevel noget inden i mig, der følte, at det faktisk ikke har helt forkert. Hun var sød, smuk og hun viste sin ærlighed som hun følte den. Hun holdte det ikke inde, og det kunne jeg lide. Men angående det med ærligheden, havde det dog været akavet i starten.

”Er dit navn ikke Felicia?” spurgte jeg hende undrende om, mens jeg kiggede hende ind i øjnene. Undren i mit blik, ville være nemt at se, for ærlig talt, så fattede jeg det ikke. Man kunne da ikke have Felicia stående på sit navneskilt, og så hedde noget andet? Men nu hun sagde det, gav det mening, at hun ikke kunne lide navnet Felicia, hvis det alligevel ikke var hendes rigtige navn.

Hun tøvede en lille smule, men talte bagefter: ”Nej, mit navn er ikke Felicia. Det var min bror der lod som om jeg hed det, så jeg kunne få et job her. Min fødselsdagsdato er heller ikke den 1. marts som din. Ked af at skuffe dig, Justin,” sagde hun stille, mens hun kiggede væk. Det gav mening, at hun ikke kunne lide navnet Felicia eller den dag jeg havde fødselsdag, da hun jo ikke selv havde. Det var nu lidt irriterende at hun nedgjorde min fødselsdagsdato, men hellere at hun var glad for hendes egen. Hvis hun overhovedet var det?

Jeg smilede stille, selv om hun ikke kiggede på mig, ”hvad er din navn så?” spurgte jeg hende, da jeg gerne ville kalde hende hendes rigtige navn, og ikke et der bare stod på et skilt, som alle troede var hendes navn.

”Lyric.”

”Lyric? Det navn har jeg aldrig i hele mit liv hørt før,” sagde jeg en lille smule sjovt, men ikke at det skulle såre hende på nogen måde, hvilket det heldigvis heller ikke så ud til.

Hun kiggede endelig op på mig, ”Lyric. Det er mit navn. Men det kan jeg heller ikke lide,” sagde hun og smilede lidt, da hun godt selv kunne høre hvor latterligt det egentlig var.

”Du er et meget negativt menneske, hva’?” sagde jeg, men mente det nu godt nok. Igen ville jeg ikke såre hende.

Når man så ser på os i dag. Hjemme hos Lyric, mig i kørestol, og bare os alene sammen, så er jeg faktisk nærmest lykkelig. Hendes tilstedeværelse ved min side gør mig glad, da hun er her, og ikke Daniella som jeg i øvrigt ikke har haft kontakt med i de to måneder, jeg havde været ude af hospitalet. Det var også meningen. Jeg gad ikke have kontakt med hende, efter sådan hun var over for mig. Aldrig.

Døren smækkede og jeg hørte en puste ud. ”Justin!” blev der råbt, ”vejret er dejligt, og der er ingen mennesker, kommer du?” råbte Lyric igennem huset. Hun havde været så sød imod mig, efter hun havde vist sit rigtige søde jeg. Lidt genert, men det var det. Det var bare mærkeligt et sted, for jeg følte at jeg havde set hende før. En øjenkontakt med hende, men jeg kunne ikke huske hvor præcis. Måske havde jeg glemt det på grund af mit overfald.

”Jeg kommer.”

Jeg kom udenfor, og så straks Lyric smile til mig. Hun ville hjælpe mig med at gå, det gjorde hun så tit som muligt, og det var jeg så ekstremt glad for. Bare det at hun gad prøve, selv om jeg ikke vidste, om jeg faktisk nogensinde ville komme til at gå igen. Ikke efter dem – vi stadig ikke har fundet – der overfaldt mig for to en halv måned siden cirka. Det irriterede var mig, at de ikke var fundet endnu, for jeg ville stadig så gerne spørge, hvorfor de havde gjort som de havde.

Lyric tog fat om mine arme, og prøvede at hive mig op ligeså stille. Jeg kunne straks mærke at hun brugte ekstremt mange kræfter på at holde mig oppe, men jeg prøvede alt hvad jeg kunne at tage et skridt, og kunne mærke en lille vibration i mine ben, hvilket var en god ting, da jeg ikke havde prøvet det før. Lyric satte mig dog ned igen, og havde det opgivende ansigt på. Hun vidste godt det nok var umuligt i længden, men at jeg havde mærket en vibration i mine ben, var det tætteste jeg var kommet på siden jeg blev overfaldet, at kunne mærke mine ben. Forhåbentligt kunne jeg gå meget snart. Jeg håbede i hvert fald af hele mit liv, at jeg kunne. Især fordi jeg savnede musikken.

”Kom Justin, skynd dig. Der kommer en bil,” sagde Lyric hurtigt og tog fat i min kørestol.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...