Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15843Visninger
AA

22. We are all dots

 

Jeg så på de mange mennesker, der var som små prikker. Vinden blæste hårdere, jo højere oppe man kom og når det regnede så meget, som det nu gjorde, blev blæsten bare mere kraftig. Jeg så på de mennesker, der slet ikke lagde mærke til mig. Det var skam også blevet mørkt, men alligevel… Ingen af dem så op. Ingen af dem så op, for at tjekke om jeg var der. Ingen af dem så på den høje bygning, hvor en pige stod. Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede på en bygning som denne, men jeg var altid heroppe, når jeg ikke vidste hvor jeg skulle gå hen. Selvom vinden piskede mod min hud, så blev jeg stående. Selvom der var et hegn, så var jeg alligevel kommet over det, for at være tættere på faren. Jeg vidste ikke hvorfor jeg gik herop… Jeg kunne altid smutte hjem til min mors hus eller hjem til min egen lejlighed. Jeg kunne endda besøge min onkel hvis det skulle være. Men nej, jeg var gået herop for at betragte de mange mennesker… De mange små prikker. Nogle der gik sammen og andre der gik alene. Paraplyer dækkede parrene til, så de ikke blev våde. Så mange lyde kunne høres i den travle hverdag. Bilerne kørte og selv herfra kunne jeg høre dem snakke.

Jeg regnede ikke med, at nogen ville komme efter mig, da ingen kendte til dette sted. Ingen udover mig. Ikke engang Di. Derfor vidste jeg, at jeg ikke bare kunne give slip. Der var ikke en superhelt eller en prins på den hvide hest. Ingen ville redde mig, hvis jeg hoppede. Alligevel ønskede jeg at flyve som en fugl. Jeg havde overvejet at hoppe flere gange, bare for at mærke følelsen af frihed, men jeg kunne ikke. Jeg ville bare tilfredsstille Kyo for meget, og det brød jeg mig ikke om. Stemmen i mit hoved havde nu en hård klang. I min underbevidst skreg den, at jeg ikke skulle… Derfor havde jeg lyst til det. Jeg ville ikke være besat af den stemme. Alligevel ville jeg så gerne høre stemmen konstant. Selvom den gav mig denne ubehagelige følelse i hjertet. Men… Hvorfor kunne man ikke bare høre en stemme, uden at den skulle ejes af nogen? Jeg havde lyst til at skrige, men kunne ikke. Jeg mærkede dråber mod mine kinder, mod min krop. Jeg hoppede tilbage og besluttede mig for, at jeg hellere måtte gå hjemad. Jeg kunne mærke min mobil vibrere endnu engang. Den sidste ting jeg ville gøre lige nu, var at svare på Amées opkald. Hun havde vist ydret sig godt og grundigt. Jeg gik ned ad trappen, selvom mine egne skridt gjorde mig utryg. Jeg vidste, at der ville ske et eller andet, men jeg kunne ikke sætte ord på det.

Pludselig havde jeg det, som om nogen stirrede på mig. Jeg skyndte mig ud for at blande mig i mængden af folk, men jeg kunne ikke slippe af med fornemmelsen. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Hvorfor var jeg ikke også ligeglad med frygt? Hvorfor kunne jeg ikke være en kold og frygtsløs pige, der kunne alt. Jeg tog nu fat i min mobil og mine bange anelser blev opfyldt. Det var ikke kun Amée der havde ringet, men et hemmelig nummer havde nu også kontaktet mig. Jeg tog mobilen op til øret og svarede på opkaldet.

”Hvem der,” skreg jeg, men folk ville ikke kunne høre det. Jeg så mig omkring, men jeg kunne ikke gemme mig så godt. Der var heller ikke nok folk til det.

”Lille lille Mil-Mil… Hvor ser du dog godt ud, når du er så gennemblødt,” sang Kyo. Jeg stoppede op og så mig omkring, men jeg kunne ikke så øje på ham. Jeg kunne mærke skriget dybt inde i mig, men det kunne ikke komme ud. Jeg låste det med syv segl. Jeg lukkede mine øjne og mærkede nu for første gang, hvor bange jeg var. Jeg kunne slet ikke holde min mobil ordentlig fordi mine hænder rystede så meget.

”H-Hvad vil du mig?!” skreg og vendte mig rundt, mens mine øjne søgte efter deres mål. Jeg lukkede mine øjne stramt i. Tårerne blev et med regnen, som de altid gjorde. Alle mulige tanker besatte mit hoved, men jeg var dog ikke gået ned… endnu.

”Dit kønne ansigt… Man ved aldrig om du græder eller om du ikke gør det… Men det tror jeg, at du gør… Ved du hvorfor? Fordi isprinsesser altid græder i tavshed. Vil du ikke være sammen med din prins?” spurgte han mig. Jeg kunne mærke at mit hjerte snart ville finde en vej ud af mit bryst. Jeg ville slet ikke i nærheden af ham. Men jeg vidste det jo godt… Jeg vidste, at han ville blive min død.

”Jeg vil ikke være i nærheden af dig,” skreg jeg i telefonen. Folk omkring mig gav mig underlige blikke, men jeg kunne ikke se dem. Jeg følte mig pludselig virkelig alene. Der var ingen rundt omkring mig. Det var, som om jeg kunne se gennem dem alle sammen. Og jeg fandt ham. Jeg kunne tydeligt se Kyo i sit fulde es. Læderbukser der sad stramt, en lang sort jakke og hans hår af samme farve. En mørkt plet.

 

Jeg begyndte at løbe, selvom folket begyndte at skubbe til mig. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle hen men mit åndedrag var langt fra stabilt. Frygten, trætheden, kulden og tårerne gjorde, at jeg slet ikke kunne trække vejret ordentligt og alt det kunne Kyo høre. Han vidste, hvor bange jeg var. Han vidste, at hans ansigt gjorde mine drømme monotome. Han vidste, at han tog alle mine toner. Selvom jeg prøvede at lytte efter hans skridt, kunne jeg høre så mange forskellige.

”Lille Mil-Mil… Jeg vil blive ved med at følge efter dig, indtil den dag, hvor jeg kan få dig,” sagde han lavt, men koldt. Jeg kunne mærke mine knogler skælve. Mine ben ville ikke kunne bære mig så langt, så jeg måtte planlægge hvor jeg skulle løbe hen… Men jeg kunne ikke tænke. Jeg ville bare flygte fra ham. Jeg var så bange for, hvad han havde planer om at gøre ved mig. Jeg så på min mobil og lukkede stramt mine øjne i.

 

Amée P.O.V.

 

Jeg så på min mobil endnu engang. Mill havde stadig ikke svaret eller ringet tilbage til mig og klokken var endda ved at blive mange. Hvis vores mor stadig havde været her, så ville det have været en anden sag. Men hun var taget hurtigt af sted… Selv vores far kunne have gjort noget. Jeg vidste, at han ville være i stand til at få mig til at slappe af. Jeg havde aldrig været uvenner med Mill… Ikke rigtigt.

Vi havde aldrig haft tidspunkter, hvor vi ikke ville svare hinandens opkald og det var det, der gjorde mig mest bekymret. Jeg vidste ikke, hvor hun var henne lige nu eller hvad hun lavede. Jeg lagde bare mobilen op til mit hjerte og prøvede på at slappe af, selvom mit blod kogte. Jeg burde ikke have skældt hende ud. Jeg var den ældste, så derfor burde jeg have tænkt var mine ord. Hun havde ikke engang givet besked til Tamaki eller Daichi. Jeg rejste mig op fra mit værelse og gik hen mod min onkels kontor, selvom Joon havde fortalt mig, at de skulle snakke om den næste koncert. Jeg kunne høre deres stemmer, da jeg endelig kom tættere på. Jeg smækkede bare døren op og så på Rain med alvorlige øjne.

”Har Mill… Måske ringet til dig?” spurgte jeg ham med en rystende stemme. Han så på mig med store øjne og det samme gjorde alle de andre. Rain så bare på mig i et stykke tid før han rystede på hovedet.

”Hvorfor skulle hun ringe til mig og ikke dig?” spurgte han mig med en lille forvirring i ansigtet. Jeg kunne se en bekymring i hans øjne. Den bevægede sig langsomt, men jeg kunne se den. Et sted bag den hårde facade, var bekymringen. Jeg skulle til at sige noget, da min mobil ringede. Det var Mill. Jeg troede at mit hjerte kunne springe et slag over. Det var som om tusinde vægte blev fjernet fra mine skuldre. Pludselig følte jeg, at hun måske alligevel havde tilgivet mig, eller i det mindste havde givet mig en chance til.

”Mill jeg-”

”AMÉE!!!! HAN DRÆBER MIG,” kunne jeg høre hende skrige. Hendes stemme havde aldrig lydt på den måde. Så forpustet. Så rystende. Som en violin med helt forkerte strenge. Jeg fik store øjne. Frygten ramte mig dobbelt så hårdt og mine ord kom hurtigt ud. Jeg kunne mærke, at hele min krop rystede, selvom ordene ikke helt var sivet ind.

”Hvem vil dræbe dig?! Hvad snakker du om?!” skreg jeg og holdte mobilen tæt op til øret, for at sikre mig, at jeg ikke hørte forkert. Min hånd kunne ikke engang holde min mobil ordenligt.

”HAN FØLGER EFTER MIG!!! AMÈE…Kyo følger eft-”

Hendes paniske stemme blev erstattet af et langt bib og jeg skreg, da jeg ikke kunne høre hende i telefonen. Jeg kunne mærke en kniv blive stukket i ryggen på mig bagfra. Den skar gennem huden, gennem ribbenene og prøvede at ramme med hjerte. Men det var allerede for sent. Jeg var hårdt såret. Tåerne begyndte at trille ned ad mine kinder og mine knæ ramte jorden så hårdt, at det gjorde helt ondt. Men det kunne jeg slet ikke koncentrere mig om alle de andre, der havde rejst sig op.

”Mill? Mill! Mill?! MILL!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...