Love over Life ϟ Justin Bieber

For Justin Bieber, en verdenskendt superstar, kan man ikke forestille sig at noget skrækkeligt kan ske med ham. Den glade Justin man altid har set, ændrer sig, da han ligeså stille forsvinder ud af sladdersiderne, da der intet vigtigt er om ham. Ingen nye sange, album, noget som helst. Kun på grund af én ting. Et overfald der har forandret Justins liv som musiker helt. Alt har ændret sig, og selv ikke Justins tætteste venner, bl.a. hans kæreste, Daniella, kan hjælpe ham. Kun da den uskyldige Lyric kommer ind i billedet, forandres Justins syn på hans overfald. Der er bare noget han ikke ved. Hele Lyrics liv er nærmest en hemmelighed.

27Likes
98Kommentarer
5271Visninger
AA

10. ♥♥♥♥♥♥♥♥

”Når det er smukt vejr hva’?” sagde jeg stille, og prøvede at få en samtale i gang, mens Felicia kørte mig ned af gangen på hospitalet, uden nogen i nærheden. De fleste læger burde have frokostpause.

Jeg mærkede både en genert stemme, men kunne også mærke smilet bag mig, da hun besvarede mit spørgsmål: ”Det er vel fint nok, Justin,” sagde hun. Jeg kunne mærke hun ikke havde det særlig godt, at gå her med mig, da vi for hinanden var nærmest ukendte. Jeg kendte hendes fornavn, og havde kun lige fundet ud af hendes fødselsdag. Hvilket jeg stadig synes var humoristisk, at det var den samme dag som mig, og også det samme årstal.

Jeg smilede, ”jeg læste du havde fødselsdag den 1. marts?” sagde jeg stille, mens det flotte vejr udenfor gled forbi min øjenkrog. Jeg havde hovedet lige frem, og drejede det ikke, da jeg ville få ondt i kroppen af det, da jeg stadig havde store smerter efter overfaldet. Mine følelsen omkring overfaldet var klare. Jeg var så irriteret over det, og ville ønske at jeg vidste hvem det er. Men igen, kunne jeg finde på at straffe dem? Først ville jeg i hvert fald have en grund til, hvorfor de havde valgt lige at slå mig ned og hvad deres tanker bag det var. Om det var for at få mig dræbt, eller bare slå mig ud. I hvert var de kommet langt, jeg var lammet, og kunne ikke lave musik i meget meget lang tid, hvilket gjorde mig virkelig ulykkelig. Jeg elskede musikken, men kunne ikke synge de næste måneder. Mit team prøvede alt hvad de kunne og finde ud af, hvem det kunne være, da de gerne ville have erstatning og få sat dem i fængsel. I fængsel synes jeg var i overkanten, da jeg jo stadig levede, og ikke kunne lide at være skyld til at nogle skulle i fængsel.

Vi kørte videre, og hun svarede mig efter lidt tid, ”ja, det er irriterende at der bare altid er koldt. Det er en dum dag,” sagde hun irriteret, men jeg var straks en lille smule irriteret.

”Hvis den. 1 marts er en dårlig dag at have fødselsdag, så er Felicia et dårligt navn at hedde,” sagde jeg stille, og håbede ikke det sårede hende for meget, men at hun kunne se det ironiske i det.

Hun grinede stille, ”det er jeg enig i,” sagde hun igen, som om hun ikke kunne lide noget som helst. Ingen ting. Jeg havde virkelig lyst til at se hendes ansigtsudtryk, men ville ikke gøre smerten værre, da det igen ikke var det værd.

”Hader du både din fødselsdagsdato og dit navn?” spurgte jeg hende om, siden det lød sådan, men jeg havde ikke lyst til at bedømme det, uden at have sit hendes ansigtsudtryk, da det var altafgørende.

Hun stoppede med at køre, ”jeg kan ikke lidt mit navn. Lyr,” hun begyndte på noget, men lod det hurtigt passerede og erstattede det: ”Felicia, det er ikke lige mig,” sluttede hun, og jeg lod hendes lille fejl passere. Hun havde nok tænkt sig at sige noget andet, men så lød det dumt inde i hendes hoved.

Jeg smilede stille, ”og din fødselsdag? Hvordan kan du hade at du er blevet født?” spurgte jeg hende, og denne gang valgte hun at dreje kørestolen rundt, så jeg nu kunne se hendes ansigt, der kun viste et nervøst udtryk.

Hun kiggede ned af gangen, og gav mig så sit skilt. ”Læs det.” Mere sagde hun ikke, men jeg læste inden i mig selv, som hun havde bedt mig om. Felicia Jones … 1/3/1994 … Rengøring … Ny ansat …

Mit blik veg op mod hende og jeg kiggede undrende, ”hvad med det?” spurgte jeg hende uforstående. Jeg kunne se på hende, at hun ikke rigtigt vidste, hvad hun skulle gøre, men jeg kunne også se, at hun ville ud med noget. En hemmelighed måske.

”Mit navn er ikke Felicia,” sagde hun og kiggede ned i gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...