Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
679Kommentarer
15840Visninger
AA

3. Tanker

Jeg rettede mit blik mod Dongho, der stod og fremlagde sit projekt. Nogen sad og så ham fremlægge, mens andre havde alt for travlt med at begrave deres ansigter i deres computere eller deres iPads. Personligt syntes jeg, at hans fremlæggelse var fantastisk. Den var virkelig gennemarbejdet, så det var nok derfor, at de fleste endte med at lægge deres computere og andre elektroniske ting fra sig for at høre på hans fremlæggelse. Da han stoppede med at snakke, klappede alle de andre. Dongho satte sig lige ved siden af mig, da der ikke var andre pladser tilbage. For at være helt ærlig, var jeg ikke den bedste til at få venner. Jeg var en meget indelukket person, der var alt for svær at komme ind på. Alligevel var der nogle håbløse drenge, der ikke tog et nej for et nej og de blev stadig ved med at genere mig. Ikke fordi de ikke havde andre de kunne få, men fordi det åbenbart morede dem at prøve på at score en, der ikke faldt for dem på tre sekunder.

Jeg ventede bare på at timerne gik, så jeg kunne komme hjem. Min mor ville snart komme hjem fra Frankrig, hvor hun havde designet nogle kjoler. Jeg vidste endnu ikke om jeg ville flytte hjem, men jeg kunne ikke rigtig se, hvad en lejlighed skulle gøre godt for, når jeg nu var helt alene. Alle de billeder som Amée havde efterladt efter sig for at sikre sig, at jeg ikke glemte hende, vakte minder frem og mindede mig hvert sekund om, at jeg skulle være her helt alene. Der var gået en uge siden jeg sidst havde set hende og jeg kunne godt mærke, at jeg næsten kom for sent de fleste af gangene. Jeg kunne osgå godt mærke, at jeg selv skulle til at være aktiv i køkkenet. Køleskabet stod næsten helt tomt. Det var Amées pligt at fylde det op, når vi manglede noget. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde mindre og mindre tøj tilbage. Det var Amées pligt at få tøjet i vaskemaskinen. Jeg kunne mærke lugten af en lejlighed, der ikke have været luftet de sidste par dage. Kartoner fra bestilte pizzaer og KFC’s kylling kunne ses forskellige steder i lejligheden. Tøjet lå spredt forskellige steder hulter til bulter. Bøger og noter lå forskellige steder, både i stuen, køkkenbordet og i mit værelse. Men Amées værelse lå stadig uberørt. De sidste par dage havde hun ringet og udspurgt mig om jeg havde det fint. Jeg havde bare svaret, at det hele var som det plejede at være. Amée lød i hvert fald spændt, selvom hun var lidt nervøs.

Jeg stirrede på min computer, hvor en lektie ikke kunne blive lavet. Den kunne ikke lave sig selv, det vidste jeg godt, men jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig lige nu. Jeg plejede altid at hade larmen fra tv’et af, men nu kunne jeg heller ikke koncentrere mig. Der var stille. Alt for stille. Det eneste man kunne høre, var min vejrtrækning og så mine tast, når jeg endelig havde noget jeg kunne skrive ned. Jeg lagde min computer fra mig og rejste mig op. Jeg vidste godt, hvor jeg var på vej hen og mit hjerte satte farten op af en eller anden grund. Jeg lagde min hånd på dørhåndtaget og lukkede mine øjne i. Jeg kunne allerede høre Amée råbe inde fra hendes værelse af. Hun havde brug for hjælp med noget lektieværk, som hun ikke kunne finde ud af. Men da jeg åbnede døren, ramte realiteten mig som en mavepuster, der slog ens luft ud. Hun var der ikke. Hendes møbler var her, men hendes billeder var her ikke. De få plakater der plejede at hænge på hendes væg, var der ikke. Den hvide orkide var der heller ikke. Det eneste, der efterlod et spor af hende, var hendes sengebetræk. Hun havde ikke skiftet det, men sengen var alt for fin.

Jeg gik forsigtigt over til sengen og lagde mig ned. Allerede da mit hoved rørte puden, kunne jeg dufte Amées typiske jordbærduft. Selvom hun brugte forskellige ting, så ville jordbær altid være hendes yndlings. Det var først nu, at jeg kom til at tænke på det. Jeg havde aldrig rigtig været alene før. Mine forældre havde det med at efterlade huset til os et par gange, men det var ikke så slemt. Så begyndte mors forretninger i Frankrig og far, der var indretningsarkitekt, havde så småt begyndt at arbejde i udlandet også. De lod huset stå, men det var alt for stort til os. Tamaki, Amée og jeg fandt en lejlighed og bosatte os der. Tamaki forlod os for et år siden, da han så småt skulle i gang med sin karriere. Amée og jeg fortsatte med at bo i lejligheden. Vi havde planer om at uddanne os og så ville vi måske flytte igen. Jeg havde dog ikke regnet med, at Amée ville vælge at tage et så stort skridt og blive en trainee. Selvom jeg ikke havde den største vennekreds, så havde jeg aldrig før været helt alene. Og tanken om det gjorde mig alligevel helt tom.

Jeg vendte mig, så jeg lå på ryggen og stirrede på det hvide loft. Måske havde jeg undervurderet min søsters mentale styrke. Hun kunne sagtens klare sig selv helt fint. Måske skulle jeg have været mere åben for folk. Måske var det nu, at jeg skulle skaffe mig flere venner. Men ingen fra min klasse virkede som noget for mig. De havde allerede dømt mig ude, efter et helt år. Måske skulle jeg bare sige ja til den næste dreng der spurgte om jeg ville følges med ham. Men tanken om at lukke alle de forbandede og irriterende folk inde, gav mig bare lyst til at kaste op. Jeg kunne høre, at min mobil ringede med min onkels sang Rainism, så jeg fór ud af Amées værelse med det samme.

”Di,” mumlede jeg bare og tog telefonen op til øret. Jeg kunne høre ham grine i den anden ende af røret.

”Hey. Jeg kommer lige om fem minutter. Jeg har stadig nogle af Amées ting, som jeg er sikker på, at hun ville sætte pris på at få igen,” svarede han. Jeg smilede svagt. Det var lang tid siden, at jeg havde snakket med en, der kendte mig så godt.

”Hun er her jo ikke,” svarede jeg.

”Det ved jeg da godt, men derfor skal du gå over til hende med det,” svarede Di. Di eller Daichi var en af  mine bedste venner siden børnehaven. Dog var han et år ældre end mig, men det gjorde mig ikke så meget. Når Di sagde fem minutter, så mente han fem sekunder, for jeg kunne allerede høre ham banke på døren. Jeg gik bare over til døren og der stod han. Min bedste ven. Hans hår var fyldigt, men kort. Dog var det ikke karseklippet. Hans øjne var dog det mest utrolige. De fleste fra asien plejede at have brune øjne, men han havde meget fangende grønne katteøjne. Dog var det nok fordi han far var halvt spanier, så derfor havde han fået genkoden grøn. Hans smil var større end solen selv. Jeg kunne se en halskæde i hans hånd. Var det bare på grund af den han var kommet?

”Er du klar til at køre?” spurgte han mig. Jeg skulle jo trods alt aflevere den halskæde til hende. Det kunne da ikke skade noget, at overraske hende med et besøg… Kunne det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...