Love over Life ϟ Justin Bieber

For Justin Bieber, en verdenskendt superstar, kan man ikke forestille sig at noget skrækkeligt kan ske med ham. Den glade Justin man altid har set, ændrer sig, da han ligeså stille forsvinder ud af sladdersiderne, da der intet vigtigt er om ham. Ingen nye sange, album, noget som helst. Kun på grund af én ting. Et overfald der har forandret Justins liv som musiker helt. Alt har ændret sig, og selv ikke Justins tætteste venner, bl.a. hans kæreste, Daniella, kan hjælpe ham. Kun da den uskyldige Lyric kommer ind i billedet, forandres Justins syn på hans overfald. Der er bare noget han ikke ved. Hele Lyrics liv er nærmest en hemmelighed.

27Likes
98Kommentarer
5272Visninger
AA

6. ♥♥♥♥

Daniellas synsvinkel

 

Det var ikke bare den normale lyd fra snak jeg havde hørt fra Meet N’ Greet rummet. Det var noget andet, noget forkert. Jeg var gået rundt på gangen og ventet på Justin, så jeg kunne give ham et smækkys på munden, så han stadig troede på mig. Min kærlighed til ham, hvilket var ved at falme en smule på mit ydre.

Det var da jeg var på ved ned af gangen at mobilen vibrerede i min lomme. Af ren viden vidste jeg hvem det var, og tog det som første prioritet i stedet for at finde ud af, hvad der skete med Justin.

Er du ikke snart færdig ved interviewet? Der er kun en halvanden time til klokken er fem. Kys.

Aarons sms’er tikkede en som minutter slog. Ikke at jeg havde noget imod det, for jeg svarede selv på dem som de kom. Havde jeg ikke Aaron at skrive til, ville jeg ikke kunne klare at spille Justins kæreste, eller i så fald klare at være her. Jo, Justin var sød og lækker, men jeg kunne ikke klare at være hans kæreste mere, men jeg behøvede berømmelsen for senere at kunne skinne igennem. Justin havde også flere gange fortalt mig hvor meget jeg betød for ham, så jeg kunne heller ikke klare at sige til ham mine følelser var forsvundet. Selv om det nu var for nogle måneder siden det var gået op for mig, og efter jeg havde mødt Aaron.

Jaja, jeg vil være der, dejlige. Kys kys.

Mobilen satte jeg på lydløs og lagde den i lommen, da jeg åbnede døren til Meet N’ Greet lokalet, hvor et stort chok ramte mig, og jeg glemte alt andet, da jeg spænede hen og lagde mig på knæ ved siden af en blodig Justin. Han blødte, havde blå mærker, men det værste var hans ben, som jeg slet ikke kunne klare at se på. Nu havde jeg aldrig set et brækket ben før, men jeg kunne hurtigt konstatere at Justins ben var brækket. Ikke bare et, men dem begge. Det var ækelt at kigge på, så jeg fokuserede på hans ansigt, selv om synet ikke var særlig meget bedre. Hvad havde de dog gjort ved ham?

”Kenny!” råbte jeg af mine lungers fulde kræft, da han havde været ved mig, da jeg gik ned af gangen her, og forhåbentlig var han så tæt på, at han kunne høre mig råbe. Råbe efter hjælp. En vigtig hjælp der kunne redde liv, og i denne situation, et af de vigtigste liv jeg kendte. Ikke kun fordi det var Justin, en virkelig rar fyr, men fordi der var så mange fans ude i verden, der ville blive så ulykkelige, at jeg slet ikke kunne tage det.

Der gik ikke lang tid, før jeg heldigvis hørte nogle hurtige skridt for gangen, man valgte at råbe igen: ”En eller anden, hjælp!” råbte jeg igen, og denne gang blev skridtene høje, jeg vidste bare en ting – det var ikke Kenny, for Kenny ville aldrig have stiletter på.

”Hvad sker der, Daniella?” spurgte en forvirret Pattie, men da hun så Justin på gulvet faldt hun på knæ, ”hvad … er … der …,” hun brød sammen, og det gjorde ikke direkte situationen bedre. Jeg hørte hende græde inde bag hænderne, hun holdte for ansigtet, men jeg forstod hende. Hendes søn lå helt livløs på gulvet, uden nogen af os vidste, hvad der var sket. Jeg kunne ikke klare det mere, efterlod Pattie og ville finde Scooter.

Jeg løb ned af gangen med alt hast i mine stiletter, men jeg havde gået med stiletter i flere år efterhånden, og kunne sagtens løbe i dem. Jeg nåede hurtigt enden af gangen og så en masse mennesker gå rundt – men kun nogle der arbejde der.

”Daniella,” jeg hørte heldigvis Scooters stemme tæt på, så jeg behøvede ikke at finde ham. Han gik hen mod mig, og jeg løb ind i ham for at få et kram. Jeg kunne slet ikke klare at se Justin ligge livløs. Det kunne godt være at jeg ikke elskede ham, men en ven ville han altid være inderst inde.

”Justin … han … jeg kan ikke, Scooter. Løb ned af gangen. Det er vigtigt!” sagde jeg, og Scooter forstod mit ansigtsudtryk og min tale og begyndte at løbe, men jeg stille gik bag ham og tørrede tårerne væk fra øjnene. Det hele var så trist, for jeg anede ikke, hvad der var sket med Justin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...