Hating Your Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jan. 2012
  • Opdateret: 27 mar. 2013
  • Status: Færdig
Musik var hendes et og alt. Lige siden hun var lille, havde hun kun elsket musik og hendes asociale adfærd fik hende til at virke ligeglad med næsten alt. Mill kunne ikke være mere ligeglad med drenge, indtil hun hører en stemme, som ikke vil forlade hendes hoved. Mens hun ivrigt jager manden med stemmen, glemmer hun helt hvilke konsekvenser det ville have, hvis hun mødte stemmens ejermand. For har hun overhovedet lyst til at møde personen med den smukke stemme?

60Likes
675Kommentarer
15866Visninger
AA

44. Sweet and Bitter

Jeg er ked af, at jeg lagde det forkerte kapitel ind D:

________

Jeg gned træt mine øjne og blev ved med at vende mig i min seng. Jeg havde svedt ualmindeligt meget. Mit hoved havde det heller ikke alt for godt. Jeg kunne lige så godt være sprunget ud af en bro, for det ville sikkert dulme for denne svimmelhed. Selvom jeg ikke havde det alt for godt, så kunne jeg høre lyde i køkkenet. Selvom det sagtens kunne være noget jeg bildte mig ind, så vidste jeg, at jeg ikke havde sådan en stor fantasi. Jeg kunne høre lyden af en kniv, der hakkede mod et skærebræt. Jeg var helt sikker på, at jeg ikke var alene. I et øjeblik troede jeg lige, at det var Kyo. Jeg kunne sagtens forstille mig, at han stod i køkkenet og hakkede kropsdele. Jeg kunne pludselig smage blodet i min mund og fik det straks dårligt, men så huskede jeg den anden del af mit mareridt. Den del, der i virkeligheden kunne kaldes en drøm. Straks prikkede det i mine kinder.

Jeg vågnede ved lyden af skridt udenfor mit værelse. Da jeg åbnede øjnene, hørte jeg de skridt, der prøvede at være diskrete. Jeg prøvede at tænke det hele igennem og give mig selv grunde til, at jeg ikke at blive bange. Men hammeren faldt og min frygt nåede sit højdepunkt, da jeg klart og tydeligt huskede, at jeg låste døren. Det havde jeg gjort lige siden den dag med Kyo. Jeg åbnede øjnene da jeg kunne høre nogen fløjte inde fra køkkenet af. Mit hjerte satte straks farten op. Jeg vidste, at hvis jeg blev siddende i sengen, så ville det hele ende med, at jeg døde som altid. Men hvis jeg gik ud i køkkenet, ville jeg også møde nogen.

Jeg rejste mig op og prøvede så lydløst som muligt at gå hen til min dør, men hvert skridt var for højt i mine ører. Som var det, det eneste var det eneste man kunne høre. Selv fløjtet lød ikke så højt. Jeg lagde min hånd på håndtaget, da jeg kunne mærke en varm og klam væske. Jeg gyste straks og begyndte at ryste i den hånd, der havde væsken på sig. En kold og klam fornemmelse fór gennem kroppen på mig, men alligevel trak jeg håndtaget i. Min dør, der ellers aldrig gav mig problemer, begyndte nu at pibe, som havde den ikke fået olie i hundrede år og jeg gispede, da jeg så en person i køkkenet. Jeg kunne kun se silhuetten, men det var nok for mig. Jeg havde allerede mine bange anelser. De tanker, der nu invaderede mit hoved, kunne gøre enhver sindssyg.

 

Jeg kunne ikke se hele personens holdning, da personen var i gang med at hakke noget i køkkenet. De hak lød valme og hver gang kniven ramte, kunne der høres et slask og en hård lyd. Jeg kunne lugte metal og… Varme. Lugten gav mig kvalme, men jeg kunne ikke flygte. For så ville jeg blive fanget.

Jeg kunne høre personen fløjte, mens hakkene fortsatte. Uden at vide hvorfor, gik jeg tættere på. Hvis jeg gik mod døren, ville personen komme bagfra… Med knirkende skridt kom jeg tættere på og kunne nu pludselig høre grinet. Jeg stod og så person fra en halv profil. Jeg havde lyst til at skrige og kaste op på samme tid. Det syn, mine øjne mødte, kunne jeg ikke længere holde til. Jeg ville ønske, at jeg kunne flygte, men selv hvis min sjæl forsvandt, så ville min krop være forsvarsløs og bange. Foran mig stod Kyo og fløjtede, mens han prøvede at hakke fingrene af en hånd. Mine pupiller var ved at sprænge ud af øjnene på mig og jeg holdte mig godt om maven, for ikke at kaste op. Jeg begyndte langsomt at bakke baglæns, da Kyo begyndte at grine. Kniven skinnede i lampens lys. Hånden på bordet blev mere tydelig og mit ellers så hvide bord, havde fået sig en blodrød kappe. Jeg så på min hånd igen, da jeg kunne se, at den var lige så blodig.

”Må jeg ikke få dit hjerte, Mil-Mil?” spurgte han mig og rettede kniven mod mig. Jeg spærrede øjnene op og ventede på, at han kom helt tæt på og stak den i hjertet på mig. Jeg kunne sagtens høre kniven skære i noget, men jeg mærkede ikke smerten. Da jeg åbnede øjnene, så jeg en person jeg sagtens kunne genkende. Seungho stod med kniven i hånden og stirrede på mig. En lille smule bag ham, blev Kyo langsomt til støv.

Mine knæ ramte det kolde gulv og Seungho kastede kniven op i luften og det hele forsvandt. Med et enkelt klap, forsvandt det mørke værelse og nu befandt jeg mig i naturen, med græsset under mine knæ. Jeg så op på Seungho, der satte sig på knæ foran mig. Jeg stirrede på ham, helt overrasket. Det var første gang, at nogen havde reddet mig i min drøm. For det andet kunne jeg se farverne skinne tydeligt igennem. Græsset var dejligt grønt, helt friskt. Himlen var en afslappende blå og Seunghos øjne var dybe og brune. Seungho smilede et smil og hans øjne skinnede mere end solen.

”Hvorfor drømme om noget så frastødende?” spurgte han mig og kærtegnede min kind. Jeg blinkede og mærkede en hel ny følelse. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kastede mig i hans arme og lod ham gribe mig. Jeg hvilede bare mit trætte hoved mod hans bryst.

”Oppa… Hold Kyo væk,” hviskede jeg og lod hans kærtegn varme mig. Jeg så op på ham og han smilede.  

”Promise~,” sagde han og blinkede kort, inden han grinede. Jeg blinkede, men lukkede øjnene, da jeg mærkede de blødeste læber mod min pande. Da jeg åbnede mine øjne, var Seungho væk. Til gengæld blev jeg fanget i en storm af rosenblade. Selvom det var en drøm, kunne jeg dufte den skønne duft, der fjernede den klamme lugt af blodet.  

”Du må hellere vågne op,” kunne jeg høre Seunghos stemme i vinden sige. I det øjeblik åbnede jeg mine øjne.

 

Jeg rejste mig op og min svimmelhed var forsvundet. Jeg ville ud for at tjekke til Seungho, men i stedet for, så jeg Amée, der stirrede på mig, som var jeg lige blevet kørt ned. Jeg måtte sikkert havde lignet en skuffet og død fisk, for da jeg så Amée i stedet for Seungho, røg den nye glæde jeg lige havde fået og blev erstattet af en irriteret mine.

”Hvorfor ringede du ikke og sagde, at du var syg?” spurgte Amée og lagde hænderne på hofterne, mens hun sendte mig et anklagende blik.

”Det gjorde jeg også,” sagde jeg og bevægede mig mod køkkenet. Jeg kunne mærke hendes store øjne mod min nakke.

”Nej du-”

”Den dumme pabo af en Joon tog den bare, fordi jeg optaget meget af din tid,” sagde jeg og vendte mig mod hende igen. Hun stirrede på mig med store øjne og så virkelig overrasket ud.

”Jamen… Joon ville-”

”Han har ret,” sagde jeg og trak på skulderne. Amée gik hen til mig og satte sig overfor mig i køkkenet.

”Så… Du er ikke sur?” spurgte hun mig, forvirret.

”Nej, jeg er bare virkelig pissed,” sagde jeg og så på hende. Hun lagde hovedet på skrå og lignede et spejl, så blank som hun var.

”Så du giver ham ret?” spurgte hun og lagde armene på kors, lidt irriteret. Jeg nikkede og så mig omkring. Jeg kunne pludselig dufte noget virkelig lækkert og rejste mig op.

”Har du lavet mad?” spurgte jeg, men hun rystede på hovedet. Jeg så på den færdige kimbap på bordet. Man plejede at lave sådan noget, når man skulle på picnic eller noget i den stil. Jeg lagde mine hænder over retten og mærkede stadig varmen. Hvis ikke Amée havde lavet det, så kunne det kun være en anden person.

”Uhh! Den kimbap ser lækker ud,” sagde Amée og skulle til at tage en, da jeg slog hendes hånd væk. Jeg stirrede på hende med et lidt skræmmende blik. Sædvanligvis var jeg ikke typen der ville kæmpe for at få fat på det sidste stykke, men nu ville jeg ikke af med et eneste.

”Jeg er meget sulten. Der er ikke nok til os begge,” sagde jeg og tog tallerkenen, hvor de var på. Jeg satte mig ned og kunne høre Amée fløjte i baggrunden.

”Millian er forelsket,” sang Amée drillende. Hun var vist virkelig ude på at irritere mig for groft, for ellers ville hun ikke have brugt mit fulde navn. Jeg smagte på maden, der var lige så godt, som den så ud.

”Hvad lavede Seungho egentlig her?” spurgte Amée og så på mig med et drillende blik. Igen, Amée var djævlen selv, men folket vidste det ikke. Jeg prøvede at spise min mad, men jeg kunne høre Amées utålmodige tromlen med fingrene.

”Jeg skulle købe ting, regnen faldt, jeg havde det skidt i forvejen og endte med at besvime i hans bil, han kørte mig hos lægen, jeg overfaldt ham i et kys, han bar mig herop og jeg faldt i søvn til hans sang,” sagde jeg, som var det hele ingenting, mens jeg fortsatte med at spise. Amée lignede en, der havde fået slutningen at vide, på en bestseller.

”Mill… Hvorfor skipper du altid de vigtige detaljer?” spurgte Amée og rullede irriteret med øjnene. Jeg tændte tv’et, men skruede dog ned.

”Hvor du så henne med Joon?” spurgte jeg Amée og hendes kinder brændte med det samme. Dog blev hendes glade udtryk lavet om til en stor skuffet mine. Jeg var sikker på, at der var noget guf i denne historie.

”Jo… Altså jeg ringede til dig og så ville jeg snakke med dig, men du tog ikke telefonen. Så begyndte Joon at snakke om, at han syntes, at jeg brugte for lang tid med dig, så derfor tog han mig lige pludselig hen til en zoologisk have! Og der gik vi så rundt og til sidste, så var der en masse børn der gik rundt, så vi løb efter dem. Der så vi en masse geder og Joon begyndte så også at fodre dem ligesom de små børn. Men alle forsvandt og Joon var den eneste tilbage. Så da han ikke havde flere chips tilbage, begyndte gederne at bide ham og da han løb, fulgte de alle efter og-” Jeg lagde en finger på Amées læbe og hun så på mig med store øjne.

”Amée… Jeg bad ikke om en hel roman. Fortæl mig kort og præcist, hvorfor det er, at du surmuler for anden gang, efter at have været sammen med Joon,” sagde jeg og lænede mig tilbage. Amée tog en indånding og sukkede helt håbløst.

”Vi var ved det akvarium, vi var henne ved som små,” sagde Amée og jeg grinede kort. Amée elskede det sted, så det kunne da umuligt gå helt galt, medmindre han kyssede hende forkert.

”Hvad skete der så? Du faldt pladask for ham i lyset og kyssede ham, men hans kysseevner skuffede dig helt vildt?” spurgte jeg hende, men jeg kunne bare se, at min kommentar kun fik Amée til at synke længere ned i stolen.

”Ikke helt… Hyuna kom lige pludselig gående ud af den blå luft det samme sted som Joon, mens hun skreg hans navn så højt som muligt og sjovt nok vendte alle hans fans sig om. Og tro mig, der var mange,” sagde Amée koldt. Jeg kunne se, at hun virkelig var sur. Ikke nok med det, så kunne jeg forestille mig hendes skuffelse.

”Speaking of the Devil,” mumlede jeg, da jeg hørte HyunA’s genkendelige stemme i fjernsynet synge hendes ”bubble pop”. Jeg kunne mærke hvordan Amée gjorde, at stemningen i min lejlighed blev mørkere og mørkere. Da sangen sluttede kunne jeg høre, at Amées fingre nu trommede mere og mere vredt mod mit bord, mens hendes ansigtsudtryk var helt stift.

”Hey… Du ødelægger snart mit bord,” sagde jeg og jeg kunne mærke hendes kolde blik, der stirrede på mig, som var jeg fatsvag. Jeg skubbede forsigtigt min tallerken mod hende.

”De siger at mad er en piges bedste ven,” sagde jeg, mens jeg selv tog noget og tyggede. Amée stirrede på mig og tog til sidst en bid af maden.

”Hvordan er den?” spurgte jeg Amée, der nærmest modvilligt tyggede på maden.

”Bitter.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...